”Vores konkurrenceformat er lige nu baseret på noget, der har eksisteret i årevis, og det er på tide, det bliver lavet om.”
Sådan mener overdommer og dyrlæge på Hørsholm Hestepraksis Hans-Christian Matthiesen. I denne artikel går vi i dybden med de nuværende stævneformater, udfordringerne for dommerne, og hvordan stævneformatet alternativt kunne se ud, hvis vi skal sikre fremtidens dressur.
Dyrlæge og overdommer:
“Stævneformatet skal simplethen laves om!”
Af Celine Bønnelykke
Billeder: Trine Bjørn Puggaard
Ridesporten har fået meget opmærksom både i medier og tv det sidste års tid. Det er nødvendigt, at der bliver lavet nogle tiltag og ændringer, hvis sporten skal fortsætte. Hans-Christian Matthiesen mener, at der er for mange af rytterne, han ser til stævnerne, som har for svært ved at leve op til kravene for dressuren
“Målet med dressur er at få hesten til at se ud som om, den gør tingene af sig selv. Så rytteren bare sidder helt stille og laver ingenting. Og det er jo langt fra tilfældet hos de fleste.”
Udfordringen ligger i at ændre den stævnekultur, hvor hestens velfærd desværre ikke altid er førsteprioritet. Den erfarne dyrlæge mener, at bedre kontrol og retningslinjer til dommerne, valgfrit udstyr, en bedømmelse af hver rytters opvarmning og helt anderledes klasser skal være et bedre alternativ til den stævnekultur og format vi har i dag.
Hvem er Hans-Chrsitian Matthiesen?
Hans-Christian Matthiesen har i mere end 20 år været dyrlæge hos Hørsholm Hestepraksis. Derudover er han overdommer hos FEI og præsident for de internationale officials, dommere og stewards. Han har i mange år været holddyrlæge, chef d’equipe for Junior og Young Riders og uddanner nu dressurdommere på nationalt og internationalt niveau. På sidelinjen sidder han i Hestens Værns bestyrelse, og til sommer skal Hans-Christian Matthiesen agere overdommer til World Cup-finalen 2024 i dressur i Saudi Arabien.
Trine Bjørn Puggaard - Malgré Tout Media.
“Ridesporten er konservativ”
Men hvis løsningen findes, hvorfor er det så så svært at ændre? Det mener Hans-Christian Matthiesen handler om, at ridesporten er konservativ.
“Ridesporten, per tradition, er meget konservativ. Det er en gammel og traditionsrig sport, og vi rider jo faktisk rundt i noget, der ligner gamle militæruniformer, og mange af øvelserne inden for dressur kommer fra noget, der var smart at kunne, hvis man havde en hest i militæret. Så på den måde er der mange ting, som trækker i en lidt konservative retning – og der går lang tid, før ting ændrer sig.”
Tradition kan være en god ting, men det kan også blive en hæmsko mener dyrlægen. En traditionsbunden og konservativ ridesport kan være med til at forhindre
en progressiv og åbensindet tilgang til nye tiltag. Det kan ifølge den erfarne dyrlæge, være en udfordring når den brede offentlighed har fået indsigt i, at ridesporten trænger til forandringer.
Hans-Christian Matthiesen begrunder nødvendigheden for en ændring af stævneformaterne med, at konkurrencer er unaturlige for hesten. Han mener ikke, at hverken forholdene, omstændighederne, og det at blive redet er naturligt for en hest. Lige netop derfor er det så vigtigt at skabe de bedste forhold og gøre det så behageligt og naturligt for hesten som overhovedet muligt. Det er vores ansvar. Det er en svær balance, som kun få mestrer i et fint samspil med deres hest, men der er stadig for mange nervøse og stressede heste på konkurrencebanerne.
Er det dommernes ansvar?
Vi har set, at det kan være svært at placere et ansvar, når det kommer til hestevelfærd i ridesporten, og mange har peget mod dommerne til konkurrencerne. Her er FEI’s overdommer enig:
”Som dressurdommer er jeg villig til at tage alt det ansvar på mig, som jeg overhovedet kan bære, indtil mine skuldre braser sammen.”
Han understreger, at dommerne skal være bedre til at observere hestens konflikt- og stressadfærd, uanset klasse. ”Vi er nødt til at tage de her ting til os som dommere. Jeg tror på, at vi skal være meget bedre til at kigge på det overordnede, altså helhedsindtrykket. Og det skal komme til udtryk i måden, hvorpå vi giver point.”
Men som dommer har man et regelsæt, man giver point ud fra, og her mener Hans-Christian Matthiesen, at dommernes guidelines og retningslinjer skal tilpasses et mere nutidigt format. Desuden mener han, at mange af de nuværende retningslinjer ikke er tidssvarende.
”Som dommer har vi nogle regler og guidelines, vi følger og giver karakterer ud fra. Og mange af dem er simpelthen så outdated. Altså håbløst gammeldags. Det er sådan en gammeldags beskrivelse for, hvordan ting skal se ud.”
For dommeren kan det føles som en begrænsning, hvis man ikke har nogen redskaber at handle ud fra, og det leder også til frustration hos dressurdommeren. Han udtrykker, at han nogle gange føler, han har hænderne bundet på ryggen.
Jeg har jo ikke værktøjet til at kunne sige: ’hov, hesten var mega stresset, da du kom ind, det må den ikke, du får kun 50%’.”
Hans-Christian Matthiesen gør, hvad han kan i et forsøg på at højne hestevelfærden på stævnebanerne. ”Jeg skriver til alle [rytterne] nu, om hesten skærer tænder, pisker for meget med halen, om de har piske- og sporemærker, om den er meget svedt, og om den ser stresset ud. Og på alle kurser til dommerne opfordrer jeg dem til at skrive det.”
Men her forklarer dommeren med sin mangeårige dyrlægeerfaring endnu en udfordring.
Der er mange, der ikke ved det, men hvis jeg i min bedømmelser skriver ’pisker voldsomt med halen’ og giver en laverer karakter, så kan det gøre, at en eller anden skidt person tænker, at den skal behandles med botox rundt om halen, så den ikke kan piske med halen, fordi det gav en dårligere karakter til stævnet.”
Desværre ses der lignende problematikker med heste, som har kontakt- eller bidproblemer. Heste der går med åben mund får strammet næsebåndet og heste der ikke løfter benene ’højt nok’ oplever at rytteren tager længere sporer på. Den viden kan gøre det skræmmende for den erfarne dommer at kommentere på eventuel konfliktadfærd og han er yderst opmærksom på, hvordan han formulerer det. “Jeg fordømmer ikke rytteren, men kommenterer på det. Dressur er svært nok i sig selv.” Forklarer Hans-Christian Matthiesen.
Skal udstyr være valgfrit?
”Jeg er fortaler for, at optømning [udstyr] skal være frivilligt.”
Flere klasser herhjemme har åbnet op for, at det skal være valgfrit, om man vil have kandar eller almindeligt bid på til stævner, men sådan ser det endnu ikke ud på alle niveauer internationalt. Hans-Christian Matthiesen er ikke tvivl om, at Danmark er nødt til at gå forrest, når det kommer til valgfriheden af udstyr til konkurrencer. Og det stopper ikke ved kandaren.
”Sporer eller ingen sporer – det skal bare være helt frit!”
Hans-Christian Matthiesen mener nemlig, at det skal være fuldstændigt frivilligt, hvilket udstyr hesten skal have på, når den er til stævne. ”Om du skal have trense, kandar eller bidløs, så kommer du bare ind med det. Eller hvis du har lyst til at starte en dressurklasse i en lammeskindssadel, så er det fint.”
Her udtaler overdommeren, at han godt ved, at det er et betændt emne. Han ved der er mange i sporten, som mener, at det handler om teknik på højt niveau og han er heller ikke uenig. Men han stoler på, at rytteren, som står med hesten i det daglige ved, hvad der fungerer bedst for hesten. Derfor skal det være ekvipagen selv, som vælger udstyret til konkurrencer, fremfor fastsatte og enslydende regler fra internationale eller nationale rideforbund. Selvfølgelig inden for rimelighedens grænser. ”Der er ikke nogen, som skal stille op med en cykelkæde i munden på hesten.”
Hans-Christian Matthiesen kan ikke se argumentet for, at man ikke må starte til stævner i det udstyr, man selv vælger. Han mener, det vil mindske konfliktadfærden hos nogle heste, hvis man eksempelvis måtte tage næsebåndet eller tage et af de to bid af. Han er udtrykkeligt fortaler for, at hvis ekvipagen kan udføre præcis de samme øvelser lige så forfinet i det udstyr, de foretrækker, så ser han ikke argumentet for, at man ikke må bruge det udstyr som passer bedst til hest og rytter. Hans-Christian Matthiesen understreger
”De andre dommere synes, jeg har knald i låget!”
at forskning på området skal være guidesættende for reglerne.
En stopklods for en større valgfrihed af udstyr til stævner kan være at finde i den traditionsbundne sport, men muligvis også hos de eksisterende ryttere.
”De er bange for, at der kan komme en tendens til at synes, at hvis man rider med kandar, så er man ond mod hesten.”
Hans-Christian Matthiesen ser altså, at der kunne opstå en forståelse af, at hvis du rider uden bid eller hovedtøj og udfører samme program som en med kandar, så er du sødere mod hesten. I stedet skulle det være en individuel sag, og så længe hesten er tilpas i udstyret og ridningen og ikke udviser konfliktadfærd, burde der ikke dømmes ud fra det valgte udstyr.
Trine Bjørn Puggaard - Malgré Tout Media.
Opvarmningen skal bedømmes
Den progressive dyrlæge har uendeligt mange forslag til, hvordan vi kan ændre stævneformaterne, så hestevelfærden kan højnes, og han er ikke bange for at røre ved den ellers hellige opvarmning.
”Jeg er tilhænger af, at opvarmningen skal være en del af konkurrencen. Det, synes jeg, er sindssygt vigtigt.”
”Vi kan ikke på nogen måde forsvare, når vi har med et levende dyr at gøre, at hestevelfærd kun er de der fem et halvt minut inde på banen.” Derfor mener overdommeren, at opvarmningen også skal være en del af konkurrencen og udgøre noget af bedømmelsen og dermed den samlede karakter. Han foreslår, at der skal gives en karakter for opvarmningen.
Som medlem i Hestens Værns bestyrelse modtager han meget billede- og videomateriale fra opvarmningsbanerne eller hjemmetræning, som ikke er i overensstemmelse med retningslinjerne.
”Jeg kan se på materialet, at det næsten altid er fra opvarmningen eller den daglige træning, at det dér trælse billeder kommer fra, og det er dér, vi skal have noget kontrol!”
Netop derfor mener han, at opvarmningen skal tælle med i den endelige karaktergivning for et dressurprogram.
”Hvis du spørger mig, så skulle der sidde en dommer ude på opvarmningen, og så skulle du have en karakter for din opvarmning.”
Hans-Christian Matthiesen har gang på gang oplevet, at folk kommer og spørger ham, hvordan han kunne tildele en given ekvipage så høje point. De fortæller ham, at opvarmningen måske har set væsentlig anderledes ud og måske ikke var heste-venlig.
Selv observerer han med sine dyrlægeøjne heste, som kommer ind på banen, gennemblødte af sved, hvorefter de tørrer på de fem minutter programmet tager at ride. Her spørger han sig selv. ”Gad vide, hvordan den der opvarmning, den var!” I teorien skulle de fem minutter på banen gerne være de hårdeste fem minutter, hvor hesten præsterer det ypperste, men hvis sveden tørrer på de fem minutter, må man antage, at opvarmningen har været noget hårdere end selve programmet.
Trine Bjørn Puggaard - Malgré Tout Media.
Ifølge Hans-Christian Matthiesen ville bedømmelse på opvarmningsbanerne i praksis fungere på den måde, at man har en given karakter med fra opvarmningsbanen, som bliver oplyst, når man træder ind på stævnebanen. Derved bliver den endelige procent en sammenlagt bedømmelse af opvarmningen og programmet.
Ved at kontrollere og bedømme opvarmningen kunne dommerne få et mere ærligt indblik i hestens trivsel under ridningen til et givent stævne. Men det ville også give muligheden for, at en ekvipage,
som har haft en god opvarmning, men et dårligere ridt på stævnebanen, faktisk godt kan placere sig nogenlunde, når den endelige procent bliver givet.
Hvis vi indfører en bedømmelse af opvarmningerne, vil det ydermere sende et signal til resten af verden om, at vi i hesteverden tager ansvar og forsøger at gøre op med den dårlige stævnekultur,
Nye klasser til stævnerne?
Nye guidelines, frit valg af udstyr og en karakter for opvarmningen er ikke nok for den progressive hestemand. Han foreslår yderligere, at vi bør udarbejde helt anderledes og nye stævneformater. Der skal tilbydes klasser med øvelser, som viser sammenspillet og kunnen mellem hest og rytter.
Hvis vores nye konkurrenceformat hedder Samvær Med Hest, så skal jeg være den første der stiller mig op og stemmer for, at vi skal have det til OL!”
Hans-Christian Matthiesen giver udtryk for, at det ikke er fordi, en ”harmoni”-klasse skal gøre det ud for spring og dressur, men der er behov for noget nytænkning. Hele sammenspillet mellem hest og rytter skal anerkendes på et højere plan og derfor også ved de helt store stævner.
Overdommeren foreslår sågar et format, hvor rytter og hest efter et redet et program går ud og tager udstyret af og kommer ind igen i en grime. Her vil dommerne lægge vægt på almen hestekundskab og harmoni. ”Stil den op foran dommerne, og vis, du kan løfte alle fire ben. Gå rundt om den uden at holde fast i den, og det ville vise sammenspillet med hesten, som vi så bedømmer som dommere.”
På den måde ville det give dommerne en mulighed for at bedømme
helheden i ekvipagen og ikke kun de fem minutter, som et dressurprogram tager at ride.
Men det vil skabe røre, for ’det plejer vi ikke at gøre’. Og måske nogle vil føle sig truet af en ny form for stævnekultur. Men der er også en sandsynlighed for, at det ville åbne op for en masse nye deltagere. Det kunne måske endda blive et alternativ for de ryttere, som ikke førhen havde nogen at identificere sig med på stævnebanerne.
”Tænk, hvis der pludselig kom 50 tusinde ryttere til de her klasser, som måske nærmest uden noget udstyr. Det ville da være fantastisk for sporten!”
Måske vi skal komme lidt tilbage til, hvorfor det er, vi har med hestene at gøre i første omgang. For de fleste af os startede det formentligt med en kærlighed til hestene, hvor det handlede om samværet og båndet med dem. Det handlede om diversiteten i at lave og gøre forskellige ting. Udforske, lære, grine og græde sammen med vores heste. Er vi blevet for fastlåste i, at vi skal brilliere i en bestemt disciplin, en bestemt klasse eller med en bestemt hest for at have succes i omgangen med heste? Det kan virke til, at der er kommet et pres, en masse forventninger og et pengeelement ind i hesteverden, som måske ikke udelukkende er positivt. Det kan være, vi skal tage et skridt tilbage og huske os selv på, hvorfor vi bruger al den tid, penge og bekymringer på et dyr.
