Styrk hestens krop med træningselastikker

Af Jennifer Zonghetti // Billeder: Equiband - leveret af Jennifer Zonghetti

Elastikker er et velkendt redskab i fitnesscentre og til hjemmetræning for mange mennesker, men vidste du, at de også kan være ret fordelagtige for din hests træning? En af de mest vanskelige og vigtige aspekter af hestetræning og rehabilitering er at aktivere hestens coremuskulatur og bagpart. Det er videnskabeligt bevist, Equiband® Pro System har haft en målbar fordel til at optimere hestes styrke. 

Hvad er træningselastikker, og hvordan virker de?

Træningselastikker er lange stykker elastik, der bruges som modstandstræning. Til mennesker findes de i forskellige farver, former, størrelser og modstandsniveauer, hvilket gør dem til et alsidigt værktøj til en bred vifte af øvelser. Til heste bruges eksempelvis Equiband® Pro System.  

Videnskaben bag træningselastikker ligger i konceptet med modstandstræning. Elastikkerne giver en form for modstand, der skabes af spændingen i elastikken, når den strækkes. Denne modstand udfordrer musklerne, aktiverer dem og skaber små revner i muskelfibrene, som derefter repareres under restitutionen.

Når muskelfibrene reparerer og genopbygger sig selv, bliver de stærkere og mere modstandsdygtige. Det kan lyde som en ret voldsom proces, men det er faktisk sådan, muskler opbygges!

Hvem er Jennifer Zonghetti

Jennifer Zonghetti er bosat i USA og ejer Revitalizing Equine Services, LLC. Derudover er hun massageterapeut og ekspert i rehabilitering for heste. Hendes mål er at gøre uddannelsesmateriale tilgængeligt for alle typer af hesteejere, de har de nødvendige redskaber og viden for at optimere deres hestes sundhed og trivsel. Gennem sit arbejde sigter hun mod at give hesteejere praktisk og letfordøjelig information. Heste har været en del af hendes liv i mere end 20 år. 

Jennifer Zonghetti
Foto: EquiBand

Hvordan fungerer Equiband® Pro System?

Equiband® Pro System består af et sadelunderlag, der fås i flere størrelser (mini, pony, cob, full og varmblod) sammen med en engelsk eller western mulighed. Den kan bruges med en longeringsgjord, når man laver jordarbejde, eller en almindelig sadel, når man rider. Underlaget har fire spænder; to spænder på hver side. Det ene sæt spænder er til mavebåndet, der fastgøres bag rytterens ben og passer under bugen. Det andet bånd er bagpartsbåndet, som passer bag hestens bagpart og under halen. Begge bånd er latexfrie og er specielt designet til at blive brugt på heste. 

Træningselastikker stimulerer mekanoreceptorer: Receptorer i hestens hud og hårfollikler. Disse receptorer udløser aktivering af de abdominale muskler, dybe nakke- og rygmuskler, stabiliserer rygsøjlen og aktiverer bagparten. 

“Det primære mål med Equiband®Pro System er at forbedre coremuskulaturen gennem kontinuerlig stimulation fra bestemte kropsdele til hjernen, hvilket giver ændringer i det motoriske output,” siger Dr. Nicole Rombach, medstifter af Equicore Concepts LLC.

Hvorfor er styrketræning godt for din hest?

Vi har alle hørt udtrykket “Use it or lose it“, og dette gælder også for heste. Elastikker falder ind under kategorien styrketræning, som har vist sig at være effektive til at opbygge muskelstyrke og udholdenhed, forbedre balance og stabilitet og forbedre den generelle kondition. Heste med stærkere muskler og coremuskulatur kan bedre støtte deres egen kropsvægt og dermed præstere bedre.

Coremuskulatur hos heste

En stærk core er en afgørende del af hestens krop. Coren inkluderer de abdominale muskler og de skrå muskler sammen med de dybe rygmuskler. En af de vigtigste ting, som coren bidrager til, er postural stabilitet. Heste med en optimal kropsholdning vil effektivt udnytte deres led og muskler, hvilket resulterer i effektive og koordinerede bevægelser. De er i stand til at bevæge sig korrekt samt opretholde en fornemmelse af balance og selvbæring – både i ridning og på folden.

Dette reducerer uønsket belastning og stress på sener, ledbånd og led, samtidig med at musklerne bruges korrekt. Det spiller også en afgørende rolle i at mindske risikoen for skader. Dårlig holdning kan bidrage til dårlig biomekanik, tab af muskelmasse og at hesten kompenserer, som skaber yderligere belastning. Det kan føre til udmattelse, ukomfortable bevægelser og skader, hvilket alle kan have en negativ indvirkning på hestens krop. Heste med en svag core kan have en sænket ryg, opleve vanskeligheder ved overgange, mangel på aktivitet i bagparten, asymmetri eller mangel på balance og koordination.

 

Forskning viser, at Equiband® Pro System er gavnligt selv ved træning fra jorden. Efter 4 uger med en træningselastik fandt forskere fra University of Georgia en forbedret symmetri i bagbenene, bedre rygstabilitet og færre kompensatoriske mønstre hos heste med let halthed på bagbenene. “Et rehabiliteringsprogram, der inkluderer coremuskulatursøvelser, hjælper med at forbedre rygmuskulaturen og deres holdning,” siger Dr. Katherine Ellis, DVM.  

Dynamisk stabilitet er også vigtigt at kigge på, når man arbejder med hestens core og holdning. Det er hestens evne til at opretholde balance og koordination under bevægelse.

Her får hesten mulighed for at foretage hurtige justeringer i dens kropsposition og bevægelser for kunne bevæge sig mest effektivt. En øget dynamisk stabilitet resulterer i en bedre siddeflade for rytteren, hvilket reducerer risikoen for ubalance og minimerer også påvirkningen på rytterens rygsøjle og led. Når hesten aktivt bruger sin krop, reducerer det også hestens risiko for skader.

Foto: EquiBand

Unge heste

Styrketræning og konditionstræning går hånd i hånd. Processen involverer gradvis opbygning af muskeludvikling for at forberede hesten til at være i ridning. Træningen med elastikker kan bruges til at styrke coremuskulaturen, og kan også fortsættes med at blive brugt, når ridning introduceres, for at sikre, at hesten opretholder en korrekt holdning. Tidlig styrketræning af muskler hjælper med at forebygge eventuelle skader. 

Konkurrenceheste

En stærk og aktiv core er grundlaget for hestens evne til at udføre pirouetter og piaff eller at springe over oxere og stadig bevare balancen og koordinationsevnen. Ved at bruge elastikken kan konkurrenceryttere hjælpe deres hest med at styrke de dybe muskler omkring dens rygsøjle. Dette fokus på aktivering af coremuskulaturen forbedrer ikke kun hestens sportspræstation, men bidrager også til forebyggelsen af skader og sikrer en lang og sund karriere under sadel. 

Ældre heste

Når heste ældes, bliver det stadig vigtigere at opretholde en stærk core, da tabet af muskelmasse og styrke bliver mere og mere almindeligt med årene. At inkludere træningselastikker i et regelmæssigt træningsprogram kan mindske risikoen for muskulære problemer, og det kan rent faktisk være med til at forlænge hestens levetid. At investere i en ældre hests styrke og holdning kan forbedre dens generelle livskvalitet og gøre eventuelle bump på vejen lettere for den ældre hest at komme igennem.

Rehabilitering

Langvarig inaktivitet på grund af en skade kan forårsage muskelsvind. Tab af muskler kan forårsage fysisk begrænsning i kroppen, såsom manglende evne til at rejse sig efter at have ligget ned, nedsat præstationer og øget risiko for skader. Equiband® Pro System og andre træningselastikker kan hjælpe med træning af coremuskulaturen og konditionstræning for heste, der kommer sig efter en skade.

Træningslastikker kan være et godt supplement til heste, der er ved at komme sig efter en kolikoperation, eller en hest, som har fået konstateret kissing spines, eller har dårlig holdning, aktivering og udvikling af muskler. De kan også bruges til heste, der skal komme sig efter en muskuloskeletal eller neurologisk lidelse, og til at hjælpe med heste, der har asymmetriske bevægelser.

“At inkludere træningselastikker i et regelmæssigt træningsprogram kan mindske risikoen for muskulære problemer, og det kan rent faktisk være med til at forlænge hestens levetid.”

Hvordan bruges det korrekt

Equiband® Pro System kan bruges under longering, til jordarbejde, eller mens man rider – og med eller uden bomme på jorden. Det er bedst at starte med at vænne din hest til udstyret, før det inkorporeres i din hests daglige træning. 

Når du tilpasser elastikbåndene, er det vigtigt, at du husker at have nok spænding på dem: De skal ikke være løse eller glide. Elastikbåndet skal sidde tæt mod hestens krop; strakt fuldt ud og derefter reduceret til ca. 2/3 af afstanden mellem spænderne for optimal spænding. Det anbefales at starte med at bruge mavebåndet. Målet er at aktivere hestens coremuskulatur og støtte rygsøjlen, før man beder hesten om at aktivere sin bagpart. 

 

Ligesom med enhver anden muskeltræning kan træthed opstå. For at undgå det, er det bedst at bruge elastikbåndene i korte perioder i starten og gradvist øge træningsmængden, når hesten bliver stærkere. Længden af tid, hvor elastikkerne bruges, vil variere fra hest til hest, afhængigt af deres fysiske niveau. Det kan tage fire til seks uger for kroppen at tilpasse sig til elastikkerne, og det kan tage op til tre måneder for musklerne at opnå fuld styrke. Derfor anbefales det at bruge dem i korte 5-minutters sessioner i starten, flere dage om ugen, og så øge tiden, når hesten er blevet stærkere, mens antallet af dage, det bruges, formindskes. Når musklerne er tilstrækkeligt stærke, kan dage og tid gradvist reduceres til en vedligeholdelsesplan. 

Et eksempel på et program kunne se sådan ud:

Uge 1: 4-5 dage om ugen i 5 minutter
Uge 2: 4-5 dage om ugen i 10 minutter 
Uge 3: 3-4 dage om ugen i 15 minutter 
Uge 4: 3-4 dage om ugen i 20 minutter 
Uge 5: 3 dage om ugen i 30 minutter 

 

Alt i alt har træningselastikker og  Equiband® Pro System vist sig at styrke coremuskulaturen, holdningen og den dynamiske stabilitet hos hesten. Elastikker kan indarbejdes i enhver hest og rytters træning, og hjælpe med alt fra rehabilitering efter muskuloskeletale problemer til neurologiske tilstande. Hvis din hest er halt eller lignende, skal du altid konsultere en dyrlæge, før du introducerer Equiband® Pro System eller andre elastikker i din hests træningsplan. 

Kilder

EquiCore Concepts: https://equicoreconcepts.com/ 

Forholdet mellem postural stabilitet og paraspinal muskeltilpasning hos halte heste, der gennemgår rehabilitering: https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0737080620301994