Som hesteejer bliver vi ind i mellem nødt til at give vores heste en pause fra ridning af den ene eller anden grund. Det kan være lidt af en mundfuld at sluge, fordi mange af os har hest, fordi vi nyder at ride. Men måske en ridepause kan være en kærkommen pause, som får os til at tænke i nye baner? Her er vores journalists egen historie om sin hest som skulle have en tvungen pause grundet forfangenhed.
Jeg har hest, fordi jeg godt kan lide at ride. For mig er der ikke noget, som slår en tur ud i det blå med min hest, eller når galopanspringet sidder lige i skabet. Derfor var det lidt en streg i regningen, da min fjordhest Jagt blev forfangen i forsommeren 2023. Der blev hurtigt taget hånd om det, men meldingerne i forhold til ridepause fra min hovtrimmer og min dyrlæge var vidt forskellige. Jeg stoler meget på dem begge, men i sidste ende valgte jeg at stole på min mavefornemmelse i kombination med de respektive fagligheder. For efter 17 års partnerskab er jeg i sidste ende den, som kender Jagt bedst.
Foruden alle de basale ting, der skal tages højde for ved en forfangen hest såsom fodring, hovpleje og smertedækning, valgte jeg, at han fik fri det meste af sommeren for at komme sig. Men med udsigt til op mod seks måneder uden ridning måtte jeg langsomt omstille mig selv og se, hvad vi kunne lave sammen, som ikke involverede ridning.
LÆS OGSÅ: 5 fordele ved, at din hest ikke kan rides
Herunder får du de refleksioner, jeg fik ud af den ufrivillige ridepause.
Cæcilie er journalist på Malgré Tout. Hun har redet i 25 år. De seneste 17 år har hun ejet fjordheste-vallakken Stald Kiels Jagt.
De rider primært tur og dressur, men laver også jordarbejde, og de er for nyligt begyndt at springe. Jagt har desuden en 11-årig part, som også har været en stor del af genooptræningen.
Gåture kan også noget
Lige så langsomt begyndte vi at gå (flere) ture sammen. Bare min pony og jeg. Særligt hen over sommeren gik vi en del ture. Jeg har taget mig selv i at gå og småsnakke med ham (her håber jeg ikke, jeg er den eneste) og nydt solen. Vi har gået og løbet os igennem sensommeren, og det har faktisk været ret hyggeligt. Jeg havde en plan om, at vi skulle løbe sammen, men det viste sig, at det faktisk var hyggeligere at gå.
Jordarbejde
Da den værste fase af forfangenhed havde lagt sig, begyndte vi at lege meget mere med jordarbejde. Hele efteråret har jeg hentet bomme, pallen, presseingen og meget mere udstyr frem for at udfordre både Jagts krop og sind på nye måder.
Førhen var jordarbejde et supplement til ridningen. Det bliver det måske igen, når vi kan ride mere regelmæssigt. Uanset hvad har jeg virkelig fået øjnene op for, hvad jordarbejde kan. Vi øver tricks, klikkertræning og arbejder med bevægelsesglæde for både hest og rytter.
Jagt kan lave power pose (når det passer ham), panther walk og ryste på hovedet (sidstnævnte kan nok mest tilskrives min søde part). Min ellers lidt lukkede pony har fået en helt anden selvtillid og lyst til at bevæge sig. Vi har deltaget i et kursus med islandske Steinar Sigurbjörnson, som introducerede os meget mere til intrinzen-træning. Her fik Jagt virkelig selv øjnene op for, hvor meget han faktisk kan med sin krop. Og jeg lærte mere om, hvordan jeg bedst muligt kunne understøtte den bevægelsesglæde i ham.
- Selvbæring
- Bevægelsesglæde
- Større bevægelsesfrihed
- Bedre balance og corestabilitet- og aktivitet
- Aktivering af brystslyngen
- Forbedre kropsbevidsthed
Kilde: Ellen Sauer, foredrag om intrinzen-inspireret træning
Indparkering
Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg nok aldrig havde arbejdet særlig målrettet med indparkering før den ufrivillige ridepause. Det har vi arbejdet noget mere målrettet med det seneste halve år. Selv om han altid har stået relativt pænt, er det alligevel noget sjovere at sætte sig op på en hest, som nærmest selv stiller sig hen til skamlen.
LÆS OGSÅ: 12 ting, du kan lave med din hest – uden at være på ryggen
Muligheden for at starte forfra
Da jeg vurderede, han var ved at være klar til at få sadel på igen, prøvede jeg at lade ham sige til og fra, når sadel og hovedtøj skulle på. Måske det er basis for nogle ryttere, men for os var det nyt ikke “bare” at sadle op og ride afsted. Herefter fulgte en lang periode, hvor han bare fik lov at gå og mærke, hvordan det var at have sadel på igen. Nu siger han stort set altid ja til sadel og hovedtøj.
Vi varmer gerne op og skridter af fra jorden, og ridningen foregår i væsentligt kortere intervaller. Træningen fra jorden har gjort det muligt at lege med eksempelvis stopsignalet fra ny. Derudover prøver vi at variere træningen mere. Det er langt fra alle uger, som nødvendigvis står på særlig meget ridning.
Måske det heller ikke skader med et par ekstra skridtture:
- Skridtture hjælper nemlig på hestens restitution.
- Et overanstrengt led sætter gang i en proces i ledbruskens celler, som får bruskmaterialet til at blive nedbrudt hurtigere, end bruskcellerne kan opbygge igen. Beskadiget brusk gør, at der ved en tilbagevendende ledinflammation bliver nedbrudt mere, end der bliver bygget op.
- Derfor er det vigtigt, at vi som hesteejere husker at variere træningen. Både i den almindelige træning og ikke mindst i genoptræningen. Dermed kan det være godt givet ud at variere mellem ridning, jordtræning, ture og intensiteten af træningen.
Kilde: Agria Dyreforsikring, Restitution – en vigtig del af træningen
Ro
Jeg har sænket forventningerne til, hvad vi skal ridemæssigt. Det skal ikke se ud på en bestemt måde, hvis det betyder, jeg skal gå på kompromis med, hvad der føles rart for os begge. Vi skridter af og til fra jorden og rider i korte intervaller. Vi bruger lang tid på alt fra opsadling til opvarmning – og det er okay. Jeg skal ikke nå noget – andet end at have en glad hest, altid.
Udstyr
Jeg har også brugt ridepausen på at tænke over, hvor meget udstyr vi egentlig behøver? Det har blandt andet gjort, at vi eksperimenterer med bidløst nu. Måske biddet kommer tilbage, men for nu fungerer det godt uden. Vi har redet meget mere uden sadel (hvilket også har udfordret min balance…….), og min part har forsøgt sig meget mere cordeo.
En detalje, jeg ikke havde tænkt over, var at mit udstyr skulle vedligeholdes og pudses, selv om det bare hang i skabet. Her vil nogen mene, at jeg jo havde al tid i verden til at rengøre og pudse det. Men det stod ikke højst på min liste over ting, som jeg drømte om at bruge min ridepause på.
Glæden ved at ride
Om end jeg har fået øjnene op for, hvor fedt jordarbejde kan være, så var jeg ikke til at skyde igennem, da jeg for første gang kunne svinge mig op på ryggen af min pony igen. For slet ikke at snakke om den første trav og galop – og jeg skal ikke udelukke, at jeg fældede en lille tåre! Vi rider ikke lang tid ad gangen. Lige nu er det vigtigste, at det er en god oplevelse for os begge at kunne ride igen. Jeg tager det ikke længere for givet, at jeg kan ride på min pony!
Selv om jeg indimellem har tænkt over, hvorfor jeg troligt har passet Jagt, ordnet boks og alt det, som også hører med til at have hest, uden at kunne ride, så begynder det at give mening nu
Jeg tror nemlig på, at jeg nu har gjort mit for at sikre, at Jagt er kommet sig bedst muligt ovenpå forfangenhed, så vi forhåbentligt kan få mange flere gode år sammen – både fra jorden og fra ryggen.
Nu skriver vi 2024, og det halve år, som jeg troede ALDRIG ville gå, er gået. Vi er langsomt, men sikkert i gang med ridningen igen. Jagt bliver 20 i år, og jeg tror ikke, han kommer til at blive redet fem dage om ugen igen – og det har jeg sluttet fred med. Nu jeg ved, hvor mange andre ting, vi faktisk også kan lave sammen. Måske jeg ikke kun har hest for at ride? Måske jeg faktisk også har hest for at nyde samværet med min bedste pony-ven.
