Har du nogensinde overvejet at løbe en tur med din hest? Ind til for ganske nylig var undertegnede forholdsvis skeptisk over for konceptet, da hesten både er en hurtig og stor løbemakker at have med på sidelinjen. Men efter at have fundet ud af, hvad der skal til for at gøre turen sjovere, mere sikker og ganske behagelig, er det faktisk blevet til en ugentlig disciplin. Her får du derfor de bedste råd til at løbe en tur med din hest.
Sæt en longeringsdelta i bidet
Først og fremmest er en longeringsdelta med et træktov et godt redskab. Løber du med trense på din hest – hvilket klart er at foretrække, medmindre din hest er vant til at gå bidløst – sørger deltastroppen for, at du ikke kommer til at trække skævt i din hest. Derudover skal du som løber kun holde i et træktov og ikke i et sæt tøjler. Det gør det meget nemmere at holde styr på hesten, imens I løber, og det gør den nemmere at styre væk fra dig selv, hvis du føler, at den kommer for tæt på dig. Vi anbefaler, at du bruger en longeringsdelta, der er så lille som muligt uden, at den er for lille til hesten. Så er det nemmest at styre den.
Hold om tovet som et cykelstyr
Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan du holder på det træktov, som du sætter i deltastroppen. Når man løber normalt – altså uden en hest – er det oftest rarest at løbe med armene bøjet langs siden af kroppen. Den samme position kan du opnå, selvom du har en hest ved siden af dig. Du skal bare holde på træktovet som var det et cykelstyr og derefter vende hænderne på højkant. På den måde kan du med din indvendige hånd stadig styre hesten, selvom du løber i den position, som er mest komfortabel for dig selv. Se eventuelt illustrationen øverst i artiklen.
Brug en strygegamache
Af bitter erfaring kan vi fortælle, at man som løber er nødt til at have noget til at beskytte sin ankel og hæl på ydersiden af det indvendige ben, når der løber en hest ved siden af. Særlig hvis hesten har store bevægelser kan den nemt komme til at ramme sin tobenede løbemakker dér, hvor det gør rigtig ondt. En strygegamache af neopren er perfekt til formålet, da den dækker anklen godt og slet ikke er generende at have rundt om benet.
Løb i intervaller
At løbe for eksempel 5 kilometer i streg med sin hest er sjældent en mulighed. Om I løber på vej, i skoven eller et andet sted i naturen, så vil der være steder, hvor det ikke er forsvarligt at løbe med så stort et dyr. Det gælder både for andres og for din egen skyld. Derfor skal du se det at løbe med din hest som en form for intervaltræningen, hvor I løber noget af vejen og får noget af vejen. Desuden løber du også stærkere, når du har en hest ved siden af, end du måske ellers ville gøre, så det er faktisk ideel intervaltræning.
Sæt ned i skridt/gåtempo, når:
- I skal passere gående eller cyklister
- Stien bliver for smal til, at både du og din hest kan være der
- I kommer helt tæt på biler og andre køretøjer
- I er i et tætbebygget område, hvor der kan komme mennesker, en hund eller måske en bil hurtigt rundt om hjørnet
Husk ridehjelmen
Selvom du ikke sidder på ryggen af din hest, så kan en løbetur med det halvtonstunge dyr sagtens gå galt. Hesten kan nemt komme til at træde på dig, og hvis det går rigtig skidt for sig, kan du falde ind under den. Derfor anbefaler vi uden tøven, at du løber med ridehjelm på, når du løber med din hest. Det gør faktisk også, at turen bliver rarere, fordi du føler sig mere sikker.