Pintoen: Den brogede hest, der ikke er en egentlig race
Læs mere →
Din hest siger mere, end du tror. Det dæmpede gnæg ved foderspanden, det høje kald over folden og det dybe prust, når hovedet sænker sig, er hver for sig små beskeder om, hvordan hesten har det. Her er seks lyde, du sikkert allerede kender, hvad de typisk betyder, og hvad du kan gøre, når du hører dem.
De fleste af os har en lyd, vi forbinder med vores egen hest. Måske er det den lille brummen, når staldlyset bliver tændt om morgenen. Måske er det det skingre kald, der lyder over hele gården, når makkeren bliver hentet ind først. Vi hører lydene hver dag, men vi lytter sjældent rigtigt efter.
Det er ellers værd at gøre. Forskere har i de senere år kigget nærmere på hestens lyde, og en af de mest interessante opdagelser handler om selve gnægget. Elodie Briefer, der i dag forsker i dyrs lyde og følelser ved Københavns Universitet, var med til at vise, at et gnæg faktisk rummer to toner på én gang. Den ene fortæller noget om, hvor ophidset hesten er. Den anden siger noget om, hvorvidt følelsen er god eller dårlig. Gnæggene ved et gensyn med flokken var desuden kortere end gnæggene, når hesten blev skilt fra de andre.
Du behøver ikke måleudstyr for at bruge den viden. Men den er en god påmindelse om, at der er mere i et gnæg end bare “hej”.
Du kommer ind i stalden med foderspanden, og fra boksen lyder en lav, blød brummen med lukket mule. Mange kalder det bare at brumme. Det er den hyggelige lyd, som de fleste hesteejere kender bedst.
Lyden bruges typisk på tæt hold, over for nogen hesten kender og glæder sig til at se. Det kan være dig, det kan være spanden, og ærligt talt er det nok ofte begge dele. Hopper bruger samme slags lave lyd over for deres føl.
Det kan du gøre: Nyd det. Men læg også mærke til, hvornår lyden kommer. Hvis din hest kun brummer, når der er mad på vej, og ellers er stille, når du kommer, er det helt normalt. Hvis den brummer, når du kommer uden spand, har du en hest, der hilser på dig.
Det lange, kraftige gnæg, der kan høres på den anden side af gården, er noget helt andet. Det er et kald over afstand, og det bruges, når hesten har mistet kontakten til flokken eller en bestemt makker.
Det klassiske eksempel er, når du henter én hest ind fra folden, og den, der bliver tilbage, løber langs hegnet og kalder. Eller når du rider ud alene, og din hest kalder bagud mod stalden de første hundrede meter.
Det kan du gøre: Et enkelt kald er helt naturligt. Men hvis hesten kalder igen og igen, sveder, træder uroligt eller ikke vil æde, er det et tegn på, at den har det svært med at være alene. Her kan det hjælpe at øve adskillelse i små bidder, med korte perioder væk fra makkeren, som gradvist bliver længere.
Der findes en mellemting mellem de to første. Det er det kortere, mere insisterende gnæg, der går gennem stalden ti minutter før fodringstid, ofte akkompagneret af en hov mod boksdøren.
Her er hesten tydeligvis ophidset, men ikke nødvendigvis utilfreds. Den ved, hvad der kommer, og den vil gerne have det nu.
Det kan du gøre: Undgå at fodre lige i det øjeblik, hesten gnægger eller slår på døren, hvis du ikke vil have mere af det. Heste lærer hurtigt, hvad der virker. Faste fodringstider og adgang til hø mellem måltiderne gør også ventetiden kortere for hesten.
Hesten går rundt på folden med mulen i græsset, og pludselig puster den luft ud gennem næseborene, så de vibrerer. Det lyder som et lille, rullende prust.
Den lyd har en rigtig god historie bag sig. Franske forskere fulgte heste i rideskoler og heste, der levede mere naturligt i flok på græs, og fandt, at prust hang sammen med rare situationer og afslappede heste med ørerne fremme eller til siden. Rideskolehestene prustede mere, når de var på fold, end når de stod i boks, og de heste, der havde det bedst i hverdagen, prustede mest.
Det kan du gøre: Lyt efter prustet, når din hest er på fold, æder hø, på rideturen eller lige er blevet sluppet løs efter ridning. Mange prust er et godt tegn. Hvis du sjældent hører det, kan det være værd at kigge på, hvor meget tid hesten får til bare at være hest.
Et dybt, langsomt udpust gennem næsen, ofte med et lille fald i hovedet. Mange ryttere kender det fra slutningen af en træning, når tøjlerne bliver givet lange, eller fra striglingen, når man rammer det rigtige sted.
Sukket ses typisk, når hesten slipper en spænding. Det er ikke det samme som det rullende prust, men det hører til samme familie af gode lyde.
Det kan du gøre: Brug sukket som en lille rettesnor. Kommer det, når du giver hesten pause i ridningen, ved du, at pausen var velkommen. Kommer det aldrig, kan det være værd at lægge flere pauser ind.
Det skarpe, høje hvin, der typisk kommer, når to heste mødes for første gang og står mule mod mule. Ofte efterfulgt af et ben, der stamper eller slår ud.
Hvinet hører til de korte, intense møder mellem heste. Det kan betyde “hold afstand”, og det høres ofte, når en hoppe ikke er interesseret i en vallak eller hingst, der kommer for tæt på. Det er sjældent farligt i sig selv, men det fortæller, at der er spænding i luften.
Det kan du gøre: Hold øje, når nye heste skal sættes sammen, og sørg for, at der er plads nok til, at de kan gå fra hinanden. Hvis hvinet kommer, når du selv sadler eller spænder gjorden, er det noget andet. Så er det værd at få tjekket sadel, ryg og mave med dyrlægen.
Nej, ikke altid. Forskere ved University of Guelph i Canada bad over 300 mennesker lytte til 32 korte lydklip af heste og vurdere, hvor ophidset hesten var. Det overraskende var, at det ikke så ud til at betyde noget, om deltagerne var vant til heste eller ej.
Et større internationalt forsøg, som Københavns Universitet var med i, testede, om folk kunne høre følelser i lyde fra seks dyrearter, heriblandt heste. Deltagerne var bedre til at høre, hvor ophidset et dyr var, end til at høre, om følelsen var god eller dårlig. Og i mange tilfælde var træfsikkerheden kun lidt bedre end tilfældighed.
Det er faktisk en ret befriende pointe. Lyden alene fortæller ikke hele historien. Du skal se den sammen med ørerne, halen, kroppen og situationen. Og det er netop dér, du som hesteejer har en fordel: Du kender din egen hest.
Næste gang du er i stalden, så sæt dig på en spand eller stå ved folden i ti minutter. Ingen telefon, ingen opgaver. Bare lyt.
Notér hvilke lyde du hører, og hvad der skete lige før. Kom der et brum, da du gik forbi? Et prust, da hesten fandt en god tot græs? Et kald, da naboen trak sin hest ud?
Vi tror, du vil blive overrasket over, hvor meget din hest egentlig fortæller. Og måske får du en ny vane med: at lytte lige så meget, som du kigger.