Hestedagbogen: hyggeligt og nyttigt at skrive ned, hvad i laver
Læs mere →
To timers motion eller fri bevægelse, fem dage om ugen. Det er, hvad den danske lovgivning som minimum kræver for voksne heste. Men hvorfor netop to timer, og hvorfor må de resterende to dage i princippet tilbringes i boksen? Bag kravet ligger ikke kun hensynet til hestens velfærd, men også praktiske og økonomiske hensyn til hesteholdet. Spørgsmålet er, om lovens minimum i virkeligheden ligger langt fra hestens naturlige behov.
Ifølge § 16 i bekendtgørelsen om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste skal heste motioneres eller have mulighed for fri bevægelse på fold i mindst to timer om dagen, fem dage om ugen.
Det betyder, at en voksen hest som udgangspunkt lovligt kan tilbringe 22 timer i døgnet i sin boks, fem af ugens dage, og potentielt hele døgnet i boksen de resterende to dage, så længe de øvrige regler om hestehold og dyrevelfærd overholdes.
Reglen kræver heller ikke, at hesten nødvendigvis kommer på fold. Motion under rytter eller eksempelvis longering kan træde i stedet for fri bevægelse på fold.
Der gælder særlige krav til føl og plage, men for voksne heste er udgangspunktet altså bemærkelsesværdigt enkelt: Ti timers motion eller mulighed for fri bevægelse om ugen.
For at forstå kravet skal vi tilbage til hestelovens tilblivelse i 2007.
I lovens forarbejder og et høringsnotat fra 2016 fremgår det, at reglerne blev fastlagt efter en afvejning af flere forskellige hensyn.
Hestens velfærd var naturligvis en del af vurderingen, men der blev også lagt vægt på risikoen for skader på fold, særlige hensyn til konkurrenceheste, sikkerheden ved at lukke heste ind og ud samt de ressourcer, foldordninger kræver på større opstaldningssteder.
Det blev derfor vurderet, at et ubetinget krav om daglig foldtid ikke var hensigtsmæssigt.
Kravet er med andre ord ikke alene et udtryk for, hvor meget bevægelse en hest har behov for. Det er også et politisk og praktisk kompromis.
I de gennemgåede forarbejder fremgår der ikke en entydig videnskabelig begrundelse for, hvorfor præcis to timer fem dage om ugen skulle være tilstrækkeligt til at sikre hestens velfærd.
Og netop dét gør spørgsmålet interessant: Hvor meget bør hensynet til menneskers praktiske muligheder fylde i lovgivningen om dyrevelfærd?
Det er faktisk ikke en ny diskussion.
Under arbejdet med ændringerne af hesteloven i 2016 stillede flere organisationer spørgsmålstegn ved reglerne.
Det Dyreetiske Råd mente, at alle heste burde have adgang til fold med artsfæller, og at foldophold ikke kunne erstattes af motion.
Det Veterinære Sundhedsråd ønskede også adgang til fri bevægelse på fold for ældre heste, mens Dyrefondet fremhævede, at heste har behov for motion hver dag og ikke kun fem dage om ugen.
Dyrenes Beskyttelse argumenterede desuden for mindst to timers fri bevægelse syv dage om ugen.
Alligevel blev minimumskravet om to timer fem dage om ugen fastholdt.
En anden interessant del af lovgivningen er, at ridning og fri bevægelse på fold i vid udstrækning sidestilles.
Men dækker de egentlig de samme behov?
Når vi rider, bestemmer vi typisk både tempo, retning og varighed. På folden kan hesten selv vælge, om den vil gå, løbe, rulle sig, undersøge omgivelserne eller interagere med andre heste.
Det er aktiviteter, der ikke nødvendigvis kan erstattes af en ridetur.
Forskning peger også på betydningen af fri bevægelse. Et studie offentliggjort i Applied Animal Behaviour Science i 2020 fandt, at daglig adgang til fri bevægelse havde positive sammenhænge med sportshestes velfærd, mens ophør af den daglige adgang var forbundet med forringede velfærdsindikatorer.
Et forskningsarbejde fra 2024 understreger desuden betydningen af bevægelsesfrihed og social kontakt, også for sportsheste på højt niveau.
Det betyder ikke, at ridning er uden værdi. Tværtimod kan træning være vigtig for hestens fysiske sundhed. Men motion under menneskets kontrol og fri bevægelse på hestens egne præmisser opfylder ikke nødvendigvis de samme behov.
Det måske mest tankevækkende ved reglen er, at den kun gælder fem dage om ugen.
Hestens behov for bevægelse, social kontakt og mulighed for at udføre naturlig adfærd holder jo ikke pause, fordi det er lørdag eller søndag.
Samtidig er det værd at huske, at heste fra naturens side er skabt til at bevæge sig over store dele af døgnet, ofte i forbindelse med fødesøgning og socialt samvær.
Derfor er der god grund til at stille spørgsmålstegn ved, om ti timer om ugen er et passende minimum for et dyr, der naturligt bruger så meget af sin tid på at bevæge sig.
Vinteren er ofte den periode, hvor foldtiden bliver begrænset. Mudrede folde, mørke eftermiddage og travle hverdage gør det vanskeligere at få alle heste ud.
Bekendtgørelsen giver mulighed for at fravige motionskravet, hvis veterinære eller ekstreme vejrmæssige forhold taler afgørende for det. Almindeligt vintervejr er derfor ikke automatisk en undtagelse.
For stalde med begrænset foldkapacitet kan løsningen være bedre vinterfolde, mere fleksible foldordninger eller en anden planlægning af hestenes tid uden for boksen.
Men måske bør spørgsmålet ikke kun være, hvordan vi overholder lovgivningen om vinteren.
Måske bør vi i højere grad spørge os selv, hvordan vi indretter vores hestehold, så hestene får mulighed for at bevæge sig og være sociale hver eneste dag – også når vejret er dårligt.
Det er vigtigt at understrege, at der er tale om et mindstekrav. Langt de fleste hesteejere ønsker naturligvis mere for deres heste end blot at leve op til lovens absolutte minimum.
Lovgivningen indeholder også andre bestemmelser om eksempelvis foldadgang, foldstørrelse og en plan for, hvornår hestene kommer på fold.
Men et minimumskrav sender samtidig et signal om, hvad samfundet som udgangspunkt accepterer.
Når forskningen fremhæver betydningen af daglig fri bevægelse og social kontakt, er det derfor relevant at diskutere, om vores lovgivning følger med den viden, vi har om hestens behov.
For selvom to timer fem dage om ugen kan være tilstrækkeligt til at opfylde lovens konkrete motionskrav, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at hestens behov bliver opfyldt.
Måske er det på tide at spørge, om hestelovens minimumskrav bør tage større udgangspunkt i hestens naturlige behov og mindre i, hvad der er praktisk for os mennesker.