Vi afklarer mysteriet: hvorfor gaber hesten? 

Du har nok set din hest gabe mere end én gang. Men vidste du, at hesten faktisk sjældent gaber, når den er træt? Har du tænkt over, at hesten gaber i mange forskellige situationer? For det kan faktisk betyde meget modsatrettede ting, når hesten gaber. 

Vi har det med at tillægge hestene vores egne følelser, men det er faktisk ikke særlig hensigtsmæssigt. Vi mennesker kan nemlig have en tendens til at tro, at alle levende væsener handler, som vi gør. Selv om vi har en vis grad af bevidsthed om, at det ikke er tilfældet. I stedet skal vi lære at forstå hestens kropssprog, og hvad det betyder. På den måde kan vi forbedre forholdet til vores hest og sikre dens velfærd. 

Det at gabe er en udbredt adfærd hos forskellige dyr, herunder mennesker, og det tjener ofte flere formål. Gaben er en refleksiv adfærd, der er kendetegnet ved, at munden åbnes på vid gab, ofte ledsaget af en dyb indånding.  

Annonce

Når et menneske gaber, er det, fordi iltniveauet i blodet falder, men det er ikke tilfældet med heste. Heste kan dog lejlighedsvis gabe, når de er trætte, men oftere gaber heste af andre årsager. Derfor er hestens gaben i modsætning til hvad mange nok tror, ikke kun forbundet med træthed eller kedsomhed. Gaben ser ud til at være en alsidig adfærd, der påvirkes af en kombination af fysiologiske, sociale og følelsesmæssige faktorer.

Fysiologisk regulering

Gaben spiller en rolle i reguleringen af fysiologiske processer, såsom hjernetemperatur og arousal niveau. Hos heste kan gaben hjælpe med at regulere strømmen af cerebrospinalvæske (også kaldet spinalvæske), hvilket hjælper med at afkøle hjernen. Dette kan være særligt relevant efter fysisk anstrengelse, eller hvis hesten er udsat for stress.

Kommunikation og social bonding

Heste er meget sociale dyr med et komplekst kommunikationssystem. Gaben hos heste kan fungere som en nonverbal form for kommunikation, der signalerer afslapning, tilfredshed eller mangel på trusler. I gruppesammenhænge kan heste synkronisere deres gaben, muligvis som en måde at styrke de sociale bånd i flokken på.

Frigørelse af kæbespændinger

Mange heste kan have spændinger i kæben, især når de rides eller udsættes for stressende situationer. Gaben kan være en naturlig mekanisme til at forsøget at løsne spændinger i kæbemusklerne, hvilket giver lindring og fremmer en tilstand af afslapning. 

I nogle tilfælde kan hesten også gabe meget i forbindelse med mavesår. Dette gør den for at forsøge at aflaste smerten. Derfor er det vigtigt du tager kontakt til din dyrlæge, hvis din hest pludselig begynder at gabe mere end den plejer.  

LÆS OGSÅ: Kæbeleddet: Sådan påvirker det hestens balance, bevægelse og fordøjelse 

Følelsesmæssigt udtryk

Gaben kan også være et udtryk, der giver indsigt i hestens følelsesmæssige tilstand. Det står formentligt i kontrast til, hvad mange hestemennesker forstår ved det, når deres hest gaber; at den er træt, men her foreslår forskere, at heste kan gabe som reaktion på stress, angst eller ubehag. Gabet fungerer i sådanne situationer som en håndteringsmekanisme til at frigøre spændinger. Omvendt kan gaben også være et tegn på afslapning, hvilket indikerer en følelse af tilfredshed hos hesten. Her nulstilles hestens nervesystem fra det sympatiske nervesystem (kæmp eller flygt) til det parasympatiske nervesystem (afslapning). 
Det kan du ofte observere hos din hest, hvis du eksempelvis laver jordarbejde. Hvis hesten har været stresset eller nervøs, vil den ofte begynde at gabe i takt med, at jordarbejdet har en afslappende effekt på hesten.

Undvigelsesmanøvre

Der er desværre ikke megen forskning at finde på dette område, men mange af os har nok set, at hesten gaber, når den eksempelvis skal have hovedtøj eller grime på. Det kunne tyde på at være et tegn på stress ved at få genstanden på hovedet, og hvad det bringer efterfølgende (håndtering af mennesker eller ridning). Men det kan også tænkes, at hesten har lært, hvis den gaber, får den ikke genstanden på. Uanset årsagen skal vi mennesker opfatte det som et tegn på, at hesten ikke er tilfreds med opgaven, situationen, genstanden eller det, der kommer efterfølgende.

yawning halter
Det kan være vigtigt at undersøge, hvorfor hesten gaber når du lægger grime eller hovedtøj på. Foto: Malgré Tput

LÆS OGSÅ: Hvor meget din hest blinker, afslører dens stressniveau 

Bedøm, hvorfor din hest gaber 

Som med enhver anden vane eller adfærd er det vigtigt nøje at vurdere situation, så du bedre kan forstå, hvorfor din hest gaber. Selvom det kan være en harmløs reaktion på omgivelserne, kan det også være tegn på et langt mere alvorligt problem, som kræver yderligere opmærksomhed. Bedøm resten af hestens kropssprog og den situation, I står i. Er I til stævne, og hesten virker anspændt, eller er det under fodringstid, kan det være, hesten er stresset. Gør den det, inden du stiger op, kan det være, den har ondt. Er den sammen med resten af flokken, kan det være social adfærd. 

Mens det at gabe hos heste kan virke ligetil at forstå, er de underliggende årsager langt fra enkle. Hvis vi begynder at kunne forstå gabet i situationen, kan vi bedre forstå og hjælpe vores heste. Uanset hvad er hestens gab stadig et fascinerende aspekt af dens adfærd, som er værd at udforske og studere yderligere.

Hvornår gaber din hest? 

Kilder:

https://vethelpdirect.com/vetblog/2022/10/16/why-does-my-horse-keep-yawning/

https://equinehelper.com/why-horses-yawn/

Górecka-Bruzda A et al., 2016 “Investigating determinants of yawning in the domestic (Equus caballus) and Przewalski (Equus ferus przewalskii) horses.” https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4992016/ 

Fureix et al., 2011. “Cooccurrence of Yawning and Stereotypic Behaviour in Horses (Equus caballus).” https://downloads.hindawi.com/archive/2011/271209.pdf 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce