Hvad fortæller hesten egentlig med ørene? 

Hesten har ikke noget lydsprog på samme måde, som mennesker forstår et lydsprog. Men alligevel kan de kommunikere en hel del med kroppen fremfor med lyde. Heste bruger også lyd, men hvis vi forstår hestens kropssprog, er det nok det tætteste, vi kommer på at have noget, der ligner et lydsprog mellem hest og menneske. Kropssprog er nemlig en stor del af hestens kommunikation. I denne artikel vil vi gå i dybden med betydningen af hestens ørers position. 

De fleste af os ved nok, hvad det betyder, når hesten har ørene helt fremme eller helt tilbage. Men der er mange flere positioner end frem eller tilbage, som du måske ikke kender? Hestens fokus er, hvor ørene er, og det kender vi nok, når vi prøver at arbejde med hesten, og hestens ører er stift rettet fremad. Men ved du, hvad de forskellige positioner betyder? 
Følg med her, og læs hvilke ørepositioner, vi her hos Malgré Tout genkender ved hestene. Måske din hest har endnu flere ørestillinger? 

Annonce

I modsætning til menneskers ører, så kan hestens ører meget mere end blot at høre; de er nemlig et nøgleværktøj for hesten til at kunne udtrykke følelser og intentioner. Ørenes position kan afsløre meget om, hvordan hesten har det i en given situation, og hvis du kan forstå hestens øresprog, kan det være afgørende for at etablere et harmonisk og sikkert samarbejde mellem dig og din hest. 

Fremadrettede ører: Nysgerrighed og opmærksomhed 

Når hestens ører er rettet lige fremad, signalerer den interesse og nysgerrighed for noget. Hesten er opmærksom på det, der foregår foran den. Det kan være alt fra et nyt objekt i omgivelserne til en person eller anden hest. Det er vigtigt for rytteren at være opmærksom på, hvad hesten fokuserer på, da det kan påvirke dens adfærd. Fremadrettede ører kan både være et udtryk for en positiv nysgerrighed, men kan også være et udtryk for den er opmærksom på noget, den er bekymret for og eventuelt ser som en fare. Vi skal passe på med altid at sidestille fremadrettede ører med en glad hest. 

Afslappede ører: Ro og tilfredshed 

Hvis hestens ører er løst placeret, opadrettede og til siden, viser det ofte, at den er afslappet og komfortabel. Denne position indikerer en tilstand af ro, hvor hesten føler sig tryg i sine omgivelser. Det er et godt tegn, specielt når man er sammen med hesten, da det viser, at den er i balance og ikke er stresset.

Bagudrettede ører: Opmærksomhed bagud 

Er hestens ører bagudrettet, men stadig opadstående, så betyder det, at der foregår noget bagved, son har dens opmærksomhed. Husk, at heste kan se næsten hele vejen rundt om dem selv, da de er et flugtdyr, og ørene er derfor placeret på siden af hovedet. 

LÆS OGSÅ: Illustration: Sådan fungerer hestens syn

Tilbagepressede ører: Irritation, aggression eller smerte 

Ører, der er presset tilbage og næsten ligger ned langs nakken, er et klart signal på irritation, aggression eller smerte. Som hestemennesker burde vi alle kende denne ørestilling og være yderst opmærksomme på vores egen position, hvis hesten udtrykker dette i vores nærvær eller sammen med andre heste. Tilbagepressede ører kan være et advarselssignal om, at hesten føler sig truet eller irriteret, og den kan reagere defensivt ved eksempelvis at bide eller sparke ud. Det er vigtigt at tage dette tegn alvorligt for at undgå potentielle konflikter eller farlige situationer med sig selv eller andre heste. Tilbagepressede ører kan også være et tydeligt tegn på smerte, og det bør derfor tages alvorlig, hver gang hesten presser ørene tilbage. Medmindre det er i en floksituation, og hesten benytter ørepositionen til at kommunikere med andre heste. Det kan være, hvis den eksempelvis vil have en anden hest til at flytte sig eller blot sige fra.

Forstå hestens kropssprog
 At forstå og tolke hestens ørepositioner er en vigtig del af at læse og reagere korrekt på hestens kropssprog og dermed adfærd. Det hjælper med at opbygge et stærkt bånd mellem jer, som er baseret på gensidig respekt og forståelse.Det er fundamentet for et sikkert og tilfredsstillende partnerskab mellem hest og rytter. 

Skiftende ører: Usikkerhed og kalkulering 

Hvis en hest konstant skifter sine ørers position, er den opmærksom og prøvere at vurdere sine omgivelser og finde ud af, hvordan den skal reagere. Det er ofte udtryk for, at hesten er i tvivl om situationen, og hvordan den skal reagere. Den lytter og reagerer på lyde og bevægelser omkring sig. Som rytter skal du vurdere, hvordan du kan gøre situationen mere forudsigelig og rolig for hesten. 

Et øre fremad og et tilbage: Opdelt opmærksomhed 

Dette er en af hestens forcer. Den kan nemlig multitaske, og det skal den kunne for at overleve i naturen. Som flugtdyr har den både mulighed for at have opmærksomheden rettet fremad og tilbage på samme tid. Når en hest har et øre rettet fremad og det andet tilbage, viser det opdelt opmærksomhed. Hesten lytter både til, hvad der foregår foran den og bag den. Det er en almindelig position, når hesten arbejder og skal være opmærksom på både rytterens signaler og omgivelserne. 

LÆS OGSÅ: Vi afklarer mysteriet: hvorfor gaber hesten?

Ørene vandret til siden: Yderst afslappet 

Denne position ses ofte, når hesten er bedøvet, eksempelvis til tandlægen, men det kan også ses, når hesten er yderst afslappet. Det ligger måske mere til nogle typer af heste end andre, men måske har du set en hest, hvor ørene hænger næsten vandret ud fra hovedet? 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce