Verdensmesterskaber for islandske heste 2025
Læs mere →
Er du til zombier, postapokalyptiske verdener og et godt gys, så kan du kickstarte sommerferien i liggestolen eller hængekøjen med den nye bog af C.C. Thybro – en forfatter kendt for spekulativ fiktion, gys og skæve perspektiver.
LÆS OGSÅ: Fuldblodsaraberen: Den alsidige skønhed med sine helt egne, særlige behov
Ved verdens ende – den glemte hest, er en bog om det helt særlige bånd af gensidig tillid og ubetinget kærlighed, man kan knytte med en hest. Men det er også en bog om ensomhed og isolation. Og om at finde noget at leve for, og at turde gå sin egen vej – også når andre ikke forstår det.
Vi møder vores hovedperson, da hun søger tilflugt fra zombierne på en forladt rideskole, hvor hun så møder bogens anden hovedperson: en forhutlet fuldblodsaraber, der er blevet overladt til sig selv.
Zombiens hånd lander på den bare hud på min underarm, og fingrene lukker sig hårdt om armen med en urokkelig styrke. Dens negle er flossede, og der er kager af blod for enden af finderspidserne. Én eneste rift, og så er det ude med mig. Pis. Hvem skal så tage sig af hesten?
I øjenkrogen ser jeg ham stampe i jorden med forhovene. Med et skingert vrinsk tigger ham mig om at komme op, så vi kan flygte. Det river i hjertet, for jeg kan ikke.
Hvis jeg dør nu, så er han helt alene.
Igen.
Zombierne har overrendt verden, og livet er reduceret til rendyrket overlevelse. Noget, der tit er nemmere alene. Men selv det mest selvstændige menneske har brug for en forbindelse til noget levende. Så når troværdige mennesker er en mangelvare – hvorfor så ikke følges med en hest?
Frem til den 27. juni kører et giveaway inde på min Facebookside HER og Instagram-profil, @c.c.thybro, hvor man kan vinde et eksemplar af bogen, og alt man skal gøre for at deltage, det er at like opslaget og skrive en kommentar.
Idéen til Ved verdens ende – den glemte hest var flere år undervejs, og jeg tror, at første del af idéen kom, da min mor henkastet bemærkede, at jeg ville have trives glimrende som cowboy; bare mig, hesten og de åbne vidder.
Så begyndte spørgsmålene at melde sig: Hvordan kan jeg skabe den stemning i en bog? Følelsen af de endeløse vidder, isolationen og det med at rejse fuldstændig alene afsted med sin hest?
Jeg har redet og elsket heste siden barnsben, så jeg har altid vidst, at jeg gerne ville skrive i hvert fald én hesteroman, men jeg havde lidt svært ved at regne ud hvordan. Mest af alt vidste jeg nemlig, hvad jeg ikke havde lyst til at skrive om: rideskoledrama. Jeg ville have Den sorte hingst-vibes, hvor fokus er på båndet med hesten, men også uden at hovedpersonen skulle strande på en øde ø, alene med hesten efter et skibbrud …
Samtidig så havde jeg også en vag idé om en zombiebog, der udforsker en “tom” verden, endeløse vidder og pludselig var der et overlap – begge mine idéer handlede faktisk om isolation og ensomhed, og da historien for alvor blev til under corona, så lå det også lige til højrebenet at skrive om en pandemi.
I Den sorte hingst er fokus på båndet mellem hesten og en lille dreng. Der er ikke noget gruppefnidder på en rideskole, og genremæssigt er bogen en blanding mellem eventyr og sportsroman. I fortællingen bliver den unge Alex skibbruden og redder sig (ved hjælpe af den vilde hingst) i land på en øde ø. De oplever en total isolation på denne her ø. De har kun hinanden, og mens de er på øen, ved de ikke, om de nogensinde vil blive fundet. Det er under dette dramatiske eventyr, at de former et unikt bånd baseret først på nød, men senere på gensidig tillid.
I zombiefortællingerne er der – i dem der virkelig bliver siddende under huden på mig – en følelse af at noget uigenkaldeligt er forbi. Jorden er gået under. Alle er døde. Der er ingen vej tilbage.
Så på den måde bliver Den glemte hest også en fortælling om at skulle forholde sig til store (og ikke altid positive) omvæltninger, som man ikke har nogen kontrol over, sorg og hvor helt utroligt helende båndet med en hest kan være.
Hestesprog og kommunikation med hesten er noget jeg også gik rigtig meget op i at få rigtigt i bogen. Jeg har haft hest i baghaven i nær 25 år, og at kunne observere hestenes opførsel indbyrdes over så mange år har helt sikkert været en kæmpe kilde til inspiration. Når man har haft hestene helt inde på livet er det også tit lidt spøjst at se, hvordan heste i film tit får lagt vrinskelyde ind på tidspunkter, hvor de bestemt ikke ville vrinske normalt, eller hvordan det bliver beskrevet at de vrinsker konstant og hele tiden i bøger, hvor de i virkeligheden ville benytte helt almindeligt (og stille) kropsprog, som flugtdyr jo er mere gearet henimod.
En anden ting jeg gjorde meget ud af at få rigtigt, det var, hvordan bogens hovedperson bruger klikkertræning til at skabe et indledende samarbejde med hesten om de ting, som hesten ikke umiddelbart kan se fidusen i – og det gælder alt fra at få renset hove til at få saddel og hovedtøj på.
For mig er klikkertræning et hjælpemiddel til at skabe en positiv indledning til nogle af de ting, som ellers hurtigt kan gå hen og blive en seriøs kamp mellem hest og menneske. Det hjælper, når hesten er glad for guffer. Min egen hest – der også har været en stor inspiration til bogens firbenede hovedperson – har også her været en stor kilde til inspiration.
Bogen er krydret med små detaljer, som folk nok ikke hæfter sig så meget ved, men som betød meget for mig, at have med. F.eks. får hesten i bogen et bidløst hovedtøj på, da mange arabere (min egen heriblandt) har smalle hoveder med tilhørende små muler, og det betyder også, at de ikke nødvendigvis har plads til et normalt bid i munden.
Min egen hest, OX araberen Saif fra stutteriet Al Safiyyah Arabians, har det desuden også med at smutte tungen over bidet, så vi skiftede ret hurtigt til bidløst i vores træning. Det fungerer lige så godt.
Min egen spidskompetence har altid været dressurarbejde fra ryggen, men med en hest der ikke er tilredet, måtte jeg i stedet dykke ned i horsemanship, så vi kunne få et godt fælles sprog, når vi går på eventyr og klarer dagligdagen.
Jeg hedder Cecilie, men skriver under navnet C.C. Thybro. Jeg er født i 1992 og opvokset på landet, hvor jeg stadig bor den dag i dag på grund af en stor kærlighed til både dyr og natur. Jeg er uddannet indenfor kulturformidling, informationsvidenskab og litteraturvidenskab ved Københavns universitet.
Jeg elsker fortællinger med et godt gys og noget på hjerte, og mine bøger handler ofte om de lidt skæve perspektiver fra folk, der lever lidt på kanten af – og i sprækkerne mellem – det normale.
Jeg debuterede som romanforfatter i 2022, og siden da har jeg udgivet bøger til børn, unge og voksne i flere forskellige genrer. I år er jeg aktuel med Ved verdens ende – den glemte hest og ungdomsgyseren Midnatsspillet, og til næste år står den på fortsættelsen til voksenthrilleren I skyggen af Udgårdsø – første bog om Skyggeaksens kald. Derudover har jeg udgivet en række noveller indenfor fantastik, science fiction og horror.
Helt fra første færd havde min OX araber Saif og jeg bare noget helt specielt sammen. Jeg købte ham, da han var blot to år gammel og exceptionelt fræk. Nu hvor han nærmer sig de otte år, så er han endelig klar til tilridning. Nu sidder der måske nogle og tænker: Jamen, hvorfor bliver han først tilredet som 8-årig? Er det ikke lidt sent? Og svaret er, jo, det er det egentlig. Men sagen er den, at han først og fremmest var færdig med at vokse rigtig sent, og hver gang jeg tænkte, at NU var han klar, så fik han vokseværk. Da jeg købte ham var han ca. 148 cm I stang, og i dag nærmer han 165 cm, så han blev lige lidt større, end jeg havde regnet med. Dernæst er han den mest uheldige hest, jeg nogensinde har haft, og han er på nuværende tidspunkt ved at hele ovenpå en skade.
Men min Saif er en dejlig dreng, og noget af det der gør araberhestene til noget helt særligt er, hvor ekstremt vakse og intelligente de er. Jeg har gået tur med ham i mange år, gennem buske og krat og over broer, og udover farlige postkasser, så er noget af det sjoveste ved at gå med ham, hans strabadser for at få lov til at spise græsrabatten. Han har prøvet alt fra at klø sig på benet og “komme til” at stå med mulen i en græstot, strække sig, stampe, lægge sig ned og til at forsøge at stikke af.
Hans store personlighed har givet meget inspiration til bogens firbenede hovedperson. Saif er også den mest snakkende hest, jeg nogensinde har haft; han vrinsker når han får mad, når jeg kommer, når jeg går, når han keder sig, og hvis han har slået sig på folden. Han er en ekstremt kærlig hest, og man kan ikke gå rundt ude på folden uden at have ham med som en meget stor følgesvend, der gladeligt følger med (og bider) i alt man foretager sig.
LÆS OGSÅ: Med på en lytter? Få hest i ørene
Selvom der er mange ting i min bog – såsom zombier, truslen fra andre mennesker og sorgen over en tabt verden – og tab i det hele taget – så er det stadig kærligheden til heste, der er hele bogens rygrad. Der er ikke noget, som en hest der kommer løbende med vrinsk, når man kommer ud på folden, og det er ligeledes noget helt særligt, når selv en (lettere fjollet) hest, tør gøre ting, fordi man går først, og man har vundet deres tillid.
Saif var heller ikke glad for at få rørt ved sine ører, da jeg fik ham, men jeg kan stadig huske, hvor stort det føltes, da jeg fik lov til at klø dem for første gang. Han var generelt ikke meget for at blive nusset i hovedet, men i dag står vi gerne og putter, mens han maser sin mule flad mod mit ansigt eller hals, så jeg bedre kan ae og klø ham i panden og oppe ved ørerne imens.
Bogen kan streames, bestilles hjem på biblioteket eller hos diverse boghandlere, eller købes direkte her: https://readdierepeat.dk/index.php/vare/ved-verdens-ende-den-glemte-hest-af-c-c-thybro/