Ridelejr – sommerens højdepunkt for dit barn
Læs mere →
Der er næsten altid piger i stalden. Piger med beskidte hænder, mudrede ridestøvler og en telefon fuld af hestebilleder. Piger, der bruger flere timer i stalden end hjemme. Piger, der lever og ånder for heste.
Men et sted mellem ponyårene og gymnasiet forsvinder en del af dem.
Ikke nødvendigvis fra hestene. Men fra ridesporten.
Det er ikke et nyt fænomen, og det gælder langt fra kun ridesport. Dansk og international forskning viser, at teenageårene er dér, hvor piger generelt falder fra i organiseret idræt. Men ridesporten rummer nogle særlige mekanismer, som kan gøre frafaldet ekstra markant: perfektionisme, social sammenligning, økonomisk pres og følelsen af konstant at blive vurderet.
Og måske vigtigst af alt: Når sporten går fra frirum til præstationsrum.
Ifølge forskning fra Syddansk Universitet sker nogle af de største ændringer i pigers idrætsdeltagelse mellem 7 og 19 år. Her begynder mange piger gradvist at forlade organiseret sport – ofte ikke fordi de mister lysten til bevægelse, men fordi miljøet omkring sporten ændrer karakter.
Samtidig peger Danmarks Idrætsforbund (DIF) på, at unge piger især påvirkes af:
Kilderne handler ikke specifikt om ridesport. Men mange af mekanismerne passer bemærkelsesværdigt godt på livet i stalden.
For ridesport er sjældent bare en hobby.
Det er en livsstil. En identitet. Et fællesskab. Og i teenageårene bliver alle tre dele mere sårbare.
For mange børn starter ridning med relationen til hesten. Det handler om nærvær, omsorg og fascination. Om følelsen af frihed.
Men i teenageårene sker der ofte et skift.
Stævner fylder mere. Niveauer bliver tydeligere. Sociale hierarkier opstår. Udstyr, resultater og ambitioner bliver mere synlige – både i stalden og på sociale medier.
Pludselig føles det ikke længere nok “bare” at elske heste.
Man skal også:
Mange unge ryttere beskriver en oplevelse af konstant sammenligning. Ikke nødvendigvis fordi nogen direkte siger noget – men fordi kulturen gør det svært ikke at måle sig selv mod andre. Og ridesport er i forvejen en sport, hvor fejl er ekstremt synlige. Man bliver vurderet af dommere, trænere, andre ryttere – og ofte også sig selv.
LÆS OGSÅ: Lærer og rytter: At sammenligne sig med andre er en kamp, man altid vil tabe
Netop perfektionisme er noget, flere forskere peger på som særligt belastende i sportsmiljøer med høje forventninger.
Internationale studier blandt ryttere har vist sammenhæng mellem perfektionisme, stress og mental mistrivsel. Følelsen af aldrig helt at slå til kan skabe et konstant pres – særligt hos unge piger, som samtidig navigerer i pubertet, identitet og sociale relationer.
I ridesport bliver det ekstra komplekst, fordi præstationerne ikke kun handler om én selv.
Man føler også ansvar for hesten.
Hvis det går dårligt, er det ikke bare et nederlag. Det kan føles som om, man svigter sin makker.
Tidligere stoppede sammenligningen måske, når man tog hjem fra stalden.
Det gør den ikke længere.
Instagram, TikTok og YouTube har gjort ridesport mere synlig end nogensinde før. Men de har også skabt et konstant udstillingsvindue af:
Mange unge ryttere følger profiler, hvor sporten fremstår både glamourøs og kompromisløs. Det kan inspirere – men også skabe følelsen af aldrig helt at kunne følge med. Og i en sport, hvor økonomi allerede spiller en stor rolle, kan sociale medier gøre forskellene endnu tydeligere.
Noget af det mest interessante ved pigers sportsfrafald er, at mange faktisk ikke mister interessen for selve sporten.
Ifølge Idrættens Analyseinstitut (Idan) efterspørger mange unge piger sport som et frirum – et sted med fællesskab, trivsel og mening. Det rejser et vigtigt spørgsmål i ridesporten:
Er der stadig plads til dem, der rider for glæden? Eller bliver miljøet for hurtigt opdelt i dem, der satser – og dem, der falder fra? For mange tidligere ryttere fortsætter nemlig med at elske heste. De ser stadig videoer, følger sporten og savner følelsen af at være i stalden.
Det, de forlod, var måske ikke hestene. Det var miljøet omkring dem.
Ridesporten taler ofte om talentudvikling, præstation og ambitioner. Men hvis sporten vil fastholde flere unge piger, er spørgsmålet måske et andet:
Hvordan skaber man miljøer, hvor unge føler, de hører til – også når de ikke vil være elite?
Dansk Ride Forbund har de senere år sat større fokus på trivsel, tryghed og klubmiljøer. Det er næppe tilfældigt. For forskning viser igen og igen, at sociale relationer er afgørende for, om unge bliver i sporten.
Måske handler fremtidens ridesport derfor ikke kun om bedre træning.
Men om bedre fællesskaber.