Lusitano: Den elegante hest med portugisiske rødder
Læs mere →
Der kommer et tidspunkt hvert år, hvor man går ud ad døren om morgenen og mærker det med det samme. Luften er køligere. Græsset er vådt. Hesten har pludselig fået lidt mere pels. Efteråret er på vej. Og med det følger en række ting, som alle hestemennesker kender lidt for godt.
Først bare som en lille plet ved leddet. Så som en sø. Til sidst accepterer du bare, at dine støvler aldrig bliver helt rene igen.
Og med dem begynder dagens store spørgsmål: Regndækken? Uden? 0 gram? 50 gram? Skal det af senere? Bliver det for varmt? Har jeg overhovedet husket at få vasket dem fra sidste sæson?
Efteråret er dækkenbeslutningernes højsæson.
Den samme hest, som næsten skulle overtales til trav i juli, opdager pludselig, at blade kan bevæge sig.
Meget mistænkeligt.
I striglen. På tøjet. I bilen. På din kaffe.
Sommerpelsen er på vej ud, og vinterpelsen er på vej ind.
Man bilder sig selv ind, at der stadig er masser af dagslys.
Indtil den dag, hvor man står på folden klokken 19.30 og leder efter sin hest med telefonens lommelygte.
På bokslågen. På en stol. Over et stativ. Et sted i stalden, hvor det forhåbentlig tørrer inden næste regnbyge.
I håret, i lommerne, under trøjen og mærkeligt nok også hjemme i sofaen.
Ingen ved hvordan.
“Er den for våd?”
“Skal de stadig gå derude?”
“Er der nok græs?”
“Hvornår åbner vinterfolden?”
Efterår i stalden er i høj grad også foldlogistik.
Den spontane aftentur bliver langsomt erstattet af:
“Hvis jeg kører direkte fra arbejde, kan jeg nå 35 minutter inden det bliver mørkt.”
For efteråret betyder også kølige rideture, færre insekter, friske heste, flotte skove og den helt særlige følelse af at komme ind i stalden efter en våd og blæsende tur.
Ja, der kommer mudder.
Ja, der kommer mørke.
Og ja, du kommer til at finde wrap i håret igen.
Men vi ved jo godt, at vi ikke ville undvære det.