Den mørke årstid: Sådan holder du motivationen i stalden
Læs mere →
For nogle har hestene været en del af livet, siden de var børn. Stalden er stedet, man bruger sine eftermiddage, weekender og ferier, og mange af vennerne er mennesker, man har mødt gennem hestene. Men hvad sker der, når en hobby fylder så meget, at den også bliver en del af den, man er?
“Jeg er hestepige.”
Det er en ret enkel sætning, men for mange fortæller den overraskende meget.
For hestelivet er sjældent bare de timer, man sidder i sadlen. Det er stalden, vennerne, tøjet, weekenderne, økonomien og de planer, der bliver lagt efter undervisning, stævner, smed og dyrlæge. På et tidspunkt er hestene måske ikke længere bare noget, man går til. De er blevet en del af ens hverdag og identitet.
Har man haft hest i mange år, kan det være svært at forestille sig en hverdag uden.
Efter arbejde går turen til stalden. Weekenden byder måske på undervisning, stævne eller en lang tur i skoven. Og når nogen spørger, hvad man skal i morgen, er svaret ofte en eller anden variation af: “Jeg skal lige i stalden først.”
Selv ens sociale liv kan være tæt forbundet med hestene. Staldvenner bliver nære venner, og en stor del af de mennesker, man ser til daglig, deler den samme interesse.
Det er ikke så mærkeligt, at hestene med tiden bliver en stor del af den måde, man ser sig selv på.
Det spørgsmål er nemt at svare på, når man har hest, men forestil dig pludselig, at hesten ikke var der.
Hvad ville du bruge alle timerne på? Hvem ville du se? Og hvad ville du bruge dine penge på? Sidstnævnte kunne måske være meget interessant at finde ud af.
For nogle opstår spørgsmålet helt naturligt på et tidspunkt. Måske bliver hesten skadet. Måske bliver den solgt. Måske tager uddannelse, arbejde eller familie mere plads. Eller måske får man ganske enkelt lyst til at holde en pause.
Pludselig kan der opstå et tomrum, som handler om mere end bare at savne ridningen. For en stor del af den hverdag, man kender, ændrer sig samtidig.
Når hestene fylder meget, kan der også opstå en mærkelig følelse, hvis noget andet begynder at fylde mere.
Måske vil man hellere bruge lørdag aften med vennerne end stå tidligt op til stævne søndag. Måske opdager man, at træning, rejser eller noget helt tredje også betyder meget. Det gør ikke nødvendigvis hestene mindre vigtige.
Man behøver ikke vælge mellem at være “hestemenneske” og alt muligt andet. Man kan godt elske stalden og samtidig have interesser, relationer og drømme, der intet har med heste at gøre. Faktisk kan det måske være meget rart.
Det, hestene betyder for os, behøver heller ikke være det samme hele livet.
Som barn handlede det måske om rideskolen og drømmen om en dag at få sin egen pony. Senere kom stævner, ambitioner og måske egen hest. Og på et andet tidspunkt handler det måske mere om skovture, hygge og et frirum fra resten af hverdagen.
Der findes ikke nødvendigvis én rigtig måde at være hestemenneske på. Man må gerne skrue op og ned. Have store ambitioner i én periode og næsten ingen i den næste. Man må også holde pause og vende tilbage.
Hestene behøver ikke fylde 100 procent for stadig at betyde utrolig meget.
Måske er spørgsmålet “Hvem er du uden hestene?” i virkeligheden lidt forkert. For alle de år, man har brugt med heste, forsvinder jo ikke, bare fordi ens liv en dag ændrer sig.
Tålmodigheden, ansvaret, venskaberne, minderne og alle de erfaringer, man har fået med sig, er stadig en del af én.
Hestene kan være en kæmpestor del af vores identitet uden at være den hele. Og måske er det netop det fine ved det: Man kan være hestepige, rytter eller hesteejer – og samtidig være en hel masse andet.