Når man føler sig udenfor i staldfællesskabet
Læs mere →
Hesteverdenen er fyldt med forskellige mennesker. Nogle bruger weekenderne på stævnepladser, andre elsker lange skovture, og nogle er lykkeligst, når de bare får lov til at være sammen med deres hest.
Men selvom vi alle deler interessen for heste, kan der være stor forskel på, hvordan vi vælger at dyrke den. Er der egentlig lige meget plads til alle typer hestemennesker, eller bliver nogle taget mere seriøst end andre?
For nogle ryttere handler hestelivet om udvikling, træning og konkurrencer. De elsker at sætte mål og arbejde hen imod næste stævne.
For andre handler det om noget helt andet.
Måske er den perfekte dag i stalden en rolig skovtur uden nogen særlig plan. Måske rider man kun et par gange om ugen, eller måske bruger man mere tid på at strigle og hygge med hesten end på selve ridningen.
Alligevel kan der nogle gange opstå en følelse af, at man bør have større ambitioner. For er man egentlig en seriøs rytter, hvis man ikke træner målrettet eller har lyst til at starte stævner?
I nogle dele af hesteverdenen kan der være en tendens til at forbinde dygtighed med resultater og niveau.
En rytter, der starter høje klasser, bliver måske automatisk opfattet som mere erfaren end en, der primært rider ture i skoven.
Men konkurrencer fortæller ikke nødvendigvis hele historien.
Der findes også masser af viden og erfaring blandt dem, der ikke konkurrerer. Nogle har haft heste i årtier eller brugt mange år på at lære om adfærd, håndtering og trivsel.
Måske skal vi derfor passe på med at vurdere hinandens erfaring alene ud fra, hvad vi præsterer på en ridebane.
Det kan også være en udfordring at finde sin plads i hesteverdenen, hvis man først begynder at ride som voksen.
Måske står man på rideskolen sammen med børn og unge, der allerede har redet i mange år. Eller måske føler man, at alle andre kender de uskrevne regler og ved præcis, hvordan tingene fungerer.
Men interessen for heste har jo ingen aldersgrænse.
Man behøver ikke have siddet på en pony som femårig for at have ret til at kalde sig hestemenneske. Og man behøver heller ikke drømme om at blive konkurrencerytter, bare fordi man begynder at ride.
Der findes også hestemennesker, som ikke nødvendigvis har ridningen som deres største interesse.
Nogle elsker jordarbejde, træning fra jorden eller bare at bruge tid sammen med hestene. Andre har måske valgt at stoppe med at ride, men ønsker stadig at være en del af hesteverdenen.
Alligevel kan man nogle gange møde spørgsmålet: “Hvorfor har du så hest, hvis du ikke rider?”
Men heste kan jo være en stor del af ens liv på mange forskellige måder.
For nogle handler glæden om ridningen. For andre handler den om relationen til hesten og tiden i stalden. Og det ene behøver vel ikke være mere rigtigt end det andet?
Måske er noget af det, der kan gøre hesteverdenen svær at være i, at vi indimellem har meget stærke holdninger til, hvordan andre bør gøre tingene.
Stævnerytteren synes måske, at skovtursrytteren burde træne mere. Skovtursrytteren synes måske, at stævnerytteren stiller for store krav.
Selvfølgelig skal der være plads til at diskutere træningsmetoder, hestevelfærd og ansvarligt hestehold.
Men der er forskel på at have en faglig diskussion og på at dømme andre, bare fordi de har andre ambitioner eller interesser.
Vi har forskellige drømme, erfaringer og måder at være sammen med hestene på. Nogle jagter resultater, andre nyder de stille øjeblikke, og nogle er stadig ved at finde ud af, hvad de egentlig gerne vil.
Det vigtigste er vel ikke, om man rider stævner, skovture eller slet ikke rider.
Det vigtigste er, at man har glæde af sin interesse, tager ansvar for hestens trivsel og giver plads til, at andre kan have et anderledes hesteliv.
For måske behøver vi ikke alle sammen være den samme type hestemenneske for at høre til i det samme fællesskab.