Når man føler sig udenfor i staldfællesskabet
Læs mere →
Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden bliver opfordret til at udvikle os, sætte mål og blive bedre til det, vi gør. Også når det gælder vores fritidsinteresser. Men behøver vi egentlig altid at stræbe efter at blive dygtigere? Eller må ridning også bare være noget, vi gør, fordi vi synes, det er hyggeligt?
For måske er der faktisk ikke noget galt med at være helt almindelig til sin hobby.
For mange starter interessen for heste med noget helt simpelt. Glæden ved at være sammen med dem, følelsen af frihed på hesteryg og de mange timer i stalden.
Men efterhånden som man bliver en del af hesteverdenen, kan der også opstå forventninger. Man skal helst udvikle sig, blive en bedre rytter, lære nye øvelser eller måske begynde at starte stævner.
Det kan være motiverende at have noget at arbejde hen imod. Men det kan også betyde, at en hobby, der engang bare handlede om glæde, langsomt begynder at føles som endnu en ting, man skal præstere i.
For hvornår blev det egentlig et krav, at vi hele tiden skal blive bedre til det, vi laver i vores fritid?
I hesteverdenen kan der være stor fokus på udvikling, træning og resultater. Og det giver god mening for dem, der elsker at konkurrere eller har konkrete mål med deres ridning.
Men hvad med dem, der ikke har?
Dem, der bare gerne vil ride en hyggelig tur i skoven, træne lidt på banen eller bruge en eftermiddag på at strigle deres hest uden nogen særlig plan.
Måske har de ikke ambitioner om at ride på et højere niveau. Måske har de redet på nogenlunde samme niveau i mange år. Og måske har de det faktisk helt fint med det.
Det gør vel ikke deres glæde ved hestene mindre værd?
Det kan dog være svært ikke at sammenligne sig med andre. Især når sociale medier er fyldt med ryttere, der deler deres udvikling, træningsresultater og oplevelser fra stævnebanerne.
Måske ser man en anden rytter på samme alder, der rider på et langt højere niveau. Eller en, der har haft hest i kortere tid, men allerede har opnået noget, man selv aldrig har prøvet.
Pludselig kan man komme til at tænke, om man egentlig burde være nået længere.
Men det er værd at huske, at vi ikke alle sammen har de samme ambitioner, muligheder eller ønsker.
For nogle er det vigtigste at blive bedre. For andre er det vigtigste bare at have et frirum, hvor de kan koble af fra resten af hverdagen.
Og begge dele bør der være plads til.
Forestil dig, at du har haft en lang dag på arbejde eller i skole. Du tager ud i stalden, strigler din hest og rider en stille tur uden nogen særlig plan.
Du øver ikke noget bestemt. Du arbejder ikke hen imod et mål. Du nyder bare tiden sammen med din hest.
Er det så en mindre værdifuld ridetur end den, hvor du træner målrettet og lærer noget nyt?
Det behøver det vel ikke at være.
Nogle gange kan det faktisk være rart at have noget i sit liv, hvor man ikke skal måles, vurderes eller hele tiden forsøge at blive bedre.
Et sted, hvor man bare kan være til stede og gøre noget, man holder af.
At man ikke har store ambitioner med sin ridning, betyder selvfølgelig ikke, at man skal være ligeglad med, hvordan man rider, eller hvordan hesten har det.
Som rytter har man stadig et ansvar for at lære nok til at kunne omgås, håndtere og ride sin hest på en god og ansvarlig måde.
Men der er forskel på at udvikle sine færdigheder af hensyn til hestens trivsel og på at føle, at man konstant skal præstere mere.
Man kan sagtens tage sin hobby seriøst uden at have ambitioner om at nå et bestemt niveau.
Og man kan sagtens være en engageret hesteejer, selvom man ikke drømmer om stævner, rosetter eller svære dressurøvelser.
Vi bruger en stor del af vores liv på ting, vi skal være gode til. Vi skal præstere på arbejdet, i skolen og på mange andre områder af hverdagen.
Måske behøver vores fritid ikke også at være fyldt med mål og forventninger.
Måske er det helt okay at have redet i 15 år uden at være nået særligt langt på papiret. At foretrække en skovtur frem for en dressurtime. Eller at være fuldstændig tilfreds med det niveau, man er på.
For en hobby behøver ikke nødvendigvis føre til noget større.
Nogle gange er det faktisk nok, at den gør os glad og måske skal vi blive lidt bedre til at acceptere, at ikke alle rider for at blive de bedste. Nogle rider bare, fordi de elsker det.