Staldkamera: sådan vælger og placerer du det til din hest
Læs mere →
Mange rideklubber har en lillebror eller lillesøster, der står ved barrieren hver uge og kigger med. De er for små til at gå til ridning, men de vil gerne være med. En kæphest-workshop er en billig og sjov måde at give alle en plads i klubben. Der skal ikke være en pony klar, og det kræver ikke andet end lidt træ, nogle stolper og et par hjælpsomme teenagere.
Kæphesten har været legetøj i generationer. De seneste år er den også blevet til noget mere end leg. I Finland og flere andre lande dyrker børn og unge kæphestridning med spring, dressurprogrammer og egentlige konkurrencer. I Danmark er det stadig en lille hobby, men flere rideklubber er begyndt at se kæphesten som en vej ind i klubben for børn, der endnu ikke kan ride.
En lille rideforening ved Aarhus, Spørring Rideforening, har for eksempel søgt materialer til at bygge små spring og en kæphestestald. Idéen er at lave et kæphestehold for mindre søskende og andre børn fra lokalområdet, som ikke er klar til rigtig ridning. Det er klubbens egne teenagere, der skal hjælpe med at udvikle konceptet.
Nedenfor får du vores bud på, hvordan I selv kan lave en workshop.
Der findes ingen fast regel for, hvornår et barn er klar til en kæphest-workshop. Det afgørende er, at barnet kan følge en enkel instruktion og gå en lille rute uden at holde en voksen i hånden. For de fleste klubber giver det mening at sigte efter børn, der er lidt for små til rideskolens første hold.
Del gerne børnene op, hvis I har mange. De mindste har det bedst med korte opgaver og meget leg. De lidt større vil gerne have noget, der minder om en rigtig ridetime eller konkurrence, med en rytterhilsen, en rute og måske et lille spring.
Banen behøver ikke være stor. Et hjørne af ridehallen eller en flad plet græs er rigeligt. Brug det, klubben allerede har:
1. Kegler eller stolper til en slalomrute, hvor børnene øver at svinge til begge sider. 2. Lette bomme på jorden som travbomme. Er klubbens bomme tunge, så lav et par lette af tynde lægter. 3. Små spring af to spande eller kegler og en let bom. Hold det lavt, så ingen falder over det. 4. En holdeplads, fx en firkant af bomme, hvor kæphesten skal stå stille i fem sekunder. 5. En mållinje med et lille skilt eller en roset.
Mal gerne bommene i stærke farver. Det gør banen lettere at forklare (“først den røde, så den blå”), og det er en god opgave for børn og forældre en eftermiddag.
Det bedste ved en kæphest-workshop er ikke banen. Det er, at børnene lærer at tage sig af en hest, før de møder en rigtig. Lav en lille kæphestestald, hvor hver kæphest har en plads, og giv børnene opgaver, der minder om dem i en rigtig stald:
Lad gerne børnene lave deres egen kæphest. En gammel sok, lidt vat til fyld, garn til man og pandelok og et gammelt kosteskaft er nok. Så er det deres egen hest, og den kommer med hjem.
Forældre er guld værd, men de skal have en klar opgave, ellers ender de ofte med at stå og tage billeder ved barrieren. Giv dem fx disse roller:
Aftal på forhånd, at det er instruktøren, der leder timen, og at forældrene hjælper og ikke instruerer deres eget barn.
Mange klubber har en flok teenagere, der elsker at hjælpe. En kæphest-workshop er en oplagt opgave for dem. De kan planlægge banen, vise øvelserne og være instruktører for de mindste. Det giver de store ansvar, og de små får nogen at se op til. Husk dog altid, at der er en voksen med det overordnede ansvar.
En kæphest-workshop er ikke ridning, men den er heller ikke spild af tid. Børnene lærer ord som skridt, trav og galop. De lærer at gå i stalden, at være rolige ved store dyr og at hesten skal passes, før og efter den har arbejdet. Og de lærer klubben at kende: hvem underviserne er, hvor sadelrummet ligger, og hvordan det føles at høre til.
Når de en dag er store nok til at komme op på en pony, starter de ikke helt fra nul. De har allerede venner i klubben og en idé om, hvad det handler om.
Vi tror, at mange klubber har mere plads til de små, end de tror. Det kræver ikke en ny pony eller et stort budget, kun lidt træ, et par timer og nogen, der kan huske, hvordan det var at være for lille til at være med. Måske er den lille ved barrieren klubbens kommende hesteejer.
Der findes ingen fast aldersgrænse. Det vigtigste er, at barnet kan følge en enkel instruktion og gå en lille rute selv. For de fleste klubber giver det mening at sigte efter børn, der er lidt for små til rideskolens første hold.
Kegler eller stolper, et par lette bomme, spande til små spring og noget at markere en holdeplads og mållinje med. Det meste har en rideklub i forvejen.
Det er en fordel, men ikke et krav. Børnene kan lave deres egen kæphest i første time af en sok, lidt fyld, garn og et kosteskaft.