Annonce

ÅRETS TRÆNER, MICHAEL SØGAARD ”Det er vigtigt at gøre sig umage og være realistisk”

Fra det øjeblik Michael Søgaard første gang så den tidligere dressurstjerne Anne-Grethe Tørnblad ride i fjernsynet, vidste han, at det var det, han ville: ride dressur. Og det er det stadig. Det, der startede med en tur på en pony som 10-årig, udviklede sig til en passion, en livsstil og en uddannelsesrejse. For Michael selv, hans heste og ikke mindst de elever, han underviser. Mød den tidligere landsholdsrytter, unghestechampionatsvinder og engagerede berider, der blev kåret som årets træner 2021.

Det sidste år har været noget helt specielt for Michael Søgaard. For udover selv at få en 5. plads til DM i dressur på Slæbækgårds Santino og blive kåret som årets træner, har han fokuseret ekstremt meget på samarbejdet med landsholdsrytter Nanna Skodborg Merrald, der også vandt EM-bronze for hold. Et teamwork, der stammer helt tilbage fra, dengang Nanna var på sit sidste år som ponyrytter.

”Jeg fik i sin tid en henvendelse fra Nannas mor, om jeg kunne overtage noget undervisning på det ridecenter, de har, Lykkesholm i Hvalsø, ” husker Michael.

”Og allerede der fik jeg at vide af den daværende ponylandstræner, at hun havde noget specielt.”

Året efter Michael var begyndt at komme på Lykkesholm, skiftede Nanna til sin første hest, Millibar, som hun og Michael samarbejdede intensivt omkring. Ekvipagen endte med at kvalificere sig til en World Cup-finale, hvilket var med til at sætte Nanna på det internationale dressurkort, hvor hun lige nu er med i A-truppen.

Ride eller rejse?

Som træner for en landsholdsrytter, der stod foran en udtagelse til OL, besluttede Michael tidligt i 2021, at han ville tage med til alt, hvad der overhovedet kunne lade sig gøre. En beslutning, der ganske naturligt bevirkede, at han ikke havde meget tid til selv at ride efter, at DM blev afviklet i maj.

”Skal man sige, at der er en bagside af medaljen i forhold til at være med som træner hele tiden, så er det, at jeg måtte sætte min egen ridning på standby i et halvt års tid. Men det var en bevidst beslutning, jeg tog, for jeg vidste, at det ville blive sådan. Jeg skulle lige bruge lidt tid på at tage den konflikt i mit hoved. Jeg vil jo helst gerne ride så meget som muligt. For det synes jeg stadig er spændende, også selvom det ikke er på landsholdsniveau. Men da jeg først havde truffet beslutningen, sådan er det i år, havde jeg det fint med det, og så koncentrerede jeg mig om det.”

LÆS OGSÅ: Træner om tilridning og tro på sig selv: Ikke alle passer ind i en skabelon

Turen til Japan og OL

Men hvordan var det så at være med til dette i manges øjne noget specielle OL? Især, når man selv tidligere har været med som aktiv deltager på landsholdet, endda sammen den nuværende landstræner Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein? Man kunne forestille sig, at det var lidt mærkeligt at stå på sidelinjen, men nej.

”Jeg syntes, det var sindssygt spændende,” forklarer Michael begejstret. ”Også selvom det næsten var lige ved at være grænseoverskridende indimellem. Det var den yderste form for pres – og det har jeg jo også bare lært så meget af. Jeg havde det lidt sådan hjemmefra at, nå ja, men det er jo et internationalt stævne ligesom så mange andre. Og vi jokede meget med, at nu er vi lige til et lille distriktsstævne et eller andet sted. Men da det først gik rigtig løs, så havde jeg også selv svært ved at holde fast i tanken om det med distriktsstævnet,” siger Michael, og roser samtidigt Nathalie for et rigtig godt samarbejde.

”Hun var super. Hun lod mig styre det, kiggede selv lidt med på sidelinjen og kom så ind imellem med input. Nogle gange ser fire øjne jo altså bedre og mere end to. Så jeg oplevede, at vi var meget på samme bølgelængde med tingene. Men det kan være, Nathalie har en anden mening,” griner Michael.

Michael Søgaard Foto: Photography by Emilie Haut

Man er nødt til at prioritere

Når Michael ikke rejser Danmark og verden rundt som træner, har han sin daglige gang på Strandagergaard i Kokkedal, Nordsjælland. Her har han været fastansat i 2,5 år og nyder hverdagene med ridning af sine heste og undervisning af blandt andre medlemmer af familien, der ejer stedet. Derudover kører han hver anden uge til Blue Hors, hvor han underviser blandt andre Nanna Skodborg Merrald, der er ansat som eliterytter der.

Noget af det, der virkelig driver Michael, er at se, hvor langt hesten kan nå, og hvor langt man kan komme med de forskellige ekvipager. Og så er det vigtigt, at man gør sig umage. Hans elever behøver ikke nødvendigvis at vinde alle klasser – for Michael handler det mere om netop at gøre sig umage, og at man skal gøre et forsøg.

”Det handler blandt andet om at prioritere det først. Det kan ikke nytte noget, hvis man for eksempel skal til fødselsdag klokken 14 og man derfor ikke mener, at man kan nå at ride. Altså hvad laver man fra klokken 7 om morgenen til klokken 14? Så, må man prioritere. Stå op og få redet hesten, og hvis man så gerne vil på cafe eller noget andet… Det er der jo også plads til. Men se nu at få redet. Det må man beslutte sig for at få gjort først, og så har man ro til andet.”

Som udgangspunkt oplever Michael, at hans elever er gode til at fokusere på undervisningen, når de er i gang. Men der er nogle ting, der kan tænde ham lidt af.

”Hvis man for eksempel giver dem en opgave, og det ikke er altid, de lige kan få det til at virke på fem minutter. Hvis de så hurtigt bliver frustrerede og begynder at køre tingene lidt op i en spids – det kan irritere mig. Jamen, den er så stærk i den ene side. Ja, men hvad tror du, mine er nogle gange? Det der med, at alting er meget sværere for mig, og det er synd for mig. Den er ikke så populær hos mig. ”

For Michael er det derimod vigtigt at give sig god tid, have tålmodighed og være lidt realistisk.

”Man må spørge sig selv: Hvilken hest har jeg, og hvad kan jeg nå med den? Der er nogen, der vil en masse, men det kan ikke nytte noget, hvis man tror, at man kan få undervisning en halv time én gang om ugen og derved komme med til det ene og det andet, hvis man ikke har redet ret meget. Det kan man godt glemme.”

LÆS OGSÅ: Hestetræner om 2022: “Vær åben for, hvad hesten faktisk prøver at kommunikere”

Altid i en læringsproces

Spørgsmålet trænger sig så på: Hvad får Michael til at blive ved med at lægge så mange kræfter i undervisning af andre? Hvad giver det ham at undervise? Får han noget tilbage?

”Ja, det gør jeg,” lyder svaret prompte.

”Jeg kan stå og have så mange idéer, når jeg underviser. Prøv lige at gøre sådan og sådan, og så virker det helt vildt godt. Så kommer jeg til at tænke på, at hold da op, det skulle jeg da egentligt lige have gjort med den der, jeg red i morges. Det skal jeg lige prøve i morgen. Så er jeg kommet i tanke om det igen, fordi jeg lige har sagt det højt,” forklarer Michael, der selv stadig får undervisning en til to gange om ugen.

”I sin tid, da jeg var færdiguddannet berider – hvis man da nogensinde bliver færdiguddannet – red jeg i mange år ved Tonny Jensen. De unge i dag ved måske ikke, hvem Tonny Jensen er, men han var jo landstræner i mange år. Han stod bag mange af de rigtig gode og var træner for Anne Grethe Jensen – nu Tornblad – som jo har vundet alt, hvad der kan vindes. Tonny er stort set gået på pension nu, så jeg ser ham ikke rigtig så meget mere. Men sideløbende har jeg redet i rigtig mange år hos netop Anne Grethe, og det gør jeg stadig en til to gange om ugen.”

Annonce

Kåret som årets træner 2021

Som berider uddannes man til at kunne uddanne heste, men også til at kunne uddanne og undervise ryttere. Og netop den del blev Michael tidligere på året hædret for, idet han blev kåret som årets træner af Dansk Ride-Instruktør Forening. Noget, han slet ikke havde set komme.

”Jeg havde oprigtigt talt helt glemt, at den pris fandtes,” siger han og ryster samtidigt lidt forbavset på hovedet.

”Så jeg sad der til generalforsamlingen og fjollede med nogle af de unge beridere. Pludselig hørte jeg godt, at de sagde mit navn, og så tænkte jeg, hvad fanden sker der her? Så det kom helt bag på mig,” forklarer Michael, der blev meget beæret over, at valget var faldet på ham.

”Det er jo hovedbestyrelsen i Instruktør Foreningen, der har besluttet det, og det er jo alle sammen mine kollegaer. Jeg tænker lidt, at én ting er, at mit arbejde med Nanna har været medvirkende, men jeg tror også, det er noget med, at det jo ikke er alle mine kollegaer, der måske vil og kan rejse så meget i det hele taget. Og det har jo også nogle omkostninger. Nu har jeg ikke tre børn derhjemme, så på det område er det jo på sin vis nemmere. Og så har jeg også trænet mange andre end Nanna i tidens løb. Et år havde jeg to ponyryttere på landsholdet, plus en junior og en young rider på de respektive landshold. Så jeg tror, det generelt har noget at gøre med, at jeg har bidraget meget til talentudvikling.”

Hellere bruge et år mere

I uddannelsen af Michaels egne heste lægger han vægt på, at de er løsgjorte og gennemarbejdede. Faktisk indrømmer han gerne, at han ikke er verdens hurtigste til at nå derhen, hvor han bare synes, at det hele fungerer, som det skal.

”Jeg kan bruge åh så lang tid på at ligge og lave firkanter og mærkelige ting, hvor folk tænker: Hvad fanden laver han? Men jeg vil gerne have grundridningen – basis – på plads. Inden jeg begynder at lave en masse forskellige øvelser. Jeg har frygteligt svært ved at ride ind i en bestemt øvelse, hvis jeg stadig ikke føler, at hesten er helt lige på tøjlen, eller hvis den tager lidt for meget fat. Så tager jeg hellere en runde mere – eller et år mere,” siger Michael med et smil og uddyber, hvad han ønsker, der kendetegner en Søgaard-hest:
”Jeg håber, den er kendetegnet ved at være smidig og gennemarbejdet. Ridelig. Ikke nødvendigvis fra starten af, men at det er den blevet. I al beskedenhed synes jeg, at dem, der har overtaget heste fra mig, har klaret sig rigtig godt. De har kunnet sætte sig op at ride på hesten med det samme.”

Dressuren har forandret sig
I de efterhånden mange år, Michael har arbejdet med at uddanne heste og ryttere, har han oplevet en tydelig udvikling både i avlen af heste og mængden af gode ryttere.
”Niveauet er lige så stille blevet højere og højere, og der er kommet en større bredde af gode heste.
De er blevet bedre i og med, at avlen også udvikler sig. Både eksteriørmæssigt og gangartsmæssigt er hestene blevet bedre, end de var tidligere. De skal dog stadigvæk uddannes og bygges op og have styrken til kunne lave alle de svære ting. Så den del har i hvert fald ikke ændret sig. Men når man er til stævner, ser man flere gode heste og derved flere gode ekvipager. Så konkurrencen er blevet større,” forklarer Michael, og tilføjer, at det samme gælder priserne, som er steget gevaldigt.

”Den tid, hvor man kunne købe den middelgode hest og så virkelig træne og gøre sig umage, den er der heldigvis stadigvæk, men det bliver sværere og sværere,” konstaterer Michael, der til gengæld har haft held med at finde gode føl. Det er et sats, hvor man aldrig rigtig ved, om der kommer det forventede ud af handlen.

Når det er tid til at sælge

Et af de føl, der virkelig viste sig at være en god investering, var Slæbækgaard’s Santino, som Michael købte privat for godt 12 år siden. Han har selv uddannet den til Grand Prix og netop solgt den til USA. Men hvorfor egentligt sælge en hest, som man er kommet så langt med? Ekvipagen er de sidste to år blandt andet blevet nummer fem ved DM og har opnået flere Grand Prix-sejre.
”Fordi jeg udmærket godt kunne se, at jeg ikke ville komme i top tre på den i de helt store konkurrencer. Om det er hesten eller min begrænsning, det skal jeg ikke kunne sige. Dermed ikke være sagt, at hesten ikke er god, for det er den. Men det er og bliver jo en svær vurdering, når alderen på hesten (Santino er 12 år, red.) også begynder at spille ind. Så hvis jeg skulle have noget økonomisk ud af det, så skulle det jo være nu. Der skal jeg så vurdere: Tror jeg på, at det kan blive næste sæson, hvor det sker? Selvfølgelig kan det blive lige en tak bedre, men at jeg skulle kunne komme op og ride 75 % internationalt, den så jeg ikke. Og så syntes jeg, at der var andre, der skulle have chancen med den. Nogen, som måske ikke har behovet for at komme op på det niveau, og hvor presset derved også bliver lidt mindre.”

Det er nærliggende at forestille sig, at det må være trist at sige farvel til en hest, man dels har haft fra føl, dels har haft mange store oplevelser med. Men for Michael er der ikke noget trist ved beslutningen om at sælge.

”Den beslutning har jeg taget, og så er det ikke noget med at græde snot over det. Jeg er god til at sige: Det var den, og så tager jeg den næste. Når jeg på et tidspunkt oplever, at jeg er nået dertil, hvor jeg ikke formår at få det til at blive endnu bedre, så må det jo blive en forretningsmulighed i stedet. Og så kan folk sige: Nå, men hvorfor vil han sælge, han vil jo gerne ride Grand Prix? Ja, det vil jeg. Nå, men er det så, fordi den ikke var god nok? God nok til hvad? Der findes jo mange andre, som kan have stor glæde af at ride national Grand Prix til 70 % og synes, det er fantastisk. Og det synes jeg også, men nu har jeg prøvet det nok.”

Michael Søgaard underviser Foto: Photography by Emilie Haut

Ingen planer om at stoppe

Med salget af Santino kommer det muligvis til at vare et stykke tid, før Michael kommer ud at ride de højere klasser. Han har ikke lige den næste Grand Prix-hest klar til i morgen. Men det har han det fint med.
”Jeg synes stadigvæk, det er spændende at uddanne heste, også selvom jeg nogle gange kan tænke: Åh Gud, nu kommer jeg aldrig til at ride Grand Prix igen. Og nøj, hvor tager det lang tid, når man rider rundt, og man kan ikke engang lave en schenkelvigning til den ene side. Så kan man godt komme til at tænke, at nu er det slut. Og så lige pludselig en dag, så er den der. Man kan godt have den der fornemmelse af, at der ikke sker noget i et helt år – men det gør der alligevel. Det er jo blandt andet fordi, man sidder på hesten hver dag, så man mærker ikke de store ting. Men så kommer der nogen og ser én ride, som ikke har set hesten i et par måneder, og siger: Hold da, op hvor er den blevet meget bedre! Og jeg tænker: Nå, Gud er den det?
Så der skal altså ikke herske nogen tvivl om, at Michael gerne vil ud at ride på højt niveau igen, men han er også realistisk omkring, hvor meget det hele også handler om, hvilken hest man har. Men hvor længe kan han egentligt blive ved med at forsøge?

”Så længe jeg synes, jeg har lyst til det. Og så kan alle mulige have en mening om, at nu synes de måske ikke, man skal mere. Det må de selv om. Så længe jeg har lyst til at ride, så gør jeg det.”

MICHAEL SØGAARD

Ejer af Søgaard Dressage

Privat: I et forhold med Michael Strøm. Sammen ejer de Søgaarden i Ramløse, Nordsjælland.

Baggrund: Exam. berider. Har uddannet adskillige heste til dressurens højeste niveau med et utal af placeringer i national samt international Grand Prix. Har også vundet det meste på unghesteniveau.

Første internationale start: 2001, hvor han vandt Prix St. Georg med Finale foran stjerner som Anky van Grunsven og Monica Theodorescu.

Landsholdsdebut: EM i 2003 på holdet med Lone Jørgensen, Per Sandgaard og prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.

Michael Søgaard Foto: Photography by Emilie Haut
3 Søgaard-heste, vi skal holde øje med

Michael har mange spændende heste på vej – både føl, ungheste og voksne. På soegaard-dressage.com kan du få det fulde overblik over dem. Her er tre udvalgte:

1. Jukebox: 10-års vallak. Købt som føl på Dansk Varmblods eliteauktion. Vinder af Unghestechampionatet i 2015. Vinder af Bundgård Byg 2021. Nærmer sig Grand Prix-niveau.

2. FA High Five: 7-års hoppe på MA-niveau. Med til at vinde EM for klubhold i 2019.

3. Dandy Style e. Dante Weltino: 6-års vallak. Var i finalen i 6 års DSA Championat.

Du vil måske også kunne lide

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce