Det er januar, det er mørkt, og det er koldt, og for mange hesteejere kan det måske knibe lidt med motivationen. Sådan behøves det heldigvis ikke være – og slet ikke i 2022! Et nyt år er nemlig gået i gang, og det er en oplagt mulighed for både at kigge lidt tilbage og lidt frem. Derfor har vi hos Malgré Tout spurgt en række forskellige ryttere og trænere om, hvad de drømmer om i 2022, og hvad 2021 bød på af gode såvel som mindre gode oplevelser med deres heste. Måske du kan blive inspireret til din egen træning?
I denne udgave af januarkalenderen kan du møde hestetræner Ellen Sauer, som blandt andet har arbejdet med klikkertræning og bidløs ridning i 2021 – og begge dele ryger med ind i 2022.
For Ellen Sauer har det været et år, hvor hun har haft fokus på jordarbejde og ikke mindst muligheden for input fra hendes tre forskellige heste Picasso, Fazion og McFly. Det har hjulpet alle tre heste på tre forskellige måder, som Ellen fortæller meget mere om herunder.
Hvad er din bedste oplevelse med din(e) hest(e) i 2021?
“Den bedste oplevelse med mine heste har været at se klikkertræningens effekt på deres dressurkapacitet og mentale tilgang til de ting, der ikke er så nemme for dem! Det har været utrolig sjovt og spændende at opstille øvelser og udfordringer, som mine heste har skulle frit løse på egen hånd, hvor jeg med klikkeren har kunne forstærke gangarter eller input, som jeg gerne ville se mere af. Det har blandt hjulpet min nye 21 årig-pony McFly, som jeg bruger i min rideskole, til at overkomme hans usikkerhed og tilbageholdenhed, og han tager nu meget mere initiativ istedet for at blive passiv i nye opgaver.”
Læs også: Claus Toftgaard: Ups, lærte vi nogensinde at ride?
“Min unghest Fazion falder meget nemt på forparten og bliver derfor meget langsom og klodset i hans bevægelser – især med rytter – så han har lært at løfte sin front i en stående halv parade, som er en perfekt forberedelse, inden han skridter eller traver frem.”
“Med min andalusier Picasso bruger jeg klikkeren og dét at arbejde med hestene løst til at træne gangarter, hvor vi kan øve øgninger og samling i alle gangarter ved at løbe synkront, og han elsker, at der er plads til hans input. Det er et genialt alternativ til ridning, som jeg ikke altid når i hverdagen med tre heste.”
Hvad er din værste oplevelse med din(e) hest(e) i 2021?
“Hele mit 2021 har været meget mærket af min pony Moons voldsomme og eksplosive adfærd. Jeg har haft ham fysisk udredt, eksperimenteret med foder, hovbeskæring, boots og diverse tilgange i træningen, men intet havde en vedvarende effekt. Udover at opleve og vidne min ellers kærlige og nysgerrige pony mistrives – formentlig grundet smerter – var det meget svært rent personligt at opleve mine egne grænser for, hvad der er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, hele tiden rykke sig væk fra sit udgangspunkt.”
“Selvom man elsker sin hest, så indså jeg, at man ikke skal sætte sin egen eller andres sikkerhed på spil. Derfor endte Moon med at blive aflivet, hvilket også udløste mange svære følelser af sorg, men også skyld og skuffelse over ikke at kunne hjælpe ham.”
“Jeg prøver altid at finde et gran af positivitet og læring i selv de værste oplevelser, og jeg tager vigtigheden af sikkerhed og brug af hjelm – selv når jeg træner fra jorden, med ind i 2022.”
Hvad er dit/dine hestemål for 2022?
“Mit store mål for 2022 gentager sig fra 2021, da det desværre ikke kunne lade sig gøre grundet corona: at Steinar Sigurbjornsson kommer på besøg fra Island til en clinic hos vores stald i Aalborg. Han er én af pionererne inden for brug af klikkertræning til at optimere hestes bevægelsesglæde og kapacitet både til gavn for hestene selv, men også til brug i træning og ridning.
Det har længe været en drøm, da mit personlige mål er, at mine heste er lige så uafhængige af min hjælp for at balancere og samle sig på banen, som de er ude på marken. Så forhåbentlig går planlægningen af en clinic op i en højere enhed i år!”
Hvad ser du frem til ved 2022 i forhold til din(e) hest(e)?
“I 2022 ser jeg frem til fortsat at udvikle mig sammen med mine heste. Jeg synes, noget af det mest interessante ved hestetræning er at være åben for, hvad hestene faktisk prøver at kommunikere til os. Så jeg ser frem til at blive endnu bedre til at observere, hvornår mine heste viser tegn på stress, hvornår de trækker sig for at holde pause, hvornår de er motiverede og samtidig reflektere over, hvad jeg gør godt og knap så godt.”
Læs også: Akademisk ridekunst: Bevægelseskunst med fokus på solid grundtræning
“Det er dér, hvor jeg personligt lærer og vokser allermest i samvær med hestene. Tidligere har jeg fokuseret meget på at lære hestene noget nyt, og det gør jeg stadig, men samtidig kan jeg også lære en masse om mine heste, deres personlighed, præferencer, og hvad de ikke kan lide, så vores relation bliver endnu bedre.”
Er der noget, du lader ligge i 2021?
“Indtil videre lader jeg mine hestes bid ligge i 2021, mens jeg vil eksperimentere videre med bidløs ridning, som jeg tog hul på i 2021. Jeg har intet imod bid, men til min overraskelse kræver det meget mere af mig men også af mine heste ikke at afhænge af biddet, og netop bruge dét, som mange snakker om i den klassiske uddannelse af hesten, nemlig sædet og resten af rytterkroppen.
Dette stemmer perfekt overens med min uddannelse indenfor Centreret Ridning, som netop fokuserer meget på kommunikationen mellem hest og rytter, så det er en win win situation for mig fortsat at sætte fokus på at ’less is more’ med bidløs ridning i dén forbindelse.”
Hvad er det bedste ved at have hest i januar?
“I januar er der højt til loftet til håb og drømme! Vi har sagt farvel til det forrige års dårlige oplevelser, vi har alt det, som vi lærte på godt og ondt med i rygsækken, og kan nu se frem mod alle mulighederne i samvær med hestene i det nye år. Det behøver nødvendigvis ikke at være resultater på stævnebanerne, det kan også være mere ro, samhørighed og kvalitetstid. Så det er det, jeg tænker meget over i januar; hvad er det, der gør mig glad sammen med mine heste, og jeg planlægge at gøre mere af det eller finde første skridt på vejen dertil!”