Claus Toftgaard: Ups, lærte vi nogensinde at ride?

Inden samtalen går rigtigt i gang, lover vi Claus at indlede med en frase om dressurridning fra Wilhelm Müselers Ridelære. I den tyske afhandling fra 1933, som af mange opfattes som en af ridekunstens bibler, står der: 
”Enhver kan lære at ride, thi ridning er en færdighed. Færdighed opnår man kun ved at prøve og øve sig, men ikke ved at ’efterabe’ en ydre form. (…) Kaldet er kun den, der med hele sin sjæl trænger ind i hestens psykologi, som, ikke med kraft men med følelse, forstår at fremkalde sammenspil mellem hest og rytter.” 

Hvorfor netop dét citat er så vigtigt at have med sig som rytter, uddyber Claus her. Han gør dig klogere på, hvorfor det er nødvendigt at stille spørgsmålstegn ved ridesportens uddannelsessystem og diskutere, hvad vi kan gøre bedre – for vores egen og for hestenes skyld.

Læs også: Claus Toftgaard: “Man bør max gøre noget med hesten i 5 sekunder ad gangen”

Hvad mener du med, at vi – og du selv – måske aldrig har lært at ride? 

Vi gør alt for meget det samme og det samme. Hele mit liv har jeg stille spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg gør, som jeg gør; om det giver mening, og om jeg kan mærke, at det virker. For jeg synes, vi har et ansvar i forhold til at blive ved med at stille spørgsmålstegn, når noget ikke virker i vores ridning.” 

Hvorfor og hvordan tror du, vi er nået dertil? 

”Jeg synes, at vi ukritisk lader os manipulere af sporten, af pengene, og af noget vi føler, vi bør opnå – eller af nogle andre ydre forventninger. Og så går vi på kompromis med noget af det, som vi ellers godt kan mærke på et dybere plan er rigtig eller forkert. For vi ved godt, når vi gør noget forkert.

Vi ved godt inderst inde, når vi gør noget ved hesten, som ikke er okay. Men fordi vi ikke er kommet længere i vores måde at træne på og tænke på, så går det ud over hesten.

Et dyr. Det bliver jeg så provokeret af. Jeg er ligeglad med, om man spiller tennis og smadrer ketcheren ti gange under en kamp, for det er en materiel ting. Men det er det bare ikke med heste. De er dyr, vi beder om at være atleter”. 

Hvilke konkrete, ridemæssige mangler ser du oftest hos rytteren? 

”Det, jeg synes er udfordringen ved rytterkroppen, det er, at vi går og har forestillinger om, hvor lige vi er. Når du får rytteren ned fra hesten og skiller tingene ad, så blive ryttere meget overraskede over, hvor skæve de er, og hvor lidt forbindelse de har til kroppen. Hvis du skal være en god rytter, så er dit sæde nøglen til hestens bevægelse. Og dér falder kæden altså big time af. 
Vi ryttere er møgstive og skæve. Vi sidder ofte for drejet i bækkenet, så når vi fortæller hesten, at den skal gå én vej rundt, så kommer vi ofte til at fortælle den det modsatte med vores bækken. Og så bliver man nødt til at pille tingene fra hinanden og starte fra bunden med rytterens egen krop. Mange ryttere kan slet ikke kippe bækkenet selv. Hvordan skal hesten så komme derhen? It’s not gonna happen. 

Vi ser så mange heste, der går med sænket ryg og uden en rigtig forbindelse mellem forpart og bagpart. Du kan som udgangspunkt træne hesten til hvad som helst, men den kommer ikke til at gøre det rigtigt, når rytteren ikke selv kan. Som rytter skal du være på plads for, at du kan mærke, hvor du skal være i sadlen. De der Ferrari’er, vi avler, de er jo fantastiske heste, men hold op, de er ikke for amatører og meget svære at træne rigtigt. Så jeg synes, vi er kørt afsted i den her ridesport uden at stille de nødvendige spørgsmålstegn.” 

Hvordan kommer man som rytter derhen, hvor man kan erkende, at man mangler noget i sin ridning? 

”Jeg synes, der begynder at ske noget. Ofte sker det, at enten står hesten og skal aflives, eller også er rytterne så frustrerede, at de føler, de er nødt til at starte forfra. Og det skal man være klar på, for det er en anden rejse, hvor man bliver ved med at stille krav til sig selv for at blive bedre. Det er et sjovt arbejde, og hvis man virkelig vil det, så kommer man langt. For alle kan lære at ride. Men man skal ville gøre arbejdet, og det kræver ydmyghed.” 

Hvor vigtigt er det, at rytteren selv er i form – og i hvilken type form? 

”Jeg tror, at mange tager lidt fra koncepter her og der. Mange ryttere træner, og det er jeg rigtig glad for, for det giver et meget bedre udgangspunkt i forhold til at kunne bruge kroppen, være udholdende, stabil og mobil. Men hvis du har nogle låste led, så kan du træne herfra til Rom og tilbage igen, og du vil komme til at ride lige så skævt og have samme motoriske udfordringer oppe på hesten, som du havde før du begyndte at træne. Det vigtige er at fokusere på, hvad det er, kroppen ikke kan. 

Du kan sagtens have stram mave og stramme baller men ikke få det til at spille, når du kommer op på hesten. 

Den træning, du laver, skal kunne overføres til sadlen. Det er så vigtigt, at vi forstår essensen af at være en god rytter.” 

Læs også: Løb med din hest: 5 tips der gør det til en god og sikker oplevelse

Hvorfor er det vigtigt at tage udgangspunkt i rytteren og ikke i hesten? 

”Det er så vigtigt, at vi starter med rytteren. Der er fokus nok på hesten. For hesten er ligesom vores hjælper, og hvis man kan forstå den unikke relation mellem hest og rytter, så er det næsten helt euforiserende. Bare det at Carlos løber efter mig og vi leger er en connection, der er helt anderledes i forhold til den, vi havde før. Det er to forskellige verdener. Man kan ikke rigtig forklare det, medmindre man er klar til at få et dybere forhold til sin hest, og hvis man vil noget smukt udover at vinde en præmie. Jeg har det så fint med folk, der starter konkurrencer, og der er masser af heste, der gerne vil. Men det er stadig dyr, der har behov for at være dyr og blive lyttet til. Det er der, hvor jeg synes, at det indimellem skrider for os. 

Hvis vi skal til bunds i noget af det her, så skal vi et spadestik dybere. Vi surfer lidt rundt i overfladen og ledbehandler derudaf. Men vi kommer bare ikke til bunds. Hvis man kigger dybere i processen – på rytteren og interaktionen med hesten – så vil vi komme hen til basisproblemet.” 

Hvordan tror du, vi kan få de her tanker mere udbredt blandt os ryttere? 

Mit mål er også at uddanne Carlos til at gå grand prix. Jeg har bare ikke brug for at vise det over for nogen. Jeg fortæller historien om rejsen, men jeg har ikke brug for at vinde præmier. Fordi jeg ved, at det er en indre rejse for mig og ham. Vi behøver ikke at bevise noget.” 

Hvad mener du helt konkret, vi bør gøre? 

”Som regel er det sådan, at hesten ikke fungerer. Og hele fundamentet for træningen er i udu. Dygtige ryttere kan være helt vildt flove over, at de ikke har mere styr på deres ridning. Men vi bliver nødt til at være ærlige omkring det, vi laver, og derfor siger jeg: Jeg har os været der. Hvis ikke vi tør være ærlige omkring at, shit, jeg har sgu aldrig helt lært at ride, så kommer vi ikke videre. 
Det var først, da jeg blev tvunget til at tage sadlen af Carlos og ride i en lammeskindssadel, at jeg blev ført tilbage til min barndom, hvor jeg lærte at ride, og igen kunne mærke, at arh, det er sådan, en hesteryg bevæger sig. Vi skal tilbage og hente noget af den viden. 

Vi er meget bedre hjulpet, når vi får basis på plads.

Det kan godt være, at din karriere bliver 3-4 år forsinket, men prøv at tænke på, hvor mange heste, der så har haft et godt hesteliv undervejs.

Så hvis vi tænker på den lange bane, så bliver vi nødt til at gøre noget anderledes. Vores hestevelfærd er kørt af sporet, og vi får ikke lov til at blive ved sådan her.”

Så bør vi alle sammen tage sadlen af for i virkeligheden at mærke, hvordan vi skal ride? 

”Ja. Altså, jeg er simpelthen begyndt at gøre det, at efter jeg har lavet en rytteranalyse og kigget på hesten, så arbejder jeg med hesten, imens rytteren sidder på et pad med en snor rundt om hestens hals. Der kan gå en uge, to uger eller mere. Jeg er lige glad, hvor lang tid der går. Hesten skal bare ikke have ondt, og den skal kunne bevæge sig fornuftigt rundt på begge volter, inden vi rider. Det må tage den tid, det tager. Bagefter kan jeg så få rytteren til at begynde at mærke sit sæde i sadlen ved for eksempel at bruge nogle bolde. Men kun hvis hesten kan. Og så er det, at rytteren får sådan en wow, ud af kroppen-oplevelse. Der er rigtig mange ryttere, som lige pludselig føler, at der er meget, de ikke har tænkt over før. Så det handler om at gå et skridt tilbage og mærke efter. Starte forfra.” 

Læs også: Smid stigbøjler: Få en bedre føling, balance og smidighed

Udover at finde tilbage til sig selv, hvor vigtigt er det så med den rette træner? 

”Jeg synes jo virkelig, jeg red godt engang, og at jeg red ved virkelig gode trænere. Men jeg kan bare se, at selvom man rider ved nok så gode trænere, så er der ikke nogen vej udenom. Man skal lave arbejdet selv. Lige meget hvor god hjælp du får, så bliver du ikke en god rytter, medmindre du begynder hos dig selv og med dig selv. Det er dit eget indre og din egen rejse, som ikke skal sammenlignes med nogen andre. Og det er det, jeg synes vi bør gøre anderledes.” 

Kan du prøve at uddybe, hvorfor det er forkert at sammenligne sig med andre? 

”Jamen, vi sammenligner os med hinanden. Vi måler os med hinanden. Vi er misundelige. Men hey, det er altså en meget smukkere rejse end det. Det er din rejse, og det er dit liv. Det er din hest og det er dig, der skal mærke efter, hvad der føles rigtigt og forkert – hele tiden. 

Jeg kan godt sige noget til en rytter, som så tænker, at jeg befinder mig på en anden planet. Så ses vi måske ikke mere i den omgang. Men så kommer den samme rytter måske om 10 år og siger, at ”nu forstår jeg, hvad du mente, og nu er jeg klar”. Det handler virkelig om, at vi skal være klar, og det kan tage lang tid.”  

Hvilket ansvar mener du, at dressurdommerne ude på stævnebanerne har? 

”Jeg stiller virkelig spørgsmålstegn ved, hvordan man kan give en hest 9 for en øvelse, når hele grundfundamentet for træningen er helt gal, og hesten bruger kroppen forkert. Der er noget galt i vores bedømmelsessystem, når vi kan give 9 for øvelser, hvor grundtræningen og basistræningen er forkert. Det forstår jeg ikke. Jeg er bedøvende ligeglad med, hvor cirkelformet en volte er, hvis ikke hesten har det godt og er trænet rigtigt. Det synes jeg, mange dommerne ikke kan se. 

Når du kigger på virkelig veluddannede heste og dygtige ryttere, så er det ikke det powerfulde og kraftbetonede, du ser. Du ser noget smukt, og de bevæger sig sammen, og man kan se, at det er en fornøjelse for begge parter. Man skal kunne se på ekvipagen, at de har det godt sammen, at de har trænet sammen, og at de stoler på hinanden.” 

Men det er Claus Toftgaards klare overbevisning, at vi aldrig nogensinde kan hjælpe hesten, hvis ikke vi tager udgangspunkt i os selv og ser på, om vi egentlig har lært det hele rigtig fra begyndelsen. Lærte vi nogensinde at ride, ikke bare på vores egne præmisser, men på hestens?