Hvordan tilrider man en hest, der ikke umiddelbart passer ind i skabelonen for, hvordan man oftest griber en tilridning an? Og hvordan dealer man som rytter med de personlige problemer, der også kan knyttes til arbejdet med en i forvejen følsom hest? Ifølge hestetræner Line Hummel, der primært arbejder med udfordrende heste, handler en tilridning både om rytteren og om hesten. Her kan du læse hendes fortælling om welsh-ponyen Armani og hans ejer, Amanda, som sammen genfandt vejen efter en mislykket tilridningsproces.
Når jeg møder ulykkelige heste, er det ofte fordi, de ikke kan løse den usikkerhed, der bor hos ejeren. Deres kommunikation bliver mere og mere anspændt, og begge parter ender med at blive ulykkelige
Tilridingen går ikke som planlagt
En dag kontakter Amanda på 28 år mig, fordi hun er bekymret for sin pony, Armani. Ham har hun købt fra føl, og hun har glædet sig til at få en lækker ridehest af en fin afstamning. Men tilridningen er ikke gået som planlagt, fordi han har vist sig at have et fint og følsomt sind. Derudover har han et knæ på bagbenet, der låser, hvilket giver ham yderligere usikkerhed og dårlig balance.
Amanda sender ham i ridning hos en erfaren rytter; en rytter, som Amanda har god tiltro til, og som vil tage sig god tid til at gå langsomt frem. Armani bliver tilredet, men dagene, der lykkes, er lige så mange som dagene, der mislykkes. Det er meget uforudsigeligt, hvornår Armani vil have en rytter på ryggen. Han kommer hjem igen til Amanda, og hun fortsætter ridningen sammen med nogle veninder.
Men det går den forkerte vej. Både Amanda og Armani bliver mere og mere ulykkelige. Amanda er i tvivl om, hvorvidt der er noget fysisk i vejen med ham, så hun får både dyrlæge, smed, tandlæge og clairvoyant ud for at tilse ham.
Alt falder fra hinanden
Armani viser tydeligt, at han ikke skal have en rytter på ryggen. Han springer frem, så snart Amanda forsøger at komme op, og hun føler sig afvist af ham, når hun vil noget med ham.
Clairvoyanten fortæller, at Armani er ulykkelig, fordi han kan mærke, at hun overvejer at sælge ham, og at han lige nu er så ulykkelig, at han hellere vil dø. Amandas hjerte er knust, for hvad skal hun stille op? Der er ifølge dyrlægen ikke noget i vejen, men der er ingen tvivl: Armani er stresset og deprimeret.
Læs også: Træner med kritik af join up-metoden: Derfor er ‘lead’ bedre end dominans
Et selvværdsforløb eller en hest, der skal reddes?
På det her tidspunkt har Amanda mange andre emner i sit liv, som udfordrer hende. Er hun på den rigtige uddannelse? De tre heste, hun har, tager tid, og kæresterne, der har været, har ikke altid bakket hende op i det.
Så der er flere grunde til, at Amandas og mine veje skal mødes. Hun ringer til mig og fortæller mig om problematikken med Armani. Den minder mig meget om de udfordringer, jeg har haft med min egen hest, Karo (frieserhoppen Karolien Vané Drifte, red.), så vi aftaler at mødes.
Da jeg kommer ud til stalden er Armani både trist og bange. Amanda har opgivet en reel tilridning af ham, og hun er nu også i tvivl om, hvorvidt han overhovedet vil være hos hende, eller om han vil være i denne verden overhovedet.
Det er ikke så mærkeligt, at der er forsket i, at hestepiger ofte er gode ledere og klarer sig godt på arbejdspladserne. Det bunder i – er jeg overbevist om – at når du lykkes med hesten, har du også været i gang med at arbejde med dig selv
Jeg kan næsten ikke få lov at komme hen til Armani uden, at han udviser tegn på stress. Jeg lader ham observere mig, imens jeg taler med Amanda. Under samtalen bliver både mit og Amandas nervesystem mere roligt, stemningen er rar og Armani kommer stille frem i bokslågen for at hilse. Jeg respekterer hans tempo og forbliver rolig – selvom jeg har lyst til at kramme ham og sige, at alt nok skal blive godt. Jeg skal nok hjælpe Amanda og Armani med at mødes igen.
Vi fortsætter med at tale om, hvad vi det næste halve år skal arbejde med. Vi skal blandt andet arbejde med Amandas selvtillid og selvværd, så hun kan shine lige så meget som Armani igen skal komme til. For han er en prægtig hest og meget stolt. Det viser han tydeligt senere i vores forløb, når vi finder frem til Armanis yndlingsøvelse.
Hvad hestene savner fra os
Efter at Amanda og jeg har talt en rum tid, er Armani klar til at komme helt ud og hilse på mig. Vi tager ham på den aflukkede ridebane og jeg går rundt med ham for at lære ham at kende.
I begyndelsen er det som om, han går på tæer, og hans øjne er bekymrede. Jeg kan se på ham, at han har brug for at grounde sig selv. Men jeg kan også se, at han ikke ved hvordan.
Derfor begynder jeg at bede ham om at gå små skridt til den ene og den anden side. Jeg kan ikke stå med en stick i hånden, da det er for voldsomt for ham. Så jeg vender mig med fronten til ham og går langsomt baglæns, imens jeg åbner rummet til først højre side og peger på hans venstre flanke, som om min finger sender et prik fra mig til ham. Armani danser fint til højre. Vi går lidt frem (jeg går baglæns) og jeg skifter hånd, åbner rummet til modsatte side og peger på flanken. Så danser Armani fint og roligt til venstre.
Jeg spørger tilmed Amanda, om hun har trænet versader eller schenkelvigninger fra jorden med ham før, men det har hun ikke.
Som en from munk på en officerskole
Vi stod altså med en hest, der forstod alle de små nonverbale signaler. Han forstod, når jeg viste ham vejen med min krop og mit hoved, uden, at jeg rørte ham. Det var ikke hans kommunikation, der var noget i vejen med – det var os. Han må have følt, at alt hvad der var blevet lavet med ham tidligere, har været råb og store armbevægelser. Som en from munk, der ender på en officersskole – skrubforvirret.
Usikkerhed hos ejeren skaber usikkerhed hos hesten
Når jeg møder ulykkelige heste, er det ofte fordi, de ikke kan løse den usikkerhed, der bor hos ejeren. Deres kommunikation bliver mere og mere anspændt, og begge parter ender med at blive ulykkelige. Derfor er det vigtigt med disse særlig sensitive heste, at vi får styr på vores eget. Her mener jeg tilliden til os selv.
Så det største arbejde, Amanda har foran sig på det her tidspunkt, er arbejdet med at finde sin indre kerne, sin indre ro – og at finde ud af, hvad der er vigtigt for hende. Hvis vi er i tvivl eller utydelige overfor os selv, så er vi det også over for andre og vores heste. Det at være tydelig over for hesten handler ikke om at bestemme, og det handler slet ikke om at sætte den på plads. Det handler om at være tydelig som menneske og som person.
Amanda går i gang med at stort personlighedsarbejde og det viser sig, at hun kan bruge det både på sit arbejde, sit studie og i sin familie.
Det at være tydelig over for hesten handler ikke om at bestemme, og det handler slet ikke om at sætte den på plads. Det handler om at være tydelig som menneske og som person
Det er ikke så mærkeligt, at der er forsket i, at hestepiger ofte er gode ledere og klarer sig godt på arbejdspladserne. Det bunder i – er jeg overbevist om – at når du lykkes med hesten, har du også været i gang med at arbejde med dig selv. Du har lært at forsøge dig frem, du har lært at læse situationer, omstille dig selv, og du har lært at være fokuseret i det, du laver.
Så imens Amanda arbejder med selvforståelse og fik større selvværd, arbejder vi med Armani fra jorden.
Læs også: Horsemanship: Derfor får hesten glæde af, at du træner dit fokus
God kommunikation er vejen frem
Inden vi går i gang med tilridning for anden gang, skal Amanda og Armani lære at kommunikere. Først og fremmest fra jorden. Her bruger vi bomme, legetøj og en træstub. Det er træstubben, der bliver Armanis yndlingsøvelse. Han bliver faktisk så glad for den, at Amanda kan bruge den som belønning i stedet for godbidder. Og når vi kigger på ham i den positur, kan vi tydeligt se, hvilken stolt hest han er. Han fortjener at blive æret og samarbejdet med – ikke råbt ad.
Amanda skal også lære ham at være i en longe og ikke bare tulle rundt bag hendes ryg. Men det svære for Armani er, at han føler sig afvist, når hun sender ham ud i longen. Jo stærkere, deres connection bliver, jo lettere går det at sende ham ud. Her i longen kan Armani arbejde med at blive lang, runde sig og få en bedre balance. Vi lægger bomme ud og senere cavalettis.
Som jeg skrev tidligere har Armani et bagknæ, der låser, og hvis det skal afhjælpes, skal han have mere styrke, så leddet kan falde på plads.
Kørelinerne hjalp os
Armani har kort sagt brug for mere selvstændighed i at gå frem, uden at have sin rytter med. Her hjælper kørelinerne os. I linerne kan Amanda have Armani forrest og han begynder så småt at stole på, at Amanda kan vise ham vejen. Så her kan de øve både fremsignal, hvilken vej de skal gå og – meget vigtigt for en god og tryg ridning – stopsignalet fra tøjlen.
Når vi øver dette signal, imens vi går ved siden af hesten, er det svært at sige, om hesten stopper, fordi vi stopper, eller fordi den har forstået, at et let træk i biddet betyder stop. Ved at træne stopsignalet bagfra, bliver det et meget rent signal, vi giver til hesten. Og så er der en anden bonus: Vi kan se hestens bevægelsesmønster bagfra. Vipper den ensartet i bækkenet? Har den lige haleføring? Hvordan træder bagbenene ind under hesten? Hvordan træder de tilbage? Med alle de informationer kan vi lave øvelser, der sikrer, at Armani har den fulde balance og kropsstyrke til at bære en rytter, inden vi sætter os op.
Læs også: Hvordan ser det egentlig ud, når hesten bærer sig smukt?
Tilridning – endelig kan Amanda gå i gang
På et halvt år kommer vi igennem meget træning og mange øvelser. Men dagen, hvor Amanda skal op på ryggen, optager vi selvfølgelig på film. Amanda er urolig for, om hun vil ryge af. Derfor er det første vi gør, at få Amandas nervesystem i ro. Solen skinner og banen er dejlig tør. Vi går rundt på banen, jeg trækker Armani, og Amanda går med ved siden af.
Vi får ofte at vide, at vi skal trække vejret dybt, og så skal vi nok falde til ro, men min erfaring viser, at vi sagtens kan tage en dyb indånding, uden nødvendigvis at få en rolig og naturlig vejrtrækning. Den bedste måde, jeg har fået ryttere grounded, er ved at mærke fødderne først. Vi skal helt ned og mærke underlaget, mærke hæle, tæer og støvlerne. Så arbejder vi os langsomt op til benene og på den måde har vi til sidst gennemtænkt hele vores krop. Når vi har gjort dette, vil vores vejrtrækning ofte være naturlig og rolig. Det er denne nærværende og kropslige tilstedeværelse, som hestene elsker at læne sig ind i, og vi kan bruge den ved mange af de udfordringer, vi står med.
Amanda kommer op og vi trækker rundt, laver samme øvelse med kroppen, og hun hopper af igen. Hendes smil er bredt, og jeg kan næsten ikke vente til næste gang.
Den første tur i skoven
Et par måneder efter låner jeg en hest, og vi rider i skoven. Her elsker Armani at være, og det er den dejligste tur, jeg har været på længe. Efterårsbladene dækker jorden. Vi begyndte i januar med en frustreret rytter og en deprimeret pony – og her rider vi, side om side, ind i et helt nyt kapitel af Amanda og Armanis liv.
Amanda er blevet varm på at arbejde mere med heste og mennesker, og som kommende SOSU-assistent og med et blødende hjerte for børn med udfordringer. Jeg ser frem til at se, hvordan Amanda kommer til at bruge sin nye viden om heste, mennesker og selvforståelse til at lave det skønneste tilbud for handicappede børn og unge.
Læs også: Børn og ridning – hvornår og hvodan?
Sådan har Amandas oplevet forløbe
Jeg har spurgt Amanda, om hun ville sætte et par ord på sin oplevelse af den rejse, hun og Armani har været på. Det ville hun heldigvis gerne. Jeg underviser også Amanda i at ride hendes mere tunge hest, Matti. Vi har fået fjernet det slidsomme arbejde, det har været at holde ham i gang, ved at arbejde mere med energi og nye, lette basissignaler. De er to meget forskellige heste, hvilket bare gør Amanda til en endnu bedre rytter. Her er Amandas egne ord.
”Under forløbet har jeg fået jeg en ny forståelse for Armani. Jeg har fået mere kontrol over mine følelser og kan bruge Armani som spejl.
Jeg kan bedre læse hans kropssprog. Før Line kom kunne han trippe rundt og “være på vagt” i lang tid, før han faldt til ro. Nu ser jeg, hvornår han spænder op, hvis jeg er påvirket af følelser fra arbejde, skole eller andet. Jeg finder tilbage i min krop, og Armani falder til ro. Jeg kan se det fysisk på ham, og hans øjne er blevet meget blidere på de måneder, der er gået.”
“Før Line kom, var jeg frustreret. Jeg havde tilredet heste før, så hvad var der i vejen? Jeg begyndte at tvivle på mine hestekundskaber og så hele tiden efter, hvad jeg gjorde forkert. Det var et nederlag – to skridt frem og fem tilbage.
Line og jeg har gennemført et forløb på seks måneder, og efter otte måneder red vi tur i skoven. Jeg var lige ved at græde. Jeg måtte huske mig selv på at slappe af i sadlen, da jeg glemte at trække vejret og stivnede i hofterne af frygt for, at Armani ville springe frem. Men hele turen gik han afslappet.”
“Jeg har lært på blot på to lektioner med Line med min tunge pinto, Matti, at bruge den rigtige energi og at overfører det til ridningen.
Med Armani brugte jeg førhen energioverførelsen til at føre ham på banen. Som Line skriver, så var han usikker, og jeg var ekstremt forsigtig. Han sitrede ved striglen, eller hvis jeg blot kørte hånden over ham. Jeg fandt senere ud af, at han var i ekstremt tæt kontakt med sit nervesystem. Så mine små, blide berøringer kildede ham, og han sprang til siden. Jeg lærte, at jeg skulle gnubbe ham og gøre, så han kunne mærke mig, uden at være hård.”
Mine to skridt frem og fem tilbage har ændret sig til, at jeg tør tro på, at det er okay. At alt arbejde har sin gang frem og tilbage, og at vi alle har dårlige dage og perioder – også hesten
“Armani har brug for en rolig lead, som kan vise ham vejen til et bedre selvværd. Longearbejde har været en udfordring, men ved hjælp af lead, energioverførsel og samarbejde har vi lært at longere løst og skifte retning, både med og uden hjælpemidler.
Han er blevet en gladere pony og går ikke længere i ét med marken. Han leger med sine to brødre og sætter dem på plads – selvom de er dobbelt størrelse. Selvtilliden fejler intet.”
“Personligt har jeg lært at trække vejret og mærke mig selv. At mærke, at det er okay at fejle. Mine to skridt frem og fem tilbage har ændret sig til, at jeg tør tro på, at det er okay. At alt arbejde har sin gang frem og tilbage, og at vi alle har dårlige dage og perioder – også hesten. Nu ved jeg, at når Armani har en dårlig dag, jamen så laver vi tricks og jordarbejde eller rider en skovtur.”
Læs også: Træner om den glade (stævne)hest: Når hesten siger nej, hvad gør vi så?
