Line Hummel, der arbejder som rytter- og hestetræner i virksomheden Hestekræfter, bliver ofte spurgt om, hvad hendes holdning til øvelsen join up er. Hun mener selv, hun har været længe om at dele ud af sine erfaringer og om sin holdning til den, da den er splittet. Med andre ord har hun både set heste, der har oplevet benefit af øvelsen, men også set heste, der bestemt ikke har.
Her vil Line fortælle om en case, der viser, hvordan brugen af join up kan gå galt for hest og rytter og for kommunikationen imellem dem. Det gælder også, selvom rytteren er erfaren og har været på flere kurser og fået masser af undervisning i blandt andet join up, fortæller Line.
Der findes ryttere, som tager ansvar for sig selv, mærker efter og er nysgerrige på både sig selv og hesten. Ryttere, som venter på hesten
Træner Line Hummel
Case: En opgivet welsh cob
Jeg har i seks måneder arbejdet med en skøn og dygtig rytter og hendes tre heste. Rytteren tog til at begynde med fat i mig, fordi kontakten til hendes fantastiske welsh cob, var helt slukket. Welshen havde været sendt i ridning, var blevet opgivet lidt hos berideren og siden hen også hos ejeren.
Da jeg kommer ud i stalden er hesten både trist og bange. Ejeren er dybt bekymret, da hun kan mærke, at han ikke har lyst til noget mere. Ejeren har opgivet at komme til at ride ham og er nu også i tvivl om, hvorvidt han overhovedet vil være hos hende – eller om han vil være i denne verden overhovedet.
Han kan ikke longeres, tages i tov på dette tidspunkt eller være ved siden af andre mennesker. Jeg kan næsten ikke få lov at komme hen til ham uden, at han udviser tegn på stress. Ejeren er flere gange blevet beskyldt for at have mishandlet hesten, men helt uden hold i virkeligheden. En hest med et sind som denne skal ikke have mange dårlige oplevelser, før den trækker sig fra samarbejdet og slukker helt for kommunikationen.
“Welsh-ponyen er her blevet stolt af den lækre hest, han er. Han har fundet tilliden til sig selv”, fortæller Line.
Rytteren ved nu, at versader og power pose er hans yndlingsøvelser, og at hun faktisk kan bruge dem i stedet for godbidder
Line Hummel om arbejdet med welsh ponyen og hans rytter
Join up – efterligner hingstens dominans
Og nu kommer jeg til træningsmetoden join up. Det er en øvelse i dominans, som rytteren kan bruge, hvis der er behov for det. Der er ingen, der bliver pisket, og ingen jages voldsomt i denne øvelse. Men den efterligner en meget hingstet adfærd, og ser man sådan på det, giver den jo på sin vis god mening. Man kan sige, at øvelsen er taget fra det, vi ser i hesteflokken; vi har kopieret måden, den dominerende hest flytter rundt på flokken for at holde dominansen.
Læs også: Michael Sinding: Man skal skynde sig langsomt med heste
Kun to ud af tre heste fungerede med join up
Den tidligere omtalte rytter i casen har øvet join up med alle sine tre heste. Øvelsen har fungeret perfekt til to af dem. Men welshen og dens sind har bestemt ikke haft godt af den. Han er en hest, som samler flokken og gerne vil have fælles opgaver. Når jeg er med på sidelinjen vil han helst have, at jeg går med ham og hans rytter rundt i øvelserne, medmindre vi bestemmer, at denne dag skal det kun være ham og hans rytter.
Da jeg møder ham første gang, er han en deprimeret hest, som skal bygges op igen. Ikke fordi han er blevet mishandlet. Han er blevet elsket, passet og plejet, men misforstået i den bedste mening. Under arbejdet med øvelsen bliver han mere og mere usikker på, om han overhovedet kan klare andre opgaver. Resultat er, at hans selvtillid svinder ind.
Han er blevet meget stresset og ulykkelig og forstår ikke, hvorfor han skal rundt i manegen, når han nu helst vil være tæt på sin rytter og lave øvelser sammen med hende. Så er en øvelse som join up ikke en god øvelse for ham. Den står for meget i modsætning til, hvad han er.
Jeg vil til enhver tid selv vælge at være en lead for mine heste, fremfor at være dominant. Når du træner med din hest, så er I to om samarbejdet
Træner Line Hummel
Ny dagorden: Opbygning af selvtillid
Med denne erkendelse går rytteren og jeg i gang med en helt ny dagsorden. Fokus er nu på: Hvad er du for en hest? Og hvad er du for en rytter?
Det er først, når begge parter forstår og accepterer sig selv og hinanden, at det fantastiske kan ske. Og det er blevet fantastisk! Efter et dyrlægetjek og beskeden om, at alt det fysiske var i orden, byggede vi den skønne vallak op til igen at stråle af selvstændighed og selvsikkerhed. Og det samme kom rytteren til.
For at nå dertil arbejdede vi med små opgaver, som vi vidste, ponyen kunne løse, og hver gang han løste en opgave, voksede han. Opgaverne tog hele tiden udgangspunkt i noget, han næsten kunne, eller i noget, som viste ham fra en stolt og smuk side. Rytteren ved nu, at versader og power pose er hans yndlingsøvelser, og at hun faktisk kan bruge dem i stedet for godbidder. På samme måde kan hun nu bruge deres fælles arbejde med nærvær og med fokus i stedet for godbidder. Ponyen ved, at det er det, han vil have – ikke adskillelse.
Longering kan være svært for heste, der helst vil være tæt på deres rytter. De bliver simpelthen bange for adskillelsen. Vi fik det bygget op i et passende tempo, så longering også blev en mulighed for makkerparret.
Læs også: Træner om den glade (stævne)hest: Når hesten siger nej, hvad gør vi så?
Tag ansvar fremfor at tro på den simple vej
Nu er vi gået i gang med en ny tilridning – med et nyt mindset. Der findes ingen simpel vej eller to-do-liste, der passer på alle heste og ryttere. Der findes dog ryttere, som tager ansvar for sig selv, mærker efter og er nysgerrige på både sig selv og hesten. Ryttere, som venter på hesten, så de begge finder den rette vej.
Dominant og lead – hvad er forskellen?
Når det kommer til min egen hesteflok, kan jeg se, hvordan jeg både har en dominant hest og en hest som er det, jeg kalder lead.
Min hest Golden, som er meget hingstet indeni, har besluttet, at en ny pony på folden skal blive i et hjørne væk fra flokken. Han bliver jaget afsted ind til han er placeret i sit hjørne. Golden er den dominante hest.
Min anden hest, Karo, er derimod lead, forstået på den måde, at alle hestene gerne vil følge hende. Når jeg kommer hjem fra en ridetur kalder alle hestene på hende, og når vi kører til træning bliver de kede af, at hun tager afsted. Hun vælger aldrig at flytte rundt på de andre, men hun vælger, hvornår hun vil drikke, spise og så videre. Hun forventer, at de andre følger hende, eller at de flytter sig lidt væk, når hun kommer gående. Hun bliver ikke sur, men vipper med et øre, vifter med halen eller giver andre mikrosignaler. Hendes sprog er stille, men tydeligt.
Man skal eje en metode for at lykkes
Min konklusion er, at hvis man bruger en bestemt metode i sin træning, er det vigtigt, at mærke efter om man ejer den – om man kan stå ved den.
Jeg vil til enhver tid selv vælge at være en lead for mine heste, fremfor at være dominant. Det synes jeg er mere behageligt for mig, og jeg kan være i det selv. Når du træner med din hest, så er I to om samarbejdet. I er to, der skal udvikle jer, og I skal gøre det sammen. Jeg ønsker alle en fantastisk hestetræning, der giver glæde og mål for begge parter. Jeg ved I kan, og jeg ved, at hestene vil vælge det.
Læs også: Claus Toftgaard: Moderne rideheste fortjener bedre
