Børn og ridning – hvornår og hvordan?

De fleste kan nok blive enige om, at det er godt for børn at omgås dyr – og heste er ingen undtagelse. I samværet med en hest eller pony oplever børn både at have en ven, der ikke kommenterer på, hvem de er, eller hvordan de ser ud. Heste lærer børn at tage ansvar, at forstå kropssprog og at føle empati. De kan give dem minder for livet og være uundværlige støtter i svære perioder. Derfor tager vi fat i, hvad man bør overveje, når det handler om børn og ridning.

Annonce

Man må nemlig aldrig glemme, at heste er store, stærke dyr, der er drevet af instinkter, og som man derfor skal omgå med respekt – særligt når man er et barn og ikke har så meget at stå imod med. Så hvad gør du som forælder, hvis din hestetossede søn eller datter ivrigt spørger om lov til at gå til ridning – eller ligefrem ønsker sig sin egen pony? Hvordan ruster du dit barn til et liv med heste omkring sig, og hvornår er de små mon klar til det?

Læs også: Ridning kan forbedre dit barns intelligens

Besøg en hest

Kort sagt kan man ikke introducere et barn for tidligt for livet med hest. Det er blot et spørgsmål om, hvordan man gør det. Man behøver slet ikke at sidde på en hest for at lære, hvad det handler om. Hvis du selv har hest eller kender en som har – og allerhelst en lille børnevenlig én – så er det bare om at besøge den og lade de små røre, lytte og dufte. Hesten vil elske at blive aet på mulen og få et par ekstra gulerødder af et par små, bløde hænder.

Det er også en rigtig god idé at tale om den hest, man besøger. Hvad spiser den? Hvorfor står den inde i en boks, eller hvorfor står den ude på folden? Hvem sørger for at den får, hvad den skal have? At få svar på alle disse spørgsmål er gradvist med til at lære børn om, hvad det indebærer at have med heste at gøre. Jo tidligere man kan lære sine børn det, jo bedre. Jo mere naturligt vil de med al sandsynlighed også synes, at det er at tage ansvar for et dyr.

Hvis du som forælder er vant til at omgås heste, og hvis dit barn viser interesse for det, så kan du selvfølgelig sagtens prøve at give en ‘tur’. Måske bare et par få sekunder og imens hesten står stille, afhængigt af dit barns alder – så er I på den sikre side.

Læs også: 11 gode råd: Styrk relationen til dit barn i forbindelse med sport

Rideskole, part eller egen pony?

Hvis du er knap så erfaren i omgangen med heste og ikke kender nogen, som har én, I kan besøge, så er det en oplagt mulighed at køre forbi en rideskole. Her kan dit barn blive tilmeldt et hold på begynderniveau – og måske endda få en prøvetime – imens en hestekyndig person hjælper jer begge på vej.

Læs også: Kender du reglerne for ridning i naturen?

Annonce

Hvis du derimod ved, hvad det handler om, men ikke lige synes, at I har tid eller råd til jeres egen pony, så er der rig mulighed for at finde en part. Markedet for ledige part-heste og -ponyer er stort, så hvis du søger lidt på nettet kan du hurtigt finde muligheder. Det er meget forskelligt, hvor ofte man kan få lov at ride, om det koster noget, hvad det koster og om der følger staldpligter med. Mange hesteejere leder efter en part, der – udover at ride hesten eller ponyen – også kan hjælpe lidt med de praktiske sager som for eksempel mugning og fodring. Til gengæld får man ofte lov til at ride gratis. Det er en oplagt mulighed for at få lidt hyggetid og frisk luft sammen som familie.

Ridning er en dyr sport

Ridning er som bekendt ikke en billig sport. Hestene skal have mad, vand og en ren boks hver dag, ridebanerne skal holdes ved lige og underviseren skal have løn. Derfor koster en plads på et rideskolehold én gang ugentligt ofte omkring 500-600 kr. om måneden. Det afhænger naturligvis af, hvor i landet man bor.

Læs også: Ridning kan meget mere

Man skal heller ikke glemme det udstyr, som barnet er nødt til at have. Et par ridebukser, ridestøvler og en ridehjelm er det mest nødvendige. I nogle rideklubber kan man være heldig at låne en hjelm. Heldigvis fås rideudstyr i et hav af prisklasser, og hvis man allerede har en gammel jakke og en t-shirt som kan bruges, så kan man snildt købe et startsæt for omkring 500 kr. Så er det heller ikke helt så ærgerligt, hvis det pludselig går op for din søn eller datter, at det med heste alligevel ikke er så spændende.

Annonce

Læs også: MandagsBoost: Hvordan støtter du dit barn?

Artiklen er oprindelig bragt i januar 2019 men er efterfølgende blevet revideret og opdateret.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce