“Unghesten er som en kæreste”

Østrigske Benjamin Saurugg har bosat sig i Danmark for at udleve sit hverv som førsterytter hos Stutteri Alfarvad. Opsigtsvækkende er det, at han, af alle steder i Europa, har valgt lillebitte Sæby helt oppe i det mørke Nordjylland, hvor det anerkendte springhestestutteri holder til. Når man spørger ham, hvad der har fået ham til at rejse helt derop, lyder det korte svar: unghestene. Og han ved lige præcis, hvordan man får det bedste ud af dem.

Læs også: Derfor bør du være kæreste med en hestepige

Benjamin Saurugg

Benjamin er springrytter og ansvarlig for ridningen af Stutteri Alfarvads mange firbenede atleter.

Med sig til Danmark har han sin hoppe Brasilia, som han selv har redet op til topniveau. Sammen med Brasilias helbror har han vundet en stor håndfuld nationale sejre, imens han på internationalt niveau har redet mange CSI4*- og et par CSI 5*-placeringer i hus. Desuden har han redet et utal af topplaceringer hjem på ungheste i alderen 5-7 år.

Benjamin er uden tvivl en mand, der ved, hvordan man håndterer en ung, kommende springstjerne – og nu kan du følge ham her i Danmark.

Foto: Stutteri Alfarvad.

Alfarvad og de unge heste

At Benjamin skulle ende så langt væk fra de østrigske landegrænser kom vist både som en overraskelse for ham selv og for Stutteri Alfarvad, som søgte en ny førsterytter. “Egentlig ledte jeg bare efter noget nyt”, fortæller han. Og hvorfor det lige blev, som det blev, har han et helt klart svar på:

“Deres (Alfarvads, red.) heste er meget unge, og jeg vidste, at jeg ville få chancen for at træne dem op til at gå højere klasser. Jeg så det som en god mulighed for at bygge unge heste op”, forklarer han og uddyber med et smil: “…og jeg tror, at teamet på Alfarvad vil føle sig trygge ved at overlade dem til mig”.

Under overfladen gemmer der sig imidlertid også en cadeau til de ryttere, der hidtil har været med til at ride Alfarvads heste op:

Jeg er nødt til at sige, at jeg er meget overrasket over, hvor velredet de er – selv dem på 4 år.

Derfor var det bestemt en god, første uge, han havde på sin nye arbejdsplads. Her brugte han tiden på at ride hver og én af de mange heste på stutteriet, for på den måde at få en fornemmelse for, hvilke opgaver, der ventede ham. Her gik det op for ham, hvor fint et stykke arbejde, han havde fået lov til at videreføre.

“Jeg er ikke skuffet over en eneste hest, og jeg er meget tilfreds med den kvalitet, de hver især udviser. Der er kun nogle små ting, der skal arbejdes med”, fortæller han. De kan bare noget med springheste deroppe i Nordjylland.

Din unghest er som en kæreste

Der er ingen tvivl om, at de unge heste altid har ligget Benjamins hjerte nært. Derfor ved han også lige præcis, hvordan de skal håndteres. Det er ikke altid let at ride en hest op, understreger han, og det kræver virkelig tålmodighed:

Din hest er som en kæreste. Der er dårlige dage, og der er gode. Derfor er det vigtigt, at man som rytter er tålmodig.

Den tid, der ligger i at være tilstrækkeligt tålmodig, er den allermest nødvendige faktor at tage med sig på arbejde, når man har med ridningen af yngre og urutinerede heste at gøre, forklarer Benjamin. Ved at være tålmodig lærer hesten mest, og derved udvikler den sig også mest. Succes avler succes så at sige – også for en hest. Til gengæld er det også fedt at se, hvordan den vokser med opgaven og bliver bedre, idet man arbejder med den.

Benjamin Saurugg. Foto: Stutteri Alfarvad.

Kort sagt kan partnerskabet med en unghest sammenlignes med et parforhold på rigtig mange punkter: Det er ikke kun vigtigt at gå frem i det rigtige tempo. Man må også huske at hesten skal lære lidt af det hele lidt ad gangen, forklarer Benjamin. Derudover skal man være i stand til at se kvaliteterne i hesten og kunne arbejde med de ting, der er knapt så gode endnu. Det er nok det allervigtigste, understreger han.

Følg Stutteri Alfarvad og Benjamins arbejde med hestene på facebook på @StutteriAlfarvad1.

Læs også: Stutteri Alfarvad: Vi ønsker et generationsskifte i dansk ridebanespringning

Artiklen er oprindelig bragt i 2019 og er efterfølgende blevet opdateret.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce