Ved du, hvilke hesteracer der har været her i længst tid? Ellers giver vi dig et indblik i det lige her. Vi har nemlig samlet seks af de ældste hesteracer i verden – som stadig eksisterer. Måske var du allerede klar over, hvor gamle hesteracerne er, eller måske bliver du overrasket.
Læs også: Hvad er en hest egentlig – set fra evolutionen og hesteejerens synspunkt
Vi vil gerne understrege, at de mange af de nedenstående tal samt årstal blot er cirkatal, og at der stadig kan være uenigheder om de helt konkrete tal. Tallene bygger nemlig på de tidligeste notater og beskrivelser af hesteracerne. Dette udelukker dog ikke, at en race kan have eksisteret tidligere end dette.
Nummer 6: Den islandske hest
Den yngste af de seks hesteracer er den islandske hest. Den robuste race er nemlig “kun” omkring 1000 år gammel.
Den islandske hest blev engang brugt flittigt af vikingerne, men er i dag blevet en meget populær hesterace. Islænderen bliver brugt meget både her i Danmark og i udlandet. Mange falder for racen på grund af dens specielle gangarter – tølt og pas – samt dens rolige og venlige sind.
På Island er det ikke tilladt at importere heste ind, og hvis en hest forlader Island, kan den aldrig komme tilbage igen. Derfor er den islandske hest en meget renavlet race.
Nummer 5: Fjordhesten
Den næste i rækken er endnu en hesterace fra Norden, nemlig fjordhesten. Fjordhesten kan nemlig dateres helt tilbage til fra 2000 år siden.
Nogle mener, at fjordhesten er i tæt familie med den primitive Przewalski hest, da racerne deler nogle lignende træk. Andre er dog uenige og mener, at fjordhesten stammer fra den mongolske hest, som kom til Skandinavien gennem handel i Sverige. Uanset hvilken hest fjordhesten stammer fra, har racen ikke ændret sig særligt meget siden, og de har beholdt deres karakteristiske udseende.
Fjordhesten blev brugt af vikingerne og til arbejdet på markerne, men i dag er en racen en yderst populær ridehest til mange forskellige niveauer.
Nummer 4: Akhal-Teke
Så går vi 1000 år længere tilbage. Akhal-Teke hesten kan nemlig dateres tilbage til fra 3000 år siden.
Akhal-Teke hesten kommer fra Turkmenistan, men er blevet verdenskendt på grund af dens flotte skinnende pels. Det er ikke helt klart, hvor Akhal-Teke hesten stammer fra, men nogle mener, at den stammer fra araberen. Akhal-Teke hesten har efterfølgende været med til at skabe en race som eksempelvis trakehner.
Akhal-Teke heste bruges nu som rideheste og bruges både i spring, dressur og military.
Læs også: 10 fun facts om heste og deres racer – vidste du det?
Nummer 3: Mongolsk hest
Den næste hesterace i rækken er den mongolske hest. Den har bestemt også nogle år på bagen, da den har været her i 4000 år.
Den mongolske hest stammer fra Mongoliet, hvor de tidligste beskrivelser af racen er fra 4000 år siden. Dog er der tvivl om, hvorvidt racen har været her tidligere end dette, og derfor måske kan være den ældste hesterace. Den mongolske hest er bevist at have påvirket rigtig mange andre hesteracer, som for eksempel flere japanske racer og islænderen.
Da racen er den nationale hesterace i Mongoliet, har den mongolske heste stor betydning for kulturen og landet. Hestene bruges i dag meget af nomaderne i landet – både til transport, væddeløb, og endda også til at malke.
Nummer 2: Araberen
Den næstældste hesterace er araberen. Araberen har nemlig eksisteret i hele 4500 år.
Araberen er en meget kendt hesterace, og mange falder for deres utroligt smukke ydre. Araberen er en af de ældste racer i verden og stammer fra Mellemøsten, hvor den blev skabt for cirka 4500 år siden. Der findes endda massevis af malerier fra Egypten, Grækenland og Rom, hvor heste, der minder meget om nutidens araber, er portrætteret.
Det siges, at araberen er den mest indflydelsesrige hesterace i verden, da det er den race, der har haft mest indflydelse på flest moderne hesteracer.
Nummer 1: Kaspisk hest
Den ældste hesterace i verden er (formodentlig) den kaspiske hest, da den er intet mindre end 5400 år gammel.
Den kaspiske hest kan dateres helt tilbage fra 3400 år før Kristi fødsel og stammer fra Iran. Dog har man tidligere troet, at racen var uddød, men den blev genopdaget ved det Kaspiske hav i 1965, hvor en hel flok levede.
Den kaspiske hest har været at finde på mange gamle rytterfigurere, og hestene har været brugt som køreheste for antikkens fyrster. Nu til dags bliver racen dog brugt til ridning – ofte af børn, da det er en relativt lille race.
Læs også: Udrydningstruede hesteracer: 9 racer, som er i fare for at uddø
Kilder
Horsey Hooves: 6 oldest horse breeds in the world
Dyrlægevagten: Hesteracer