Drag Queen og ejer af heste internat: ”Jeg kan ikke bære at se hestene lide”

Hvordan ser det ud, når man kombinerer et dyreinternat med en karriere som drag queen? 

Malgré Tout har været så heldige at få et interview med den inspirerende Colin Brown, som har et internat for heste og andre dyr, samtidig med at han optræder som drag queen i Sydspanien. Colin er kendt fra drag queen-miljøet i mange lande, men da han så Chato, den første hest han reddede, bundet til et træ i en alder af 29 år, var hans kærlighed til heste én af ​​grundene til, at han startede internatet.

Hvem er Colin Brown?

Colin er født i Skotland og søgte mod varmere klima og nyder den dag i dag vejret i Benidorm i det sydlige Spanien. Den nu 40-årige mand var i en tidlig alder fascineret af hestene. Men som de fleste af os ved, er ridning dyrt, så den eneste måde, hvor Colin kunne bruge lidt tid med hestene på, var ved at arbejde på den lokale rideskole og muge ud i staldene. Det var hårdt arbejde, ringe løn og endnu mindre tid med hestene. Men hårdt arbejde såvel som hestene er noget, Colin tilsyneladende holder fast i.

Da Colin voksede op i Storbritannien, oplevede han ofte, at andre mennesker var opmærksomme på hans seksualitet, før han selv var det, hvilket fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen identitet. “Da jeg voksede op og var omkring 16-17 år gammel, tænkte jeg ikke så meget over min seksualitet, og jeg fik mange kommentarer omkring min seksualitet fra ældre mænd på rideskolerne.”

Annonce

Men i takt med, at han er blevet ældre, har han lært at fokusere på at være tro mod sig selv frem for at bekymre sig om andres meninger og holdninger.

“Fokusér på dig selv, og lad være med at bekymre dig over, hvad andre folk tænker eller siger om dig. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men jeg tror, ​​jeg tænkte for meget over det, da jeg var yngre.” Colin griner og siger: “Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvad folk tænker om mig den dag i dag.”

I sine sene teenageår begyndte Colin at interessere sig for andre aspekter af livet end hestene. Da han blev 18 år, skete der noget, forklarer Colin:”Jeg opdagede fester med vennerne, som det sker for mange unge mennesker i rideverdenen, men jeg genfandt hestene, da jeg kom til Spanien.” Colin havde nogle år væk fra hestene, hvor han levede sit iv og fandt sig selv, men det varede ikke længe, ​​før hestene pludseligt kom tilbage ind i hans liv.

Jeg er virkelig heldig. Jeg tror, at mange mennesker ville elske at gøre det, jeg har gjort med hestene og bortadoptere dem.

Colin Brown
Fotos: Colin Brown

The drag queen – Miss Coco Chanel

Ikonet Miss Coco Chanel er meget anderledes end den rolige Colin Brown, især i udseende, men alligevel deler de deres passion for hestene og internatet. Colin bruger sin popularitet som entertainer til at tjene penge til de høje priser for staldleje, foder, dyrlægeregninger og medicin, som løber op i tusindvis af euro hver måned. 

Det var ikke tilfældigt, at Colin tog jobbet som drag queen, da han oprindeligt er uddannet mandlig danser i Storbritannien. Men hurtigt fandt han ud af, at der var flere penge i drag miljøet og sagde på det tidspunkt til sig selv: 

“Jeg vil lære at lægge makeup samt sætte en paryk og tage et kostume på.” 

På sin rejse som drag queen performer tog han til Benidorm i Spanien for 12 år siden. Det tog hurtigt fart, og Colin endte med at arbejde syv nætter om ugen. Som man måske kan forestille sig, inkluderer arbejde om natten ofte en masse fest og alkohol, hvilket også var tilfældet for Colin. Men han følte hurtigt, at han havde brug for noget andet i sit liv. 

Hugos Home Farm 

Gennem en ven, der arbejdede på en lokal gård, fandt Colin ud af, at der var en hest, som var låst inde i sin boks dag og nat, og som ejeren aldrig så til. Det udløste noget i den empatiske sjæl, som var begyndt at kede sig til festerne. Colin talte med ejeren, som der var opsat på at sælge hesten, og kort efter havde Colin fået sin allerførste hest. Men hingsten Orty var ikke det eneste tilfælde af en forsømt hest i det turistede område i Benidorm. 

”I flere af staldende kommer mange af hestene ikke ud på fold, og de fleste heste er inde i deres bokse 24/7, indtil deres ejer træner dem eller lukker dem ud på en fold, som egentlig ofte bare er en ridebane.” forklarer Colin. 

Som resultat af det endte Colin med at købe en anden hest fra samme stald. Denne gang var det en hvid, spansk PRE-hingst. Den imponerende hest var en del af et cirkus, men da en ny lov trådte i kraft, som begrænsede antallet af tilladte heste, blev han overladt til sig selv i stalden. Colin kunne ikke bære at se på det, så han købte hesten: “Jeg skulle betale over 33.000 kroner for ham, fordi han er en fantastisk dygtig hest!” 

Begge heste blev kastreret, men det var kun i ganske kort tid, at Colin havde to heste. Blot et par måneder senere hørte han om to heste, som stod bundet til et træ lige uden for hans hjemby Benidorm. Colin havde ikke sit eget sted på det tidspunkt, og der kom hurtigt flere heste til, så han betalte for at have seks til syv heste opstaldet. Han var nødt til at indhente knap 14.000 kroner om måneden bare for at betale kunne betale for opstaldningen. 

Da Colin blev mere og mere involveret i internatarbejdet, mødte han Sebastian, hans nuværende kæreste. Sebastian havde lidt land, og ingen af ​​dem tænkte sig særligt længe om, før Colin flyttede hestene dertil. Både for at spare penge, men også for at hestene kunne komme på fold udenfor. Og sådan blev internatet Hugo’s Home Farm til. 

Hvad er en Drag Queen?
 En drag queen er en person, der bruger tøj og makeup til at imitere en bestemt persona for sjov og underholdning. Ofte findes der inspirerende og fantasifulde navne. Selvom det traditionelt set er forbundet med LGBT+-samfundet, er denne kunstform åben for alle, der kan identificere sig med kulturen og deres værdier. 

Individuelle kunstnere kan have meget forskellige og unikke stilarter inden for tøj, makeup, hår, personlighed, attitude og optræden. Dragshows byder ofte på lip-syncing, livemusik og dans og har vundet udbredt popularitet gennem hit tv-serien RuPaul’s Drag Race.

Adoption af hestene

Colins bemærkelsesværdige velgørenhedsarbejde har reddet 51 heste i løbet af de seneste fem år. Internatet har en licens, der giver dem mulighed for at have ni heste ad gangen, hvilket inkluderer æsler. Det betyder, at en hest skal finde et nyt hjem, før internatet kan tage en ny ind.

I dag er 32 heste blevet adopteret til Storbritannien. Colin har kontakter i Storbritannien, som vurderer, om ​​potentielle købere er egnede til at adoptere. Herefter vurderer Colin, om hesten er i en tilstand, hvor den kan klare den lange rejse til Storbritannien – både mentalt, men også fysisk. ”De har altså bare fået et bedre liv, når de kan gå på kæmpe græsfolde, hvor de kan løbe rundt og græsse og lege. Mange af de heste, vi sender til Storbritannien, ved ikke engang, hvordan de skal græsse, fordi de aldrig har set græs.”

At transportere en hest til Storbritannien koster i gennemsnit 15.000 kroner, men når Colin finder er nyt hjem til sine heste, opkræver han aldrig nogle penge. Der er intet adoptionsgebyr, og han beder heller ikke om kompensation for pas, vacciner eller transportomkostninger. Han siger:

”Fordi størstedelen af ​​vores heste er blevet forladt af forskellige grunde, er de ofte ældre, og de har problemer i benene eller i ryggen. Dybest set er der ingen i Storbritannien, der ved deres fulde fem vil betale 15.000 kroner for en hest, som de ikke kan bruge. Så jeg samler alle pengene ind selv og sender dem afsted.”

Ud over hans utrættelige indsats for at sikre at disse heste får et lykkeligt liv, har Colin en kontrakt på plads. Kontrakten siger, at hvis adoptanterne ikke er i stand til at passe hesten længere, skal den tilbage til Colins vens sted i Cambridge, hvorfra Colin vil finde dem et nyt hjem. ”Det er for at undgå, at de bare bliver sendt videre. Jeg ønsker ikke, at hestene skal få det dårligt igen. Den tanke kan godt bekymre mig, men heldigvis er det gået fint indtil nu.”

Colin ved, at dem, som adopterer disse heste, vil have betydelige omkostninger fremover eksempelvis til medicin samt til vedligehold og trivsel af en ældre hest. Ud af de 51 reddede heste var kun tre af dem egnede til ridning, og Colin har indset, at der ikke er mange mennesker, som vil påtage sig den slags ansvar. Colin bruger altså sin popularitet og sit job som drag queen til at skaffe de nødvendige midler til hestene, så når de skal have nye hjem, er det uden omkostninger for dem, som adopterer hestene.

Fremtidsplaner
Colin og Sebastian har ambitiøse planer om fremtiden for deres internat og ønsker at udvide. De forsøger i øjeblikket at finde næsten 700.000 kroner til at købe mere land, så de kan udvide internatet. Deres primære motivation for udvidelsen er at etablere flere folde, så de kan hjælpe endnu flere heste i nød. Det endelige mål er klart: “At gro græs til hestene og de andre dyr, som de kan spise, ville være en sand drøm, der går i opfyldelse.”

For at opnå denne drøm er adoptionen af hestene i øjeblikket sat i bero. Midler, der ville være blevet brugt til at flytte heste til Storbritannien, bliver nu brugt på udvidelsen af ​​internatet. “Sidste år sendte jeg to æsler og to heste til Storbritannien. Det kostede mig omkring 65.000 kroner i alt. Lige nu ville jeg hellere se de 65 tusinde gå til at anlægge græsfolde og udvide internatet. Men ulempen er, at vi er nødt til at sige nej til mange mennesker, som spørger, om vi kan tage heste ind, eller hvis politiet ringer, og de har en, der er efterladt, så kan vi ikke tage den lige nu.”

Colin tilføjer, at hvis de havde en alvorlig sag, ville han skaffe pengene for at få dem opstaldet et sted. Han kan simpelthen ikke efterlade en hest, hvis den har brug for hans hjælp, og han vil gøre alt for at redde hesten fra dens elendige situation.

Her hos Malgré Tout glæder vi os til at se internatet, når det bliver udvidet. Hestene og æslerne får adgang til folde – og hvem ved, med Colin i spidsen, kan han måske på mirakuløs vis få græsset til at gro. Denne mand gør det umulige muligt, og han er en inspiration for os alle. Vi opfordrer alle til at støtte denne vigtige sag på enhver måde. Selv små bidrag kan gøre en væsentlig forskel.

Jeg er ret skør, sidste marts kørte jeg fra Spanien til London og derefter helt op til Skotland for at tjekke hver eneste hest og æsel, jeg har sendt derover, for at sikre mig, at alt var okay.

Colin Brown
Foto: Colin Brown
Benidorm, syd for valencia
 Benidorm er en by i provinsen Alicante på den spanske østkyst ved Middelhavet. Benidorm har været et populært turistmål siden 1925, og med det højeste hotel i Europa tiltrækker byen mange turister – og særligt om sommeren. Benidorm har fået et ry som Costa Blancas livlige festhovedstad, som henvender sig til mange forskellige præferencer. Derfor er det et fremragende sted for drag queens og andre performere.
Hestehold i spanien
Som Colin forklarer, kan hestehold i Spanien afvige væsentligt fra hestehold i nordeuropæiske lande. Heste står normalvis inde i stalde og i mange tilfælde uden adgang til folde. Der skyldes ikke onde intentioner, men traditioner og opfattelser af hestehold er forskellige på verdensplan. 

En vigtig faktor er også klimaet. Hvis heste skal holdes udenfor, er det nødvendigt at sørge for tilstrækkeligt med skygge og hø. Græsset vokser som regel ikke særlig godt, især ikke i den sydøstlige del af Spanien, hvor Colin bor.

TROOPER – DEN LILLE UDHOLDNE
Ligesom mange af redningshestene på Hugo’s Home Farm har Trooper en ganske særlig historie.

Tilbage i 2019 blev politiet kaldt ud til en pony, som var bundet til et træ uden mad eller vand. Ingen vidste, hvad de skulle stille op med ham, så han blev efterladt på et hundeinternat i ni lange dage. Trooper, der dengang hed Nano, var blind på det ene øje, havde et brækket ben og var bare skind og ben. Ikke just en attraktiv hest at adoptere, også taget i betragtning af kommende ​​ dyrlægeregninger. Men det holdt ikke Colin Brown væk. Han begav sig straks ud på en seks timers køretur for at hente den stakkels sjæl, der kun vejede 78 kg, og var omkring 25 år gammel. Hans ben blev anslået til at have været brækket i mere end to år. Med en succesrate på 75 % og omkostningerne på 30.000 kroner fandt Colin pengene. Dyrlægerne fik genetableret det brækkede ben med metalstifter, og det tog næsten et helt år, før han var helt restitueret.

Troopers udholdenhed betalte sig, og den dag i dag er han stadigvæk sammen med Colin, som siger, at han skal tilbringe resten af sine dage hos ham.

Foto: Colin Brown, DA TROOPER BLEV FUNDET, BUNDET TIL ET TRÆ VAR HAN SKIND OG BEN OG HAVDE BRÆKKET FORBENET TO STEDER.

Hvor kan du finde Colin?

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce