Efter onsdagens sølv-triumf for det danske dressurlandshold var det første individuelle medaljesæt på spil fredag ved EM i dressur i Göteborg. Alle danske ryttere var blandt de 30 bedste, der skulle konkurrere i Grand Prix Special, og som det skete i holdkonkurrencen, fortryllede Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy Ullevi Stadion, da de med en pragtpræstation sikrede sig bronzemedaljen. Anna Kasprzak blev nr. 8, Anna Zibrandtsen blev nr. 11 og Agnete Kirk Thinggaard nr. 13. Lørdag skal de 15 bedste dyste i kür-programmet om sidste medaljesæt. Faktisk er alle fire danskere blandt de 15 bedste, men en nation må maksimalt have tre med i küren.
Dufour og Cassidy – the Danish dream team
Siden seniordebuten i 2016 har Cathrine og Cassidy været Danmarks stærkeste kort på den internationale dressurscene, hvilket en 7. plads på verdensranglisten og en 3. plads i holdkonkurrencen ved EM vidner om. Derfor har de ellers suveræne tyskere også holdt et skarpt øje på Cathrine op mod EM – og det med god grund. Cathrine og Cassidy imponerede for anden gang publikum og dommere ved EM, og med en Grand Prix Special til 79,761 % sikrede de sig bronzen.
”Det er fuldstændig uvirkeligt – jeg kniber mig selv i armen. For to dage siden vandt vi sølv, og nu står jeg her med en bronzemedalje. Jeg har bare verdens skønneste hest. Cassidy er med mig hele vejen, og han var meget mere afslappet i dag. Det er en fantastisk kulisse at ride i her på Ullevi, og da vi rider op ad den sidste midterlinje og alle bare klapper – det for fedt. Nu skal vi nyde det i aften, og så er vi topklar til at give den gas i küren i morgen,” sagde den stolte medaljetager.
”Vi vidste, at hun havde det i sig, og så gjorde hun det. Det er bare så flot. Alle ekvipagerne gjorde en god figur, og at de alle ligger i top 15 er et fantastisk symbol på, hvor stærk dansk dressur er. I morgen er en ny dag, og så må de alle stramme ballerne og give det bedste, de har. Det bliver nok svært at slå dronningen (Isabell Werth), men lad os nu se,” sagde landstræner, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.
Verdensetteren Isabell Werth og Weihegold var som forventet urørlige, og sikrede sig guldet med 83,613 %, mens hendes landsmand Sönke Rothenberger på Cosmo fik sølv med 82,478 %.
Flotte ture fra Anna, Anna og Agnete
Danmark er ikke til at komme udenom på den internationale dressurscene, hvilket Cathrines holdkammerater også beviste i fredagen Grand Prix Special. Anna Kasprzak og Pepe (Donnperignon) har været en fast en del af det danske dressurlandshold siden 2012, og den rutinerede ekvipage svigtede ikke fredag. Det blev til et program til 74,985 % og en 8. plads.
”Jeg er rigtig godt tilfreds, og han har en god energi i dag. Der var lidt ubalance fra første øgning, men det får vi heldigvis styr på. Vi har en god tur, og særligt vores piaffe og passage glider godt,” sagde Anna.
23-årige Anna Zibrandtsen debuterer ved et seniormesterskab i Göteborg, og det sker med hendes nye makker – OL-hesten Arlando (OL 2016 under hollandske Diedrik van Silfhout). Parret havde en flot debut i holdkonkurrencen, og fredag blev det også til en fin tur til 73,333 % og en 11. plads.
”Vi havde en super god start, og hvis vi ser bort fra den drønirriterende fejl vi har i galopprogrammet, gik det godt. Han var en smule vag i piaffen, men vi laver ingen fejl i serierne, så jeg er vildt glad for vores tur,” sagde Anna efter ridtet.
Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ havde to dyre fejl i deres ellers perfekte Grand Prix-program i holdkonkurrencen, så fredag skulle den sidde lige i skabet. Og det gjorde den. Agnete og Jojo leverede et fint program uden fejl, om end Jojo var knap så oplagt, som han havde været tirsdag. Programmet blev belønnet med 72,941 %, hvilket udløste en 13. plads.
”Vi ville vise dommerne, at vi kunne levere uden fejl, og det gjorde vi, selvom jeg godt kunne have brugt lidt mere energi i Jojo i dag. Men han gjorde det, han skulle, så det er rigtig fint, og jeg er godt tilfreds. Det er fantastisk at ride derinde, og det er skønt at opleve, at så mange danskere har taget turen herop og hepper på os,” sagde Agnete.
Lørdag rider de 15 bedste Grand Prix Kür om det sidste individuelle medaljesæt – skal Cathrine have endnu en medalje med hjem?
Kilde: Dansk Ride Forbund