Ved det for nyligt overståede OL i Paris repræsenterede Peter Flarup for tredje gang Danmark ved OL. Første gang var i Kina i 2008, hvor han deltog sammen med hesten Silver Ray. Den nu 48-årige Flarup har i mange år været den førende rytter inden for sin sport i Danmark, og vi vil her danne et kort overblik over hans præstationer og karrierehøjdepunkter igennem tiderne, samt give et overblik over hans præstation i Paris.
Dex & Silver Ray
Peter Flarup har siden årtusindeskiftet været den mest succesfulde danske militaryrytter på den internationale scene. I 1997 var han for første gang med til Europamesterskaberne, hvor det blev til en 23.-plads for ham og hesten Dex. Siden da har han repræsenteret Danmark ved de allerstørste internationale konkurrencer adskillige gange, ofte som den eneste dansker i military. Sammen med Dex var Flarup en del af det danske hold der ved Europamesterskaberne i 1999 kun lige akkurat gik glip af medaljer på fjerdepladsen.
LÆS OGSÅ: Hvem er de danske ryttere til OL i Paris?
Flarup nåede nye højder med hans mangeårige konkurrencepartner Silver Ray, særligt i perioden 2005-2009. Sammen deltog ekvipagen i tre Europamesterskaber, fire World Cup-finaler og to Verdensmesterskaber. Og selvfølgeligt det førnævnte OL i Beijing i 2008. Deres deltagelse i OL endte desværre da de måtte trække sig efter terrænspringningen, hvor Silver Ray ramte en forhindring og pådrog sig en mild skade.
Blandt ekvipagens største resultater er deres deltagelse i Europamesterskaberne i 2007, hvor de sluttede på 14.-pladsen i den individuelle konkurrence og 5.-pladsen i holdkonkurrencen. To år senere imponerede de ved World Cup-finalen, hvor de endte på en flot 9.-plads.
LÆS OGSÅ: Her er de danske kommentatorer ved ridning til OL 2024
Ny begyndelse med Fascination
Efter Silver Rays sportspension så det længe ud som om at Peter Flarups tid i toppen af militaryridning var ovre, og i 2019 påtog han sig rollen som træner for det danske militarylandshold. Denne rolle havde han indtil marts 2022, og i løbet af hans tid som landstræner nåede han selv at deltage i OL for anden gang. I Tokyos OL i 2021 konkurrerede han sammen med Fascination, og ekvipagen endte som nummer 40 i den individuelle konkurrence. Da han stoppede som træner, var begrundelsen at han igen ville fokusere på sin egen ridekarriere med særligt henblik på at deltage i OL i Paris med Fascination.
Dette bringer os til det netop overståede OL i Paris. I tiden op til olympiaden havde ekvipagen opnået flere flotte top-10 præstationer, og dét gav anledning til optimisme. OL i Paris startede stille og roligt for Flarup og Fascination, da de i dressurkonkurrencen lige netop endte i feltets øverste halvdel som nummer 30 ud af 63 ekvipager. Optimismen herfra var desværre kortlivet, da særligt én fejl kostede ekvipagen dyrt ved terrænspringningen, og efter to ud af tre indledende konkurrencer var de placeret som nummer 48 ud af de tilbageværende 56 ekvipager. Ved ridebanespringningen gik det bedre for ekvipagen, der til sidst var placeret som nummer 42 ud af 51, men det blev altså ikke til en top-25 placering, der ville have givet en plads i finalen.
Sidste OL?
I en alder af 48 kan det meget vel have været sidste gang at Peter Flarup deltog i de Olympiske Lege. Ved det næste sommer-OL, der afholdes i Los Angeles, vil Flarup og Fascination være henholdsvis 52 og 17 år, hvilket ikke gør det utænkeligt at deltage, men heller ikke gør det til en selvfølge, at de vil forsøge igen. Alternativt er der muligheden for at en ny stjernehest vil inspirere Flarup til at forsøge sig med endnu en OL-deltagelse. Tiden vil vise hvad fremtiden bærer, i mellemtiden kan man som følger af military se tilbage på de mange år hvor Peter Flarup har repræsenteret Danmark i sporten på fornem vis.
LÆS OGSÅ: Den gule superstjerne – Første fjordhest til Baltic Cup nogensinde