Er du også medlem af foreningen for bekymrede hestemennesker?

Hvordan ville du kategorisere dit liv med hest? Som et action pakket eventyr, en sørgelig film eller en dramaserie med uendelig mange afsnit? De fleste som ejer eller har part på en hest, kan nikke genkendende til at det at have hest ikke altid er en dans på roser. Med hestelivet følger en lang række af bekymringer i forbindelse med ting som sker, måske sker eller måske aldrig sker.

At købe hest er at købe sig til bekymringer. Den sætning kan mange hesteejere nok nikke genkendende til. Vi kan bruge uendelig mange timer med anstrengte miner, søvnløse nætter og ondt i maven. Enten fordi vores hest kommer til skade, fordi vi selv er bange for at komme til skade, fordi vi er nervøse for en bestemt situation eller bare er usikre på hvordan vores firbenede ven har det.

Selvom det måske ikke er noget, som vi taler højt om, er os med børn derhjemme ofte mere bekymrede for vores hest end vores børn. Måske fordi vi ikke bor sammen med vores hest, og dermed ikke kan holde øje med den hele tiden. Eller måske simpelthen fordi vores hest ikke kan fortælle os hvordan den har det.

Som hesteejere bruger vi meget tid på vores allerkæreste eje. Også når vi ikke er i stalden. At have hest er ikke bare en hobby, men nærmere en livsstil. Mange af os ser vores hest som vores ven, og en som vi gerne vil passe på.

Vi bruger mange timer på at tænke på vores heste.

Bliver den ok?

Noget af det værste der kan ske, er hvis vores hest bliver syg eller skadet. Mange af os kan ligge søvnløse om natten med bekymringer om hvad vi kan gøre, hvor lang tid hesten vil være dårlig, hvornår vi kan lave noget med den igen og om den har ondt eller om den er trist.

Noget af det værste i denne situation er at vi ofte er magtesløse og har begrænset mulighed for selv at hjælpe hesten. Denne hjælpesløshed kan ofte forværre bekymringerne og kan drive selv den mest garvede hesteejer til vanvid.

Læs også: Er du bekymret for hestevelfærden? Så kom til temadag med passionerede hestemennesker

Annonce

Har den det godt?

Et trist udtryk, ændret adfærd, modvillighed. Der skal ikke meget til, før de røde lamper begynder at blinke. Hvad er der galt og hvad kan du gøre? Er hesten ikke glad for sine foldkammerater, folden, boksen, udstyret eller træningen? Der kan dukke mange mulige teorier op i vores hovedet, når vi observerer hesten i sin dagligdag.

Der kan hurtigt dukke alle mulige diagnoser og mulige scenarier op i vores hoveder, hvis vi får den mindste fornemmelse af, at noget kunne være galt.

Læs også: Guide: Sådan vælger du det rigtige dækken i forhold til vejret

Er dækkenet for varmt eller koldt?

Du kender det sikkert. Du kan lagt dækken på hesten dagen før og er kørt på arbejde. I løbet af dagen ændrer vejret sig, og du tjekker flere gange vejrudsigten for at følge temperaturerne. Hvis du er heldig, kan du få hjælp af en i stalden til at skifte dækkenet. Og ellers sidder du bare på pinde og må prøve at ignorere at din hest enten er ved at smelte eller står og klaprer tænder. Når du har fri, er der ekstra fart på bilen for at komme i stalden og gøre din hest tilpas.

Bekymringer for mindre ting som dækkenvægt kan fylde meget. Foto: Canva Pro

Er jeg nok?

Et have ansvaret for en hest er et kæmpe ansvar. Ved du nok, gør du det godt nok og gør du tilstrækkeligt? Kan hesten lide dig og træner du den på en måde, som er optimalt i forhold til dens psyke og fysik? Hvad hvis du ikke er dygtig nok?

Bekymringer for ens egen formåen er også en del af hverdagen med hest. Og glansbillederne på de sociale medier er ofte ikke med til at højne ens egen selvtillid. Der er meget at leve op til, og det er nemt at blive bekymret og miste modet.

Hvorfor gør vi det så?

Heldigvis er livet med heste fyldt med store følelser, fantastiske oplevelser og magiske øjeblikke. Det er det, der gør, at vi troligt kører i stalden, henter hesten på den mudrede fold, plejer dens sår og bruger mange penge på opstaldning, dyrlæge, smed, tandlæge, undervisning, stævner og udstyr.

Men bekymringerne kommer vi ikke udenom. De er ganske simpelt en del af det at have hest. Vi burde måske netop have en forening, hvor vi kan vende vores bekymringer. Eller måske findes den allerede? I stalden, i Facebook-grupper og blandt hestekammerater.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce