Giv hestene en interessant hestefold

Der er efterhånden ikke mange i Danmark, som ikke mener, at heste skal have adgang til fold, og det har fra starten været en del af Hesteloven:

Heste skal i mindst 2 timer 5 dage om ugen motioneres eller gives fri bevægelse på fold.

Lov om hold af heste, §17

Heste er forskellige. Ligesom brugen af hestene og vores muligheder for opstaldning og folde. Derfor fortolkes loven forskelligt, fra hesten, som rides ca en time og tilbringer ca 1 time på en mindre fold alene – altså minimum reglen – til hesten som tilbringer døgnets 24 timer i løsdrift med fri adgang til fold.

Mange hestepensioner har gjort en dyd af mottoet ”et rigtigt hesteliv med mange timer på fold”. Nogle af disse har også folde af god kvalitet med mulighed for at hestene kan udføre naturlig adfærd. Dette er nemlig en forudsætning for, at ophold på fold kan defineres som et rigtigt hesteliv.

Om Martha Voss

Martha Voss er hesteagronom og driver den uafhængige rådgivnings- og kursusvirksomhed NENUC med kurser, rådgivningsbesøg og udvikling af læringsspil m.v. Martha har mere end 30 års erfaring med undervisning og research inden for hold af heste og korrekt ernæring.

I denne artikel kan du læse om de af hestens behov, som kan opfyldes på en god fold, ligesom du også får tre tips til at berige din fold og dermed bidrage til hestens velfærd:

  • Giv mulighed for bevægelse i terræn
  • Plant buske træer og forskellig slags græs
  • Sæt læskur og koste uden skaft

Læs også: Forbered din hest til forårsgræsset

Hestens behov for naturlig adfærd

Hestens behov styres af medfødte instinkter, som er udviklet gennem millioner af år, og trods det, at vi gennem 6000 år har domesticeret hesten og gennem avlen har skabt mange forskellige hesteracer med forskellig kropsbygning og temperament, har vi kun i begrænset omfang ændret på de grundlæggende instinkter. I forhold til artiklens tema er der især tre instinkter og dermed behov, som er relevante at se nærmere på.

  • Bevægelsesfrihed
  • Fødesøgning
  • Socialt samvær med andre heste

Bygget til bevægelse

Vi ser det allerede, når føllet er få minutter gammel, og det kæmper sig på benene for at finde hoppens yver for at få den første, livgivende råmælk, og ganske kort tid herefter tumler det rundt med de andre føl i flokken. Hesten er byttedyr, og derfor er det vigtigt for den at holde sig i form, så den kan slippe fra rovdyr. Derfor bevæger heste sig frivilligt, ofte uden tilsyneladende god grund.

Desuden er der rigtigt mange andre fordele ved bevægelse i form af stærke muskler, knogler og led, ligesom legen på fold træner hestenes bevægelsesteknik og reaktionshastighed.

Der er selvfølgelig forskel på forskellige hestetyper, hvor ofte og hvor hurtigt de bevæger sig, men det er et essentielt krav til vores indretning af hestefolden, at vi giver hestene mulighed for at komme op i fart.

Vigtigheden af bevægelse

Og det er ikke, fordi hesten i fri natur bruger hele dagen på at galoppere rundt. Alligevel er hesten altid i bevægelse, og hvis hesten kunne vælge, ville den gå mange kilometer om dagen – der er målt forskellige afstande, som vildhesteflokke har tilbagelagt, ofte over 10 kilometer og mere. På sådan en rute passerer hestene mange forskellige slags områder med forskelligt terræn, jordbundstyper og planter, så ud over motionen på turen fouragerer hestene på forskellige fødetyper. Flokken har også områder, hvor de f.eks. ligger og sover i en sandbunke, bader og drikker i et vandløb, søger ly for fluer eller regn også videre. Jo bedre du kan efterligne disse elementer på din hestefold, des mere dækker du hestens instinktive behov, og giver den mere velfærd.

Et andet instinkt, som præger hestene, er nysgerrighed, trangen til at udforske området. Det er også et levn fra vildhesteflokken, hvor det er nyttigt, hele tiden at være opdateret på planternes vækst samt hvilke dyr, der har slået sig ned i området. Ved at flytte lidt rundt på tingene på folden indimellem, kan du stimulere deres undersøgelsestrang. Det nedsætter stressniveauet og øger hestenes velfærd.

Læs også: Forårsgræs og sukker

Plant buske, træer og forskellige slags græs

Lad os starte med de planter, som hesten æder. Hesten er oprindelig ”browser” (løv-spiser) , og selvom den har tilpasset sig steppernes græsmiljø, vil vores moderne heste også søger blade, kviste, bark med mere, takket være nogle 40 millioner år gamle instinkter fra skovhesten.

Når du får din landmand til at tilså marken, hvor hestefolden skal være, er det mest effektive selvfølgelig at fylde en god græsblanding i såmaskinen og brede det ud over hele arealet. Det ser også godt ud med en flot, grøn og velpasset græsmark.

Men det er kun en god ide, hvis din mark skal bruges til at slå græs til hø. Hvis du skal have hestene til at græsse der, kan forskellige arealer med forskellige typer græs i højere grad tilgodese hestens behov for varieret kost. Har du nøjsomme heste, kan du vælge græsser med høj struktur og lav sukker værdi, mens du med sportsheste kan vælge græsser med højere næringsværdi. Striber med forskellige urter øger også hestenes oplevelse af fødesøgningen. Der kan være lokale forhold. Snak med en frøkonsulent som også kender til heste, om gode planter i dit område.

To heste rydder buske i regnvejr

Lad hestene rydde busken

Husk, at noget ukrudt er nyttigt, du skal bare undgå og bekæmpe giftige planter:

  • Ahorn, taks og eg. Hvis du ikke kan fælde dem, så hegn dem fra hestefolden.
  • Alle former for brandbæger. De skal trækkes op med rode. Hjælp hinanden, så er det sjovere.
  • Der kan være andre giftige planter, som kan være problem hos dig. Forhør dig hos en plantekyndig konsulent.

Foto: Jette Stab Nielsen

Nogle heste, især visse nøjsomme racer bevæger sig ikke nok af sig selv. Her må du guide dem ved at sætte hegn, lave mindre folde med gange imellem, placere vandet ét sted (dér hvor det er nemmest for dig), og så videre. Med flere mindre folde kan du også regulere, om græsmængden passer til hestenes behov, så du kan holde dem i passende huld over sommeren. De flotte hvide/brune hegn sætter du ud til vejen, hvor naboerne kommer forbi. Inde på dine folde sætter du hegn som passer til hestene, og som guider dem jorden rundt i løbet af dagen.

Træstammer, jordbunker og betonspalter er vigtige møbler på hestefolden. Du kan bruge dem til at dele stier op eller som forhindringer, som hesten er nødt til at løfte benene over. Betonspalterne er nyttige, hvis du bøvler med mudder, f.eks. ved leddene. Lige netop mudder er en af de trælse ting på hestefolden, men der er heldigvis mange muligheder for at lave bundsikring, så hestene kan komme nogenlunde tørskoet rundt.

Læs også: 5 alternative måder at køle hesten ned i sommervarmen

På en grøn grøn bakketop

Skal du have ny ridehusbund? Så smid den gamle ud på folden i en stor bunke. Eller hold øje med, om nogle naboer får jord tilovers i et byggeprojekt. Det behøver ikke koste en formue. Heste kan godt lide at have overblik, et levn fra stepperne, hvor der ofte lå rovdyr på lur. Når de kan overskue området, giver det ro i flokken og sænker stressniveauet. Og så er der nogle ungdommelige heste, som elsker at lege på bunkerne.

Foto: Tine Lolk Sørensen

Gør det nemt for dig og besværligt for hesten

Martha Voss, hesteagronom

Jeg har set en hel del vandrefolde og aktivfolde m.m. og mange af dem fungerer rigtigt godt for hestene. Man har sat foderstationer op rundt langs sporet, som man så bruger tid på at køre rundt og fylde op, måske flere gange dagligt. Og så bliver man træt af det i længden. Når du bestemmer dig for at berige dine hestefolde, kan det godt betale sig at bruge tid på at tegne og drøfte ideer med erfarne folk.

Måske kunne du placere alle foderstationerne tæt på din foderlade, og så blot sætte hegn, så hestene skal gå en omvej for at komme fra den ene til den anden. Det kan også være, du ikke har tid til at gå og flytte hegn eller åbne lede flere gange dagligt. Her findes der flere nyttige typer timerled på markedet, som du kan indstille til at åbne til næste fold eller spor på hestens vej rundt i anlægget.

Sæt læskur og koste uden skaft

Insekterne er en af de helt store irritationsmomenter på hestefolden, og det er ikke alle, som lige har store åbne bakker, hvor hestene kan søge hen i fred for de bevingede bæster. Oppe i vinden er det nemlig svært for insekterne at holde balancen, og det giver hestene en fordel, også selvom man skulle mene, det var bedre med skygge nede under træerne. Under træerne er der ofte læ for vinden, så der er insekterne også. Der findes mange ”insektvæk”-produkter i handlen, og nogle af dem virker også. Så længe produktet stadig lugter grimt. Mange fluemasker og -dækkener hjælper hestene mod de stikkende bæster, men har du mulighed for det, så sæt et læskur op på folden. Helst rimeligt stort og mørkt, for så gider insekterne det ikke – de tiltrækkes af solen.

Med læskuret løser du også problemet med for megen sol i de varme måneder samt vand og mudder i de regnfulde perioder. Placer skuret så højt, at der ikke løber regnvand ind i det, og så centralt, at hestene kan tilgå det fra de fleste folde. Og så tæt på gården, så du let kan tilse hestene. En nødløsning er at tage hestene ind på stald til middag, når det bliver for varmt og fluerne for trælse.

Heste er flokdyr, og udover leg og tryghed i flokken, bruger hestene megen tid med at gnubbe hinanden. Svedkager og insektstik klør, og du kan øge hestenes komfort med et par gamle staldkoste uden skaft, som du skruer fast på læskurets væg eller en kraftig stolpe som står solidt i jorden.

Heste på en fold

Giv hestene udfordringer

Læg foder ud i forskellige former for slowfeedere, så de skal arbejde for føden.

Foto: Majbritt Lagersted

Referencer

Eva Søndergaard, Eric Clausen, Janne Winther Christensen & Hans Schougaard. Opstaldning og hold af heste. Danske anbefalinger. DJF Rapport nr. 39. Husdyrbrug. 2002. https://dcapub.au.dk/djfpublikation/index.asp?action=show&id=627

B. Perron, W. Bridges, A. Ali, M. Agurre, M. Burns, K. Vernon. 78 Effects of maneuvering required maintenance elements to monitor the grazing behaviors of horses. Journal of Equine Veterinary Science, vol 100, May 2021.

Tak til

  • Maibritt Lagersted
  • Jette Stab Nielsen
  • Emilie Cirkeline Capion
  • Tine Lolk Sørensen

Vil du vide mere?

Kom til webinar med hesteagronom Martha Voss den 24. maj 2023 kl. 20.00. Tryk her for tilmelding til webinaret

Besøg Facebookgruppen Hesten i Løsdrift for billeder af kreative løsninger til hestefolden.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce