5 alternative måder at køle hesten ned i sommervarmen

Når temperaturen når op omkring 25 grader, har vores heste svært ved at holde kropstemperaturen nede. På de rigtig varme dage som nu, er vores heste derfor i risiko for at overophede, og det er vores opgave at hjælpe dem med at undgå det. Derfor har vi fundet 5 alternative tricks frem fra gemmerne, som alle kan være med til at køle hesten ned i sommervarmen, og som er forankret i forskning.

Annonce

Forsker: Mellem 5 og 25 grader er det bedste

Ifølge agronom og forsker Karin Morgan, der er særligt kendt for at forske i hestes varmeregulering på Swedish University of Agricultural Sciences, har hesten lettest ved at opretholde en sund kropstemperatur, når det er mellem 5 og 25 grader varmt (1). Dette spænd kaldes for hestens termoneutrale zone, og den gælder naturligvis kun, når hesten hverken er klippet eller har dækken på.

Når det er sagt, så er der selvfølgelig ingen heste, som er ens, og derfor har nogle heste en bredere termoneutral zone end andre. Nogle kan fint klare for eksempel 30 graders varme, mens andre oplever det meget kritisk. Det skriver Karin i sin forskningsartikel Thermoneutral zone and critival temperatures of horses.

Læs også: Hvorfor er elektrolytter gode for min hest?

Tegn på at hesten har det varmt

Hesten æder mindre, fordi den forsøger at undgå overskudsenergi.
Vejrtrækningen og hvilepulsen øges.
Pelsen bliver fugtig eller måske ligefrem svedig.
Hesten drikker mere og søger skygge.

Kilder: Karin Morgan, Swedish University of Agricultural Science: Thermoneutral zone and critical temperatures of horses & Agria: Sådan påvirker varme og kulde hesten.

5 ting, der kan nedkøle din hest

Så hvad kan du gøre for at køle hesten ned i varmen? Her er 5 lidt alternative – og nogle af dem måske også lidt opsigtsvækkende – forslag. Fire af vores råd er direkte forankret i forskning, mens den sidste er et hyggeligt forslag.

1. Læg svedskraberen væk

Vi er ikke et sekund i tvivl om, at du allerede er flittig til at finde vandslangen frem og give din hest et køligt bad på de varme dage. Det er nok noget af det allerbedste, du kan gøre, så bliv endelig ved med det.

En svedskraber er god, når du skal have det overskydende vand væk for at kunne tørre din hest. Men når det er varmt, er der ingen grund til at bruge den. Foto: Arkiv.

Hvad du imidlertid også kan gøre, er at lægge svedskraberen langt væk. Den er nemlig med til at fjerne noget af det vand, som skal køle hesten ned, og derfor er det faktisk bedst at lade så meget vand som muligt blive på hesten. Det fortæller en ekspert til mediet Horse & Hound (2). Sæt i stedet hesten direkte på fold efter turen med vandslangen – så har du gjort det allerbedste for den!

Mange tror fejlagtigt, at det overskydende vand på hesten vil få hesten til at få det endnu varmere, når man sætter den ud i solen efter et bad. Men det er forkert. Læs om det i artiklen Vi afliver myten: Våde heste har det ikke varmere.

Læs også: Tips og overvejelser: Det bedste hestebad

2. Undgå overophedede sener og led

Når du har været ude at ride, eller hvis du har trænet din hest hårdt på anden måde, så er det især vigtigt at få kølet dens sener og led ned. Selvfølgelig kan du også her bruge vand, men kølegel eller køleler virker ofte i længere tid. Du kan også vælge at bruge kølende gamacher eller kølende shampoo.

For at undgå overophedning af led og sener i varmen, bør du også tænke over, hvilken type bandager eller gamacher du lægger på din hest – hvis den da overhovedet har brug for dem.

Annonce
Nogle typer benbeskyttelse kan være med til at øge temperaturen omkring hestens led og sener, hvilket øger risikoen for skader. Foto: Arkiv.

I Malgré Touts online magasin nr. 35 finder du artiklen Gamacher og bandager: Hvad siger forskningen?. Der kan du netop læse om, hvilke konsekvenser det har i forhold til varmereguleringen i hestens ben at bruge bensbeskyttelse. Blandt andet gengiver vi en undersøgelse, som viser, at hestens hudtemperatur stiger drastisk, når man bruger bandager eller gamacher sammenlignet med, når man ikke gør. Og varmestigning bliver naturligvis kun endnu kraftigere i varmt vejr. Ja, faktisk stiger temperaturen på hestens ben 30 % ved brug af nogle typer benbeskyttelse under træning – i almindeligt vejr. Forestil dig så, hvor varmt det bliver for hestens ben, når de skal på arbejde i sommervarmen.

Læs også: Sådan vænner du din hest til at blive vasket

3. Giv hesten salt

Salt er vigtigt for, at hesten kan binde væske til kroppen. Uden nok salt kan den altså dehydrere, selvom den drikker meget vand. Mange hesteejere er gode til at give deres heste salt i form af elektrolytter eller en mineralsten, men man skal også passe på med ikke at give hesten for meget af det. For meget salt kan nemlig forårsage væskeansamlinger, forhøjet blodtryk og i værste fald saltforgiftning.

Salt er vigtigt for hesten, fordi det binder væske til kroppen. Men for meget salt er heller ikke godt. Malgré Tout anbefaler, at du selv tildeler din hest den mængde salte, den har brug for, fremfor at hænge en mineralsten op. Foto: Arkiv.

Nogle heste elsker smagen af salt, mens andre er mindre begejstret for den. Derfor er de fleste heste ikke selv i stand til at dosere den rette mængde salt ved brug af en almindelig mineralsten. Hvad du i stedet kan gøre, kan du læse om i artiklen Forsker: Mange heste får alt for meget salt.

4. Giv hesten frisk vand minimum en gang om dagen

Når det er varmt, så stiger temperaturen i hestenes vandkar på foldene ganske naturligt. Det kan skabe algevækst og øge indholdet af bakterier i vandet. Derfor skal det først og fremmest i et sundhedsfremmende perspektiv skiftes minimum en gang om dagen, og gerne flere, når det er varmt.

Derudover er det også mere indbydende for hesten at drikke frisk vand. Ifølge den samme ekspert, som har udtalt sig til Horse & Hound vedrørende brugen af svedskrabere i varmt vejr, så drikker heste allerhelst vand, der er mellem 20 og 25 grader varmt (2). Det viser et efterhånden ofte omtalt studie kaldt Drinking water temperature affects consumption of water during cold weather in ponies (3).

Dog skal man ikke frygte at fylde koldt vand i hestenes kar, når det er varmt i vejret, mener han. For det første bliver det alligevel hurtigt opvarmet af solen, og for det andet er det en skrøne, at heste slet ikke kan lide at drikke koldt vand. Karin Morgans studie viser nemlig, at der i varmt vejr ikke er forskel på, om heste foretrækker tempereret fremfor koldt vand.

Læs også: (Annoncørbetalt) Drikker din hest vand nok? Få gode tips til at øge væskeindtaget

Annonce

5. Lav en kæmpe snack-isterning

Med fundament i Karins Morgans konklusion, er det også en god idé at give hesten en kold og læskende snack. For eksempel kan du lave en stor isterning fyldt med lækre æbler og gulerødder. En sådan snack holder desuden din hest lidt beskæftiget på folden.

Sådan gør du

  1. Find en plastikbøtte, som kan tåle at komme i fryseren. Den kan være alt imellem 1 og 5 liter stor.
  2. Skær en passende mængde af din hests yndlingssnacks ud i store tern. Fx gulerod, banan og æble.
  3. Put de forskellige snacks i bøtten og blandt dem sammen.
  4. Hæld vand over, så bøtten er næsten fuld.
  5. Sæt bøtten i fryseren.
  6. Efter 24 timer kan du give den kæmpe snack-isterning til din hest.

I videoen herunder kan du se og høre en amerikansk kvinde fortælle, hvordan hun laver de lækre sommersnacks til sine heste.

Kilder

  1. Karin Morgan, Swedish University of Agricultural Sciences: Thermoneutral zone and critival temperatures of horse
  2. Horse & Hound: Leaving water on a horse will not make it hotter: expert busts the scraping myth.
  3. Sue M. McDonnell & Michaela A. Kristula, University of Pennsylvania School of Veterinary Medicine: No effect of drinking water temperature (ambient vs. chilled) on consumption of water during hot summer weather in ponies.
Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce