Mit navn er Iben, og jeg er tolv år gammel. Jeg er bidt af en gal pony! Min far siger, at jeg lider af hestefonitis, som om det var en slags sygdom. Men det er det absolut ikke! Jeg er som sagt tolv år og pjattet med ponyer. Hvis du har tid, vil jeg gerne fortælle dig om alle mine oplevelser som rytter.
“Intet er bedre end ponyårene”
Intet er bedre end ponyårene! For ponyer er vilde, modige og så er de bare altid med på den værste. De svømmer gennem bølgerne som badeænder, med deres ryttere sikkert på ryggen. Ponyer elsker at tage sig en ordentligt fræser på stubmarkerne. Deres muler er så bløde, og man bliver helt blød i knæene, når man kysser dem! Ponytiden skal bruges fuldt ud.
Mit største problem er bare, at jeg ikke har min egen pony… Jeg har altid været vild med ponyer. Dengang jeg var lille og legede med Barbiedukker ville jeg helst kun lege, at jeg havde min egen rideskole. Heldigvis var det en leg, min lillesøster, Isabella på ti år, også godt kunne lide.
Vi går begge to til ridning to gange om ugen, og jeg er så heldig, at jeg også har halvpart, så det føles næsten som om, jeg
har min egen pony.
Læs også: Ponyfar: 10 ting, du har erfaret som forælder til en hestetosse
“Nu var vores tid sammen slut”
Dagen i dag var dagen, hvor vi skulle flytte. Far var blevet forfremmet, og vi skulle flytte ind i et hus to timer væk fra, hvor vi boede nu. På væggen over min seng hang min samling af rosetter. Jeg havde hele femten stykker! De fleste af dem havde jeg vundet sammen med Candy, min yndlingshest, ovre på rideskolen.
Jeg havde haft part i Candy i snart to år. Til august skulle vi have fejret, at vi havde været sammen og været bedste venner i to år! Hun var den smukkeste, rødbrogede hest på rideskolen og ret svær at ride. Derfor var det kun de erfarne elever, der red på hende.
Men i dag skulle vi tage afsked med hinanden. På mit natbord lå alle de bedste billeder, jeg havde af mig og Candy. Nu var vores tid sammen slut. Det skulle ellers have været de fedeste ponyår, vi skulle have haft sammen. Tanken om, at vi ikke ville få chancen for at vinde mindst hundrede rosetter sammen, fik det til at gøre helt ondt i min mave.
Læs også: 5 ponytyper, du altid møder til stævner
“Deres springbane var gigantisk!”
Mor havde fundet min iPad frem til mig. Som sagt var hun ikke sådan en, der mente, at børn skulle have ret meget skærmtid, så det var bestemt ikke en ejendel, jeg så hver dag.
“Skal vi ud at køre?” kom jeg til at spørge. Mor rystede på hovedet og lo. “Nej, men jeg tænkte, det var lettere at finde en god rideskole på den her!”
Jeg satte mig ved siden af mor, tændte for iPadden og skyndte mig at google rideskoler i mit område. Heldigvis kom der en masse frem! Jeg
havde frygtet, der slet ikke ville være nogen som helst, navnlig fordi vi nu boede tæt på en stor by. I byer var der biler, ikke heste.
“Hvad med den her?” spurgte jeg begejstret.
Jeg var forelsket! Ikke i en dreng eller en hest, men i en rideskole. Denne her rideskole lignede alt det, jeg gik og drømte om. To ridehaller, ridelæreren havde redet internationale springstævner, og deres springbane var gigantisk! På nogle af billederne sprang ponyrytterne over nogle gigantiske spring, der var meget højere end dem, vi havde sprunget over på min nu gamle rideskole. Selv ikke engang privatrytterne, der havde deres egne ponyer, havde sprunget så højt.
Læs også: Til ponymor og ponyfar: Er du det gode eksempel over for dit barn i stalden?
