Glæd dig til Haflinger DM: Sport, fest og fællesskab i særklasse
Læs mere →
Vi hestefolk elsker at give gode råd god til hinanden. Ikke mindst for at hjælpe hinanden, men også for at hjælpe hestene. Men er vi indimellem også lidt for gode til at give hinanden råd, vi ikke er blevet bedt om?
Læs også: 8 uskrevne regler hos hestefolket
Måske har du hørt om begrebet mansplaining. Det betyder ifølge Den Danske Ordbog, at mænd på en nedladende måde forklarer kvinder noget, de ikke selv har spurgt ind til. Begrebet er opfundet af den amerikanske forfatter og feminist Rebecca Solnit. Hun mener, at nogle mænd har det med uhensigtsmæssigt at ville forklare kvinder, hvordan verden hænger sammen. Også selvom kvinderne ikke selv har bedt om det.
Spørgsmålet er, om man på samme måde kan tale om horsesplaining, når vi hestefolk smider om os med gode råd til hinanden, uden at være blevet spurgt?
Læs også: Er din hest ensom? Social isolation kan være skadeligt for din hest
Mon ikke du har prøve at stå i en situation, hvor en anden i stalden – måske venligt ment – har forsøgt at give dig gode råd om, hvordan du skal omgås din hest? Hvordan du skal stige op, hvordan bandagen skal lægges, hvilken foder du bør give din hest og så videre.
“Du bør nok overveje et andet bid, hvis din hest åbner munden!”, siger en anden rytter på banen, mens din hest stikker af med dig på ryggen, kyler dig af i den største mudderpøl og triumferende lunter over til udgangen.
“Dens dækken er altså for stort? Det går simpelthen ikke”, fortæller din staldven dig, efter du har lukket din hest ind. Det eneste, du har lyst til at sige er: “Spurgt!?”.
“Ej, du gør det forkert. Sadlen skal ligge længere tilbage”, hører du en forbipasserende på staldgangen sige. Du forsøger venligt at rette den til uden at afsløre din ekstreme irritation over dén kommentar.
Eksempler er uden tvivl lidt karikerede, men essensen er til at forstå, ikke?
Læs også: Er vores heste emotionelle skraldespande?
Vi er ganske sikre på, at langt størstedelen af de gange, vi går og retter på hinanden og giver gode råd uden at være blevet spurgt om noget, skyldes kærligheden til hestene. Vi bekymrer os ikke kun om vores egne heste, men også om hinandens. Det er dyr, vi værner om og holder af. Men vi skal også huske hinanden – vi skal også ville hinanden det bedste.
Sagen er den, at når du sætter dig på en hest for første gang, bliver du en del af en “klub”. Den klub består af andre ivrige hestefolk, der er lige så passionerede omkring deres sport og dyrene, som du helt sikkert selv er. Disse mennesker kommer fra nær og fjern, fra stalden, fra internettet og fra de sociale medier. De er at finde over det hele.
Klubben af hestefolk er en velmenende og videbegærlig klub, der elsker at snakke om alt fra korrekt ridning til kolik og hvordan man skal klappe sin hest. Det er et kontant fællesskab, særligt online, hvor de gode råd såvel som de mindre mindre gode af slagsen kastes imod dig, så snart du stiller et lille spørgsmål. Domstolen af hestefolk kan med andre ord være hård, og det kan indimellem kræve sit at holde hovedet højt. Men husk altid på, at det oftest videregives i en god mening.
Det kan uden tvivl være enormt stressende at tage højde for alles holdninger til dit og dat. Problemet bliver nok ikke mindre af, at vi hestefolk er en del af et markant præstationssamfund, hvor vi ofte føler, vi skal stræbe efter at være bedst. Vi kan hurtigt komme til at føle, at vi skal være gode til det meste og dårlige til det mindste.
Prøv at lade være med at have det sådan. Det er helt okay. Giv i stedet dig selv et solidt skulderklap og mind dig selv om, at det er helt fint, at du har de holdninger og tilgange, som du tror på. Det er mere end okay at være i tvivl og spørge om råd. Men husk nu på, at den bedste rettesnor du har, er den, der findes i din egen mave. Du er god nok, og du er endnu bedre, hvis du kan vise andre, at de også er det. Det gør du allerbedst ved ikke selv at give dem alt for mange gode råd uden de selv viser, at de har brug for det.
Læs også: Sådan træner du dit menneske