Har du hest på boks, så har du helt sikkert stillet dig selv spørgsmålet om, hvilken strøelse, der er bedst – og ikke mindst billigst. Meget afhænger selvfølgelig af, om du har et vaskeægte bokssvin eller en hest, der pertentligt stabler pærerne i det ene hjørne. Uanset hvad, så er det en god ide med jævne mellemrum at overveje, hvilken type der passer bedst til netop din hest, og om bunden lever op til det, den skal.
Vi gennemgår de forskellige typer boksstrøelse og læner os op af eksperters vurdering af materialernes sugeevne og pris. Vi vil samtidigt pege på, hvilken type underlag, der passer bedst til heste, der er renlige kontra heste, der er bokssvin. Igennem artiklen vil vi også kigge på typer af strøelse og deres sundhedsmæssige fordele, hvis din hest eksempelvis har dårlige hove eller allergi.
Bunden er lidt af en videnskab
Først og fremmest skal en bund sikre, at din hest ligger blødt. Madrassen skal være fjedrende og kunne give efter, når din hest lægger eller rejser sig. Samtidig skal den være tilpas dyb, så hesten ikke skraber ben eller albuer. Bunden skal også have en isolerende effekt, så kulde fra jorden holdes ude og din hest er varm og tør. Og sidst men ikke mindst skal den være tør. Ammoniakken fra hestens urin skal suges og indkapsles af bunden, så den ikke kan trænge op i hovene og gøre skade. Alt sammen noget af en videnskab.
Bokssvin vs. renligheden selv
Dertil kommer, at ikke to heste er ens. Nogle heste lægger deres pærer rundt omkring i hele boksen og har ikke noget imod at træde på dem. Det samme gælder tissepletter. Andre heste er meget renlige og sørger for at lægge dem samme sted hver dag. Disse forskelle i hestenes temperament og renlighed gør, at en type strøelse passer godt til den renlige type hest, mens andre passer bedre til bokssvinet, både når det kommer til hygiejnen og ikke mindst din pengepung.
Og så er der jo lige dig…
Og til sidst er der jo også spørgsmålet om din renlighed. Er du typen, der helst fjerner tis og bundmuger hver dag? Eller opbygger du en bund som en anden husmor laver surdej? Dit temperament har også meget at sige i forhold til, hvilken type strøelse, din hest egner sig bedst til.
Lad os komme i gang med at kigge på de forskellige typer bundmaterialer, deres fordele og ulemper og ikke mindst de sundhedsmæssige fordele.
Spåner
Spåner er noget af den mest udbredte strøelse i danske stalde. Spånerne er som regel lavet af nåletræ og kan fås i en grov og fin udgave. Spåner giver en dejlig lys boks med frisk duft af træ. De er forholdsvis nemme at samle pærer op i, og så kan de absorbere helt op til 250% fugt.
Vurdering
I nogle tilfælde kan spåner ikke helt fjerne lugten af ammoniak. Så hvis du har en hest, der foretrækker kun at tisse i boksen eller du foretrækker at bygge en tyk bund, så er spåner måske ikke det oplagte valg.
- Fordele: Suger godt, giver lyst og lækkert staldmiljø, nemt at muge pære ud i, godt til heste, der er forholdsvis renlige.
- Ulemper: Lugten af urin kan være fremtrædende, hvis ikke tissen fjernes hver dag. Vi anbefaler derfor ikke spåner som eneste materiale at bygge bund af.
Træ- og halmpiller
Træ- og halmpiller er fintmalede spåner, som tørres og presses. De fåes i forskellige størrelser (6 mm. og 8 mm.). 8 millimeter er at foretrække, da de kan suge mest. 1 kubikmeter træpiller kan absorbere mere urin end 9 kubikmeter træspåner, så træpillerne er oplagte i kombination med andre typer strøelse eller som bund til heste, der tisser meget indenfor.
Mange hestefolk begår den fejl at de opbløder pillerne inden de lægges i boksen. Det er uhensigtsmæssigt, da du dermed fjerner træpillernes evne til at suge væske.
Vurdering
- Fordele: Velegnet til heste, der tisser meget, og hvor du ønsker at bygge bund. De er særdeles nemme at muge ud i og nemme at bygge bund af.
- Ulemper: I tørt vejr kan de støve rigtig meget og er derfor ikke velegnede til heste med allergi.
Tørv
Tørv er et lidt mere teknisk produkt og kræver, at du ved, hvad du laver. Det er ikke noget nyt produkt, da det i generationer er blevet brugt som underlag i kostalde og hestestalde, og det er der en god grund til. Tørvestrøelse har en enorm absorberingsevne på op til 10 gange dens egen vægt.
Da tørv ikke indeholder cellulose, bruges kvælstoffet ikke til kompostering, som for eksempel ved træpiller og spåner, men det afgives direkte som gødning. Det betyder, at mange landmænd er glade for at bruge din brugte bund som jordforbedringsmiddel.
Tørv er teknisk på den måde, at det bedst egner sig til at bygge bund, og det er vigtigt, at du bygger bunden op af flere lag og over flere uger. Hvis du formår dette, har din hest en elastisk og tør madras at ligge på.
Vurdering
- Fordele: Godt at bygge bund af, lugten er minimal og så er det allergivenligt.
- Ulemper: Det er en dyrere form for strøelser og så giver det et lidt mørkt staldmiljø.
Halm
Halm er nok den form for bundstrøelse, der deler vandene mest. Nogle er meget glade for det, fordi det giver hesten noget at tygge på døgnet rundt og ikke kræver så meget vedligehold i det daglige. Andre er mindre glade for halmens fedende egenskaber og mindre gode sugeevne.
Halm er velegnet til heste, der står meget inde, og som har brug for at holde sig beskæftiget. Undersøgelser viser nemlig, at en hest på halm holdes beskæftiget i 13 timer om dagen, modsat heste på andre typer underlag, som i gennemsnit er beskæftiget 3 timer dagligt.
Hvis du er typen, der ikke orker den daglige bundmugning, er halm lige noget for dig. De fleste ‘halmstalde’ muger nemlig kun i bund ca. hver 14. dag. I mellemtiden strøer man nyt frisk halm ud som toplag hver dag.
Der er heste, som ikke kan tåle at stå på halm. De spiser det hele, er allergiske for støv eller er i risikogruppen for at få kolik pga. forstoppelse i tarmene. Hvis din hest spiser meget af madrassen, skal du være opmærksom på, om det er hvede- eller byghalm. Hvedehalm er mindre smagfuldt, og dermed vil din hest spise mindre af det.
Halm har ryg for at være dårlig for hovene, da det ikke har samme sugeeven som eksempelvis træpiller eller spåner, og således ikke kan indkapsle amoniakdampene lige så godt. Så har du en hest med dårlige hove eller tendens til sur stråle, så anbefaler vi ikke halm.
Vurdering
- Fordele: Ekstra lang tyggetid til heste og derfor velegnet til heste med lang bokstid.
- Ulemper: Bør ikke anvendes til nøjsomme heste eller heste med allergi eller dårlig hovkvalitet. Halm fylder meget på møddingen og så kræver det ofte en maskine, når der skal bundmuges.
Hamp
Hampstrøelse har en meget stor sugeevne. Strøelsen kan suge op til 500 % og skaber et godt og fjerdrene underlag, som er skånsomt mod hestens hove. Dyrkningen af hampen sker pesticidfrit og derfor er det velegnet til allergiheste. Halm er i mange tilfælde en billigste løsning, og et godt alternativ til spåner. Da hamp kommer i lidt grovere kvalitet end eksempelvis spåner, kan det godt give små rifter i sensitive områder.
Hamp er velegnet til at bygge bund af og til at bundmuge dagligt. Det lugter ikke på samme måde som spåner gør i bokse, hvor der er meget urin.
Vurdering
- Fordele: Kan bruges til daglig bundmugning og til at bygge bund af.
- Ulemper: er lidt grovere i strukturen, så det kan give rifter i sensitive områder.
Kilder
Equus Magazine