Annonce

Hvorfor og hvordan gulerodsøvelser

Af dyrlæge Ulla Vestergaard Andersen

For at de forskellige led i rygsøjlen og benene fungerer optimalt kræver det, at de stabiliserende muskler gør det de skal – nemlig stabiliserer leddet – mens de store kraftskabende muskler gør det de skal – nemlig bevægelse. Hvis de stabiliserende muskler af en eller anden grund er blevet inaktiveret, skal de kraftskabende muskler overtage den stabiliserende funktion, hvilket gør hestens bevægelser mindre. Skader og smerte er to af de vigtigste faktorer i forhold til inaktivering af de stabiliserende muskler, og de inaktiverede muskler reaktiveres ikke uden specifikke øvelser – som for eksempel gulerodsøvelser.

Man ved fra mennesker, at risikoen for at få ondt i ryggen igen inden for et år, er 80%, mens denne risiko er mindsket til 30% efter at have udført et træningsprogram, der er målrettet aktivering af de stabiliserende rygmuskler (multifidus musklerne). På baggrund af denne viden er der lavet forskning hos heste, hvor man har benyttet sig af gulerodsøvelser som dynamiske aktiveringsøvelser – der er altså ikke tale om strækøvelser i klassisk forstand. Forskning har vist, at selv hos heste, der har boksro i 12 uger, hvor øvelserne blev udført en gang dagligt, med fem gentagelser af hver øvelse, fem dage om ugen i 12 uger, kan disse gulerodsøvelser øge tværsnitsarealet af multifidus musklerne og mindske forskellen mellem de to sider – med andre ord blev hestene mere symmetriske i de stabiliserende rygmuskler.

Et andet studie med rideterapiheste viste, at det at udføre gulerodsøvelserne en gang per dag med fem gentagelser, tre gange per uge i seks uger også øgede multifidus musklernes tværsnitsareal og mindskede forskellen mellem siderne.

De gode gulerodsøvelser

De syv øvelser, der blev brugt i studierne er:

  • Mule til bryst. Øvelsen udføres i midtplanet med lige hals og hoved og har til formål at træne de stabiliserende muskler øverst i nakken.
  • Mule til forknæ. Øvelsen udføres i midtplanet med lige hals og hoved og har til formål at øge stabiliteten midt i halsen og træne løft af brystryggen.
  • Mule til forkoder. Øvelsen udføres i midtplanet med lige hals og hoved og har til formål at øge stabiliteten nederst i halsen og træne løft af brystryggen.
  • Stræk frem. Hesten skal blive stående med vægten tilbage og række hoved og hals lige frem. Hold eventuelt en hånd på hestens bryst.
  • Stræk til siden – til gjordlejet. Vær opmærksom på, at hesten stiller sig korrekt i nakken og ikke tilter hovedet. Ved strækkene til siden synes jeg, det er lettest at korrigere ‘forkert’ stilning ved at stå på ydersiden af bøjningen og korrigerer stilningen ved at flytte godbidden mod den side øret er lavest – det får hesten til at korrigere bevægelsen i nakken.
  • Stræk til siden – til flanken. Igen, vær opmærksom på at hesten stiller sig korrekt i nakken og ikke tilter hovedet. Her sker en hel del af bevægelsen nederst i halsen samt i brystryggen.
  • Stræk til siden – til hasen. Igen, vær opmærksom på at hesten stiller sig korrekt i nakken og ikke tilter hovedet. Også her sker en hel del af bevægelsen nederst i halsen samt i brystryggen. Hesten trykker aktivt fra med det udvendige benpar og aktiverer mavemusklerne for at kunne stå stille og strække sig hele vejen rundt.

God fornøjelse med dine gulerodsøvelser

Om dyrlæge Ulla Vestergaard Andersen
Uddannet som dyrlæge (cand.med.vet) i 2009 fra Københavns Universitet, LIFE. Som afslutning på studiet skrev hun speciale inden for hestens parasitologi. Undervejs og efterfølgende har Ulla modtaget efteruddannelse inden for akupunktur, kiropraktik og osteopati (funktionel indirekte teknik) på dyr.
Besøg Ullas hjemmeside her. 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce