Det er lidt som at sætte en gammel, ridset grammofonplade på. Den kører i samme rille hele tiden og gentager en sætning igen og igen. På samme måde fortæller vi gang på gang os selv, når vi sidder på ryggen af vores heste: “Indvendige ben til udvendige tøjle!” Men hvad er egentlig tanken bag teknikken? Hvorfor er det så vigtigt? Og hvad skal man helt konkret gøre?
Udfordringen for rytteren
Ridning handler om balance og om at finde den rette følelse, som kommer så tæt på hestens egen følelse som muligt. Den helt store grund til, at vi ryttere kan have svært ved at opnå dette i samarbejde med hesten, er, at vores hjerne tænker ud fra, at vi har to ben og ikke fire. Det er derfor helt normalt for den menneskelige hjerne at tænke, at når man vil dreje noget til siden, som man har foran sig – for eksempel en hest – skal man foretage en kraftig bevægelse i den retning, man ønsker at bevæge sig i. Det kan være at tage kraftigt i den indvendige tøjle, ligesom man drejer rattet på en cykel eller i en bil. Det er naturligvis helt forkert at gøre, når man sidder på en hest.
Fordi hesten har fire ben, fungerer dens koordinering – samspillet mellem krop og hjerne – ikke ligesom menneskets. Når den bevæger sig, arbejder den i høj grad diagonalt. Derfor skal man som rytter ride med indvendige ben til udvendige tøjle.
Læs også | digitalt magasin: Sådan adskiller hesten og menneskets hjerne sig fra hinanden
At arbejde diagonalt er med andre ord helt naturligt for hesten. Det er en refleks. Vi mennesker må imidlertid bruge vores hoved grundigt, for at huske os selv på det. Og jo flere gange, vi gentager det, jo nemmere bliver det for os. Det kommer så at sige til “at sidde på rygraden”, når vi træner det nok. Dog vil vi altid have brug for at tænke over det og minde os selv om det, for at opretholde evnen til at gøre det.
En god øvelse til at træne det at kunne ride hesten frem for indvendige ben til udvendige tøjle er skiftevis at få hesten til at lave sidebevægelser og gå ligeud. Lav for eksempel en schenkelvigning fra et hjørne og halvt ind mod midten, hvorefter du rider er par meter ligeud. Derefter rider du en schenkelvigning tilbage mod hovslaget og atter ligeud, når I rammer hovslaget.
Uden udvendige tøjle og indvendige ben, vil du og hesten falde indad
Det er helt basal viden, at den udvendige tøjle er med til at holde hesten på plads på sporet, mens den indvendige er med til at lede hesten og runde den af. Uden teknikken vil hesten falde ind i volten, når du drejer den. Det kan bedst sammenlignes med, at man også er nødt til at fordele sin vægt rigtigt, når man sidder på en cykel og skal dreje. Ellers vil den vælte indad til den side, man drejer.
Læs også: Sådan opnår du den optimale skridt
Sådan rider du med indvendige ben til udvendige tøjle
- Overkrop: Drej din overkrop i den retning, du ønsker at hesten skal gå. Vil du dreje hesten, skal du dreje din overkrop i den retning. Sørg for også at kigge i den retning med dit hoved. Jo mere du ønsker at dreje hesten, jo mere skal du også selv dreje i overkroppen.
- Indvendige sædeben: Sørg for at lægge vægt på det sædeben, der er indvendigt i forhold til den vej, du ønsker at ride. Ved at gøre det fortæller du hesten, hvordan den skal fordele sin egen vægt, når den samler sig under dig. På den måde forbereder du den på at dreje.
- Indvendige ben: Brug din indvendige schenkel til at lægge pres på hestens indvendige side. Hesten bør vige en smule for dette pres.
- Udvendige tøjle: Din udvendige tøjle skal støtte op og opfange energien fra det pres, din indvendige schenkel giver. Har du givet hesten et for stort pres med indvendige ben, vil du sandsynligvis også få behov for at tage lidt mere fat i den udvendige tøjle for at få hesten til at blive på sporet.
- Udvendige ben: Dit udvendige ben bruges til at fortælle hesten, at dens bagpart skal følge med. Hesten skal altså kunne flytte sig for din udvendige schenkel på præcis samme måde, som den kan flytte sig for din indvendige schenkel.
- Indvendige tøjle: Din indvendige tøjle forholder sig forholdsvis passivt, men skal ganske let vise hesten, hvad vej, den skal gå. Det gøres ved at lægge et let pres i hestens mund i den pågældende side.
Læs også: Den vigtige basistræning: Få hesten til at strække sig frem og ned
Kilder
Ashleen Lee, The Plaid Horse: The Madness Behind the Inside Leg to Outside Rein
Dressage Today, Instagram: To achieve the correct connection on the outside rein during a turn…
Horse Listening: “Inside Leg To Outside Rein” – The Cheat Sheet