Militaryrytter Bianca Bagge: Find modet, når du skal springe i terrænet

Er du forundret over, hvordan nogle ekvipager tør springe over massive træstubbe, kæmpe kævler og dybe grøfte ude i terrænet? Eller hvordan militaryryttere tør styre mod de store faste forhindringer i noget, der kan synes som mere end almindelig fuld fart på ryggen af deres iltre heste? Er du tilmed bekymret for selv at skulle ud og konfrontere de faste forhindringer i den danske natur, så er vi stensikre på, at du langt fra er alene – og vi forstår dig godt. At springe over faste forhindringer er bestemt ikke ufarligt, og man skal gøre sit bedste for at vide, hvad det er, man gør. Gør man det, kan man få helt nye og udfordrende, tillidsvækkende oplevelser med sin hest.

Annonce

For at hjælpe dig til at blive lidt mere fortrøstningsfuld med den hardcore ridedisciplin, har vi interviewet militaryrytter Bianca Bagge. Hun bidrager med en historie om, at selv en topdygtig terrænrytter, der er vant til at ride på højt niveau, må gørenoget aktivt for at blive ved med at have is i maven. Noget af det vigtigste, mener Bianca, er at få så mange gode ture som muligt, der kan opveje de dårlige, der unægtelig også kommer et par stykker af, hvis man går helhjertet ind i det. Dog påpeger Bianca, at det altid er vigtigt for ens egen sikkerhed, at man er realistisk omkring, hvorvidt man mentalt egner sig til terrænridning eller ej, og at man husker på, at den mentale styrke tager tid at bygge op. Her kan du læse Biancas svar på vores spørgsmål om, hvordan man som rytter finder modet til at turde springe i terrænet.

Læs også: Militaryrytter: Sådan introducerer du din hest til at springe i terrænet

Ridning i terrænet

Hvad er vigtigt for dig, når du rider og springer i terrænet?

For mig er det vigtigste, at det er sikkert at ride i terrænet.Det betyder desværre også, at jeg indimellem får nogle tidsfejl, fordi jeg til enhver tid foretrækker at lægge et ekstra galopspring ind, hvis jeg er i tvivl om afstanden. Det er helt sikkert noget, der stadig sidder i mig efter et styrt, jeg havde i 2015. Men jeg synes ikke, det har gjort mig til en dårligere rytter. Jeg tænker bare mere over, hvor der kan være udfordringer, der kræver ekstra opmærksomhed, når jeg går en bane.

Som det gælder for de fleste militaryryttere er terrænet klart min favoritdisciplin –ellers red man nok ikke military. Jeg elsker farten, adrenalinen og kompleksiteten. Der bliver lagt utrolig meget energi i at gå en terrænbane –specielt i de højere klasser (2*-5*). Man skal have en plan for hvert enkelt spring, en plan for tempoet, linjerne, hvor kan man spare tid, hvilket underlag er der rundt på banen og så videre. Man skal kende sin hest, dens galop og dens mod for at kunne lægge en god plan – og det elsker jeg.

Som terrænrytter vil jeg sige, at jeg er relativt selvsikker uden at være overmodig, og det gør, at jeg sjældent erden hurtigste i klassen. Men til gengæld er jeg hellerikke kommet ret meget til skade.

Hvad mener du, er de største og vigtigste forskelle på at springe på en bane og springe i terrænet?

Der er rigtig meget, der er anderledes ved terrænspringning kontra ridebanespringning. Udover at forhindringerne er faste, er der også mange flere forskellige typer forhindringer. Det skal dog også nævnes, at der er en hel del af forhindringerne, som ikke længere er 100 % faste, men udløses hvis hesten støder voldsomt på springet eller lander i det. Systemet er til for at mindske risikoen for rotationsfald og hedder MIM.

Udover lodrette, oxere og trippelbarer er der grave, vandspring, spring med dybe landinger, spring op ad bakke, spring ned ad bakke, hjørner, smalle forhindringer og så videre. Alle disse forskellige typer forhindringer kræver en forskellig tilridning, tempo og opstilling.

Derudover rider man på varierende underlag, som også skal medregnes i ens tilridning og valg af tempo. Man rider på én måde, hvis man rider på græs, og det har regnet –og man rider på en andenmåde, hvis det har været tørvejr en måned, og bunden er hård.

Sidst men ikke mindst er der tempoet. I terrænet rider man i et markant højere tempo. Det gør det nemmere at lave fejl, fordi springene kommer hurtigere. Så det eneste, der i mine øjne egentligkan sammenlignes mellem ridebanespringning og terrænspringning, er, at vi forcerer forhindringer. Derfor er det også vigtigt at skelne mellem at ride 100 cm i ridebanespringning og en CNC100 militaryklasse. Sværhedsgraden kan slet ikke sammenlignes.

Annonce

Hvad er din mest betydningsfulde oplevelse i terrænet?

Ida havde en overgang lidt udfordringer med vandspring –senest til et stævne i foråret 2019. Her fik jeg et stop til et stævne i Tyskland, hvor man skulle springe ud i en sø. Senere på året red jeg et 3* stævne i Segersjö i Sverige, hvor de har det vildeste vandspring. Det var det sværeste, jeg nogensinde har set i en 3* klasse. Under halvdelen af klassens 46 ekvipager kom fejlfrit i mål i terrænet, og vandspringet var uden sammenligning den forhindring, der inkasserede flest fejl. Ida var en af de heste, der på mest overbevisende måde klarede det svære vandspring, hvor man fra en sø skulle springe ind i et hus. Hun gjorde det helt uden problemer. Det var en super fed følelse.

Mod og tro på sig selv

Hvad er det vigtigste for, at man kan blive en modig og en mentalt stærk terrænrytter?

Det kræver, at man tror på sig selv og har en dygtig og kompetent træner. Og ikke mindst kræver det, at man har en god og sikker hest. Jeg har selv uddannet alle mine heste fra bunden, men jeg har også været heldig, at de alle har været modige og forhindringskloge, hvilket har medført atjeg hurtigt har følt mig sikker.

Det er dog vigtigt at vide, at man ikke bliver en selvsikker rytter fra dag et. Det kræver en masse gode ture. Sådan har det i hvert fald været for mig. Det er de gode ture, der gør, at man bliver mentalt stærk og selvsikker. Jo flere gode ture, man får i bagagen, jo mere selvsikker bliver man.

Jeg var rigtig mange år om at komme op og ride de større klasser (2* og 3*), og det har gjort, at både mig og mine heste er selvsikre efter så mange gode og ”nemme” ture på de lavere niveauer. Jeg startede med at ride military i 2003, men debuterede først i 3* 10 år efter og red min første 4* i 2019. Så det er kommet stille og roligt.

Hvad betyder hesten for, at man som terrænrytter kan oparbejde tro på sig selv?

Det handler selvfølgelig også rigtig meget om den hest, man sidder på. Hvis ikke den har kapacitet til den klasse, man styrer ud i – eller endnu værre; hvis den er for overmodig uden at have den korrekte teknik og formåen – så er det svært at undgå en dårlig oplevelse. Ida er en af de heste, der er fuldstændig frygtløse og kaster sig hovedkulds ud i alt, jeg styrer på. Derfor er det min opgave at sørge for at holde et godt tempo, der gør, at ridningen over springet eller gennem kombinationen ikke bliver en farlig situation. Hun er en hest, der skal holdes tilbage, for ellers er der simpelthen ikke plads. Heldigvis er hun med alderen blevet mere lydig. Hun har altid været lynhurtig på benene og i stand til at redde os ud af enhver ’sticky situation’.

Noget af det vigtigste er netop hestens temperament, dens galop og så selvfølgelig dens springteknik –mere specifikt forbensteknikken. For når man springer i så højt tempo på faste forhindringer, er det vigtigt at have en hest, der er hurtig foran.Selv de bedste ryttere i verden har ind imellem en tur, hvor der er en afstand eller to, der ikke sidder i skabet. Her er det vigtigt at have en hest, der er forhindringsklog og kan redde sig sikkert ud af situationen.

Læs også: Ægtepar klar til Danmarksmesterskaberne i military sammen med et rekordstort felt

Hvad har du selv gjort for at komme videre efter en ubehagelig oplevelse i terrænet?

Jeg er styrtet to gange, siden jeg begyndte at ride military. I 2015 brækkede jeg min arm og ødelagde et led i min skulder. Jeg blev opereret i skulderen et år efter og har sidenhen stort set ikke haft nogen mén. Da jeg første gang efter styrtet skulle ud af startboksen, havde jeg det ikke særlig godt. Men min mor og veninde huskede mig på allede store baner, jeg tidligere havde redet uden problemer, og da først jeg red afsted, gik det også lige så fint, som det plejer.

Annonce

I 2019 styrtede jeg til NM på Vilhelmsborg. Her var det mere ærgrelse, der ramte mig end frygt. Jeg kom i lidt for stort tempo ind over en forhindring og skulle dreje skarpt til højre. Desværre var jorden ret hård, og de mordax, der sad i skoene på Idas bagben, fik slet ikke fat i underlaget. Hun gled, og jeg endte på jorden på benene. Hverken hun eller jeg kom til skade –gudskelov. Oplevelsen betød dog, at jeg til de næste stævner var meget opmærksom på underlaget og på mit valg af mordax. Hver gang der var skarpe sving, red jeg i et endnu lavere tempo end normalt, da frygten for at glide stadig sad i mig. Efter et par stævner var det væk igen, og jeg har nok bare fået en vigtig lærestreg med i bagagen hvad angår mordax, fart og støtte på udvendige tøjle i skarpe sving.

Hvad mener du, man bør gøre efter en dårlig oplevelse for at få selvtilliden og modet tilbage?

Jeg tror, det er rigtig vigtigt at lytte til sig selv. Som udgangspunkt er der meget få mennesker, der er i stand til at træffe rationelle beslutninger, hvis de er lammet af angst. Så er man rigtig bange, så skal man lade være. Man rider ikke godt, når man er bange, og så er det netop, at man kan havne i en potentiel farlig situation.

Som udgangspunkt træner jeg ikke terrænspringning ret ofte påde rutinerede heste. Men efter mit styrt i 2015 var jeg ude at træne en gang ugentligt, inden jeg meldte til stævne igen. Det hjalp rigtig meget, og det kan jeg klart anbefale, hvis man ender i sådan en situation.

De er også vigtigt at tænke på, hvor meget man tidligere har redet helt uden problemer, og at det måske kun er denne ene gang, det er gået galt. Den tanke var rigtig betydningsfuldt for mig, da jeg styrtede. Resten af sæsonen i 2015 red jeg meget langsomt. Det var vigtigt for mig, atalle afstande passede 100 %, og jeg tog ingen chancer. Sidenhen har jeg heldigvis fået lagt det fra mig og er bare blevet en mindre dumdristig og mere sikker terrænrytter.

Vi håber, at denne artikel kan hjælpe dig med at finde modet, når du skal springe i terrænet. For mere inspiration kan du følge Bianca på Instagram og Facebook.

Læs også: Militaryrytter: Ridebanespring og terrænspring kræver hver sin teknik