Når man føler sig udenfor i staldfællesskabet
Læs mere →
At være en del af hesteverdenen kræver indimellem mod. Vi omgås store dyr, som kan reagere uforudsigeligt, og situationer, hvor vi ikke altid har fuld kontrol. Alligevel kan det være overraskende svært at indrømme, når noget gør os nervøse.
For hvorfor føles det nogle gange, som om man helst skal være frygtløs for at være en rigtig hesteperson?
Måske har du redet i mange år og føler derfor, at du burde kunne håndtere de fleste situationer. Men pludselig er der noget, der gør dig usikker.
Det kan være en hest, der bliver forskrækket på tur, en dårlig oplevelse på ridebanen eller tanken om at skulle galopere igen efter et fald.
Alligevel kan det være svært at sige højt, at man faktisk er bange. For hvad tænker de andre? Burde man ikke kunne klare det, når man har haft med heste at gøre i så mange år?
Men erfaring betyder ikke, at man aldrig bliver usikker. Selv erfarne ryttere kan opleve situationer, der udfordrer deres mod.
Det bliver ikke nødvendigvis lettere, når man ser andre ryttere håndtere situationer, som man selv synes er grænseoverskridende.
Måske rider din staldveninde ubekymret ud alene, mens du helst vil have nogen med. Eller måske springer andre uden tøven, mens du selv får ondt i maven ved tanken.
Pludselig kan man komme til at føle sig mindre dygtig, bare fordi man er mere forsigtig.
Men vi har alle forskellige grænser og erfaringer. Det, der føles helt naturligt for én rytter, kan være en stor udfordring for en anden.
Nogle gange opstår usikkerheden efter en konkret oplevelse. Måske er man faldet af, blevet sparket eller har oplevet, at hesten løb fra én. Selvom man fysisk er kommet sig, kan oplevelsen stadig sidde i kroppen.
Måske bliver man mere opmærksom på hestens bevægelser, spænder op under ridningen eller begynder at undgå bestemte situationer.
Det kan være frustrerende, især hvis man tidligere har gjort de samme ting uden at tænke over det.
For man kan godt have erfaringen og færdighederne, men stadig have svært ved at finde den gamle tryghed igen.
I nogle staldmiljøer kan der være en forventning om, at man bare skal tage sig sammen og komme videre.
Måske får man at vide, at man bare skal sætte sig op igen, eller at hesten kan mærke, hvis man er nervøs.
Selvom kommentarerne ofte er ment som opmuntring, kan de også gøre det sværere at være ærlig om sin usikkerhed.
For hvis man føler, at frygt bliver opfattet som svaghed, er det måske nemmere bare at lade være med at sige noget.
Men det burde ikke være pinligt at fortælle, at man er nervøs. Tværtimod kan det være vigtigt at kende sine egne grænser, både for sin egen og hestens sikkerhed.
Måske skal vi ændre lidt på vores opfattelse af, hvad det vil sige at være modig i hesteverdenen.
For mod behøver ikke være at springe den højeste forhindring eller ride den mest udfordrende hest.
Nogle gange er mod også at sige nej, bede om hjælp eller indrømme, at man har brug for mere tid.
Det betyder ikke, at man aldrig skal udfordre sig selv. Men der er forskel på at arbejde med sin usikkerhed i et trygt tempo og på at presse sig selv, fordi andre forventer det.
Hesteverdenen rummer mange forskellige mennesker. Nogle elsker fart og udfordringer, mens andre trives bedst med rolige rideture og forudsigelige rammer. Og begge dele bør der være plads til.
For glæden ved heste handler ikke om, hvor meget man tør, eller hvor få bekymringer man har.
Måske ville det gøre hesteverdenen til et tryggere sted, hvis vi blev bedre til at tale åbent om de situationer, der gør os nervøse.
For man er næppe den eneste i stalden, der indimellem bliver bange. Og måske er det første skridt mod at genfinde trygheden netop at turde sige det højt.