Det kan godt være, at man siger, at hunden er menneskets bedste ven. Men vi mener nu også, at hesten gør det meget godt. Vi kan bruge dem til så meget andet end at ride på, og de kan bruges af så mange forskellige mennesker til alverdens fantastiske formål. Hestene er der altid, de svarer aldrig igen, ørerne er altid fremme, de er varme, rolige, og de giver altid en tur til at slippe tankerne fri. Ja, faktisk kan man vælge at se hesten som en terapeut. Hvad kan man mere ønske sig, når psyken eller fysikken er i stykker, og man har brug for at blive lappet kærligt sammen igen?
I det digitale magasin nr. 42 tager vi fat på alt, hvad der handler om hesten som terapeut for os mennesker. Ligesom Malgré Touts øvrige indhold er de digitale magasiner altid 100 % gratis at læse.
Pararytter: “Hvis jeg ikke rider, sidder jeg i kørestol efter 14 dage”
Hvad vil det egentlig sige at være pararytter? Hvordan er livet med hest, når det i forvejen er svært at få en hverdag til at hænge sammen? Og hvad betyder hestene egentlig? Vi har taget en snak med 23-årige Cecilia Rosell, der ejer den islandske hest Abel. Cecilia har adskillige diagnoser, men på trods af sine udfordringer insisterer hun på at have en positiv tilgang til livet og nyder hvert et minut med hesten.

Forskning bekræfter: Heste knytter stærke bånd til mennesker
Heste er flugt- og flokdyr og drevet af instinkter, som de bruger til at overleve. Det er ofte sådan, heste er beskrevet fra det mere biologiske perspektiv. Dog har forskere undersøgt, om der faktisk skabes et særligt bånd mellem mennesker og heste. Noget tyder på, at det er tilfældet.

Børn i hesteterapi: “Jeg stoler på dig, Comet”
Koncentrationsbesvær, forskellige mentale og fysiske diagnoser, uro og angst. Det er bare nogle af de udfordringer, børnene kan have, som er i terapi hos Vibeke Haarbye-Pedersen. Hun er uddannet og arbejder som hesteassisteret terapeut og har virksomheden Terapiheste terapiheste.dk, hvor børn får hjælp til en nemmere hverdag.

Hesten – en terapeut på fire ben
Nok gør han pengene små og bekymringerne store. Nok irriterer han mig, når han gang på gang taber en sko eller ødelægger sit dækken. Og nok har han både formået at sende mig på hospitalet med en brækket fod og givet mig flere blå mærker, end det nogensinde kan betale sig at tælle.
Sådan indleder Malgré Touts redaktør sin klumme om det at være hesteejer.

Besøgshesten Henning skaber glæde og succesoplevelser
Heste kan bruges til mange fantastiske formål. Blandt andet kan de sprede utrolig meget glæde. Nu skal du møde en hest, der har skabt ekstra meget lykke de seneste par år, nemlig besøgshesten Henning. Hans ejer, Gry, fortæller om passionen for at tage på visit med Besøgshestene, hvordan det foregår og deler ud af sine og Hennings fantastiske historier.

Læs også: Hestes nærvær bruges som terapi for psykisk sygdom