Indlæg af Jeanett Spelmann i forbindelse med et stævne
Pas nu på de frivillige: Suk… hvor pokker skal jeg starte… Jeg har i dag brugt endnu en weekend i dommertårnet – et hverv jeg elsker og ikke mindst brænder for, men i dag kører jeg hjem og er så ked af det og ærgerlig – ikke på mine egne vegne, men på de frivilliges vegne. For øv en behandling de frivillige fik af mange af de fremmødte ryttere og disses medbragte familier mm. Det jeg skriver nu er ikke skrevet med officialshatten på – dette er skrevet fra mig som helt almindelig person – det er vigtigt at folk lige husker det.
Jeg ønsker blot at dele min personlige oplevelse af stævnet, da jeg håber det vil give stof til eftertanke og forhåbentlig være med til at folk husker at passe på de frivillige – for uden dem, så afholdes der altså ingen stævner og hvis den opførsel, som jeg var vidne til i dag forsætter, så ender det med at vi ingen frivillige har, der vil afholde stævnerne.
Sagen er den, at der i går og i dag er faldet uanede mængder regn – faktisk så meget regn at selv de bedste og dyreste baner nok havde lagt fuldstændig under vand. Dette var desværre også tilfældet til det stævne jeg var til i dag – de frivillige knoklede deres rumpe ud af bukserne for at få det bedste ud af en rigtig træls situation. En situation klubben ikke selv var herrer over. De kan jo altså ikke bestille solskin på forhånd.
Læs også: Tiltræk flere frivillige
De forsøgte at dræne banerne, de forsøgte at flytte rundt, så noget kunne afvikles indenfor – ja, de gjorde simpelthen bare alt hvad de overhovedet kunne for at få det bedste ud af situationen og gøre alle glade. De prøvede at finde løsninger som tilgode så alle ekvipagerne, store som små og alligevel så blev de simpelthen behandlet så dårligt af mange af deltagerne. De blev talt grimt til og mange havde kun for øje for hvad der var bedst for dem og deres hest.
Et eksempel var, at da der blev klaget over at pony banen var umulig at ride i. Godt det tog klubben til sig og valgte at rykke resten af ponyklasserne på kort bane ind i ridehuset. Der gik to sekunder så var der ballade på hestebanen, fordi de ikke måtte ride over og opvarme på ponybanen. Bemærk altså den bane, som pony rytterne lige havde klaget over var uridelig. Og sådan kan jeg komme med flere eksempler.
De frivillige tog al balladen og de meget hårde ord med oprejst pande, men hvis nogen af dem havde trukket sig tilbage i to minutter. og lige havde fældet en tåre eller to, så havde jeg faktisk godt kunne forstå dem. Og hvis de efter dette stævne siger… “det her det vil jeg aldrig være med til at afholde igen.” Så har de min fulde forståelse og opbakning!
Men kære deltagere, tilskuere mm. Er det der vi vil hen? Vil I ikke godt blive bedre til at sætte jer i de frivilliges sted? Vil i ikke godt være bedre til at se stævnets afvikling som en helhed og ikke kun som hvad er bedst for MIG? Vil i ikke godt huske at anerkende de frivillige og udvise forståelse og ikke mindst tro på at de virkelig gør deres bedste? Vil I ikke godt huske at de er ULØNNEDE og at mange af de frivillige har fravalgt deres familier og egne heste for at være tilstede for at kunne arrangere et stævne for DIG? Vil I ikke godt huske at de sikkert ikke engang selv har haft tid til at ride med til pågældende stævne, fordi de har skulle gøre klar til stævnet, ikke kun på selve dagen, men også i ugerne op til.
Og huske at de måske også har taget en uges ferie fra deres arbejde for at kunne få stævnet klar? Og sidst men ikke mindst ræk hånden frem i stedet for! Løft i flok – vær løsningsorienteret. Spørg om der er en ekstra skovl og sæt en af dine fire medbragte hjælpere til at hjælpe med at få drænet banen – så kan de tre andre nok godt få den fjerde bandage rullet af din hest inden du skal ind på banen – ej, spøg til side.
Men helt ærligt – få hænderne op af lommen i stedet for bare at brok jer! Og hvis I ikke ønsker at hjælpe fysisk, så opfør jer i det mindste anstændigt og tal pænt og udvis tålmodighed. I har trods alt den mulighed at trække jeres hest ind i traileren igen og fravælge jeres start – den mulighed har de frivillige ikke – eller jo det har de vel, men I ville nok kigge noget, hvis alle de frivillige pludselig trak stikket midt i et stævne og sagde ” nu har vi fået nok – farvel og tak”.
Så næste gang i ryttere, deltagere mm. står i en lignende situation – for jo, der vil komme lignende situationer – det er jo Danmark vi bor i. Vil i så ikke godt trække vejret og huske på at det er frivillige mennesker, der arrangere det her og prøve at sætte jer i deres sted og opmuntre dem i stedet for og så i det mindste stikke hovedet ind efter i har redet og takke for stævnet og sige “godt kæmpet og vi krydser fingre for at solen skinner næste gang ”
Besøg Jeanetts side >> Jeanett og Zaba Vilsbæk – Fra drøm til virkelighed
