Portræt: Phillip Dutton, veteran med sigte mod sit ottende OL

Phillip Dutton har de sidste 15 år været en fast del af det amerikanske olympiske military-hold, og i en alder af 60 år er hans ambition også at være det i Paris til sommer. Inden da repræsenterede han sit fædreland Australien, med hvem han deltog i fire Verdensmesterskaber og tre Olympiske Lege. På trods af den fremskredne alder har Dutton umiddelbart ingen planer om at stoppe karrieren i den nærmeste fremtid. Dette er den korte version af historien om en lang karriere. 

De tidlige år og rejsen til Amerika

Duttons rideeventyr startede i hjembyen Nyngan, en lille by med mindre end 2000 indbyggere, placeret centralt i den australske stat New South Wales. Her red han og hans søskende på familiens farm, og han udviklede sine ridefærdigheder igennem hverdagsbrug af familiens heste. Denne baggrund førte ikke til nogen særlig ungdomssportskarriere for Dutton, men gav ham uvurderlig praktisk erfaring med heste, som siden er blevet brugt i hans tid som sportsudøver.  

LÆS OGSÅ: Hestedyrlæge om rollkur: “Der er aldrig nogen, som har lavet yoga, imens de går eller løber rundt”

I 1991 gjorde Dutton som de fleste andre Australske sportsryttere dengang og flyttede udenlands. Han rejste uden andet end sig selv og sin hest, True Blue Girdwood, også kaldet Jug. Han fandt ny base i Pennsylvania i USA og fik her lagt et sportsligt fundament, som i løbet af de næste år bragte ham til nye højder, og førte til at han var en del af det australske hold til verdensmesterskaberne i 1994 i Den Haag. Her endte det australske hold på fjerdepladsen, imens Dutton og Jug nåede 18.-pladsen i den individuelle konkurrence. Siden da er verdensmesterskaberne kun blevet afholdt én gang uden Duttons deltagelse, forrige år i Herning. I 1996 deltog Dutton og Jug i holdkonkurrencen til OL i Atlanta, hvor de sammen med det australske hold vandt guldmedaljer. Denne bedrift gentog Australien og Dutton, denne gang sammen med House Doctor, fire år senere i Sydney. 

International succes med USA

I 2006, efter at have repræsenteret Australien ved verdensmesterskaberne for fjerde gang, tog Dutton beslutningen om at ride for sit nye hjemland i stedet. Herefter skulle der ikke gå lang tid, før han vandt sine første medaljer med det amerikanske military-hold. I 2007 deltog han i de Panamerikanske Lege i Brasilien med hesten Truluck. Her gik det næsten så godt for ekvipagen som det overhovedet kunne, da de vandt guldmedaljer i holdkonkurrencen og sølvmedaljer i den individuelle konkurrence, kun overgået af deres holdkammerat Karen O’Connor.  

LÆS OGSÅ: Adfærdstests konkluderer: Mange hesteejere overser tegn på halthed

Alder er kun et tal

8 år senere deltog Dutton igen i de Panamerikanske Lege, med endnu en guldmedalje i holdkonkurrencen som resultat. På dette tidspunkt var han 51 år gammel, og hans sportskarriere var begyndt at aftage i fart. Fra 1998 til 2012 vandt han prisen som den bedste military-rytter i USA tretten gange ud af femten, men 2012 var altså den sidste gang, at dét skete. I denne femten-årige periode nåede han også toppen af FEI’s rangliste, da han i 2005 blev verdens bedst rangerede rytter i military. Han har været med til samtlige olympiske lege siden første gang han deltog, og hans bedste resultat i den individuelle konkurrence indtil nu var i 2016 i Brasilien. Her vandt han sin første og indtil videre eneste individuelle olympiske medalje, da han sammen med Mighty Nice endte på tredjepladsen og dermed vandt en bronzemedalje. Og nu er målet så at komme med til Paris i år.  Tiden må vise om evnerne om viljen rækker til at Dutton ender med at deltage i sit ottende OL, hvordan det i så fald går for ham, og hvad fremtiden derefter byder på.

LÆS OGSÅ: Portræt: Julien Épaillard, den Hurtige Franskmand

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce