Portræt: Rosalind Canter, forsvarende Europamester i military

Rosalind ‘Ros’ Canter er de sidste 7 år gået fra at være en relativt ukendt rytter, til at være en af de absolut største stjerner i military lige nu. Imens vi nærmer os næste års OL, har den tidligere indehaver af førstepladsen på FEI’s rangliste et mål om at komme med til begivenheden i Paris.  

Ros Canter er fra en familie, hvor sport fylder meget, og hun deltog som barn selv i adskillige sportsgrene, heriblandt hockey og tennis. Og ja, så var der selvfølgeligt hestene. I modsætning til mange andre succesfulde ryttere, så havde Canter ikke nogen ungdomskarriere fyldt med store internationale ungdomsstævner. Hun skulle derimod vente relativt længe på at få sit gennembrud på ridebanen. Dette gennembrud endte med at finde sted, da en særlig hest blev en del af Canters karriere. 

LÆS OGSÅ: 10 tankevækkere om forfangenhed

Allstar B

Canters sportskarriere var trådt i baggrunden, da hun først tog en uddannelse i sportsvidenskab og siden arbejdede 4 år i stalden hos den respekterede rytter, dommer og avler, Judy Bradwall. Herefter vendte hun tilbage til sin families farm, og startede som selvstændig. To år senere begyndte Canter at ride hesten, som løftede hende fra at være en dygtig rytter til at være en stor rytter: Allstar B, også kendt som Alby. Herefter begyndte Canters karriere alvorligt at tage fart, og to år senere, i 2015, deltog hun i Burghley, hendes første Grand Slam-stævne. Ekvipagen fortsatte med at levere store resultater de næste seks år. I 2017 var de en del af det britiske hold, der vandt de europæiske mesterskaber og året efter tog de succesen til nye højder. Her vandt de deres grand slam-medalje, bronze ved Badminton, men det var ved verdensmesterskaberne, at de for alvor satte deres navne fast hos følgere af military-ridning. Her blev det britiske hold kåret som verdensmestre for sjette gang i konkurrencens historie. Canter og Alby var den eneste ekvipage på det britiske hold til verdensmesterskaberne, som også havde repræsenterer deres nation ved EM-sejren året forinden. Yderligere imponerende var det dog, at de ved begges første VM-deltagelse også vandt den individuelle konkurrence.  

LÆS OGSÅ: “Det værste var, da jeg blev trampet ned til stævne” 

Op- og nedture 

De efterfølgende år var lidt mere stille, da Canter fik sit første barn i 2019 og de to næste år var de fleste store konkurrencer aflyst grundet Covid-19. Alligevel nåede Canter en stor karrieremilepæl i 2019, da hun i foråret for første gang var placeret som nummer 1 på FEI’s rangliste. I 2021 var Canter og Alby igen med på det britiske hold, der vandt Europamesterskaberne, imens de blot endte som nummer 45 i den individuelle konkurrence. Samme år var de også udtaget som reserver til de Olympiske Lege i Tokyo. Herfra får deres historie desværre en tragisk drejning. I juni sidste år var den 17-årige Alby begyndt at nedtrappe sin sportskarriere, men var stadig i stand til at præstere på højeste niveau. Han deltog i CHIO Aachen sammen med Canter, men pådrog sig en skade, som resulterede i at han måtte aflives få dage senere. Det var en sørgelig afslutning på livet for en særlig hest. 

Fortsat succes, nu med Walter 

I løbet af de sidste to år har Lordships Graffalo, også kaldet Walter, taget positionen som Canters stjernehest. Efter flere lovende præstationer har Canter og Walter i år markeret sig som en af de bedste ekvipager i military lige nu. I maj vandt de Badminton Horse Trials, Canters første grand slam-sejr. Tre måneder senere vandt ekvipagen både den individuelle konkurrence og holdkonkurrencen ved Europamesterskaberne, hvilket kortvarigt sendte Canter op på FEI’s førsteplads igen. Nu er det næste mål at komme med til OL i Paris næste år. Ros Canter er på kort tid gået fra ukendt rytter til en af de bedste i sin sport, og det tyder på, at hendes karriere langt fra har toppet endnu. 

LÆS OGSÅ: Portræt: André Thieme, Springrytter og Europamester

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce