Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at det kræver tid at være hesteejer. Men hvor meget tid bruger vi egentlig i stalden? Det har vi regnet på, og vi taler faktisk om timer og år. Det er selvfølgelig ikke alle, der bruger en time på at muge, en time på at strigle og en time på at ride. Derfor har vi delt regnestykket op i fire kategorier; den hurtige, den moderat tidsforbrugende, den relativt tidsforbrugende og den ekstremt tidsforbrugende hesteejer. Og gæt engang: Du kan både blive rigere, få mere søvn og endda finde billigere alternativer til at få motion, hvis ikke du havde hest. Men selvfølgelig er din pengeslugende, firbenede bedste ven alle timerne i stalden værd. Det er vi slet ikke i tvivl om.
Redaktionens egne skøn og beregninger
Artiklen her baserer sig på en hesteejer, som har hest hele hele livet (i 50 år) og er i stalden hver dag. Så kan du jo selv trække tid til eller fra, hvis du vil sammenligne det med dit eget liv. Her kommer regnestykkerne – og vi har selvfølgelig fundet lidt sjovt at sammenligne det med.
1. Den hurtige hesteejer
Først er der den hurtige hesteejer, som af princip ikke bruger mere end 2 timer i stalden, men til gengæld måske heller ikke bruger ret meget tid på at bekymre sig om, hvorvidt udstyret snart burde pudses, eller om hesten er blevet striglet helt igennem andre steder end dér, hvor udstyret skal ligge. Os der hører til denne type er af den holdning, at tiden skal bruges på at ride og ikke på alt muligt andet pjat. Ikke sandt?
Tidsforbrug i stalden: 1,5 timer.
Tidsfordelingen ser omtrent sådan her ud:
- Mugning, klargøring af foder mm.: 10 minutter
- Strigling og opsadling: 15 minutter
- Ridning: 1 time
- Øvrige gøremål og hyggesnak: 5 minutter
Samlet antal tid i stalden i løbet af dit liv: 27.375 timer / 3,1 år.
Det svarer til: Et fitnessabonnement – bare meget dyrere
Vi har Googlet os frem til, at folk, der går i fitness, bruger omkring 1 time på at træne. Med omklædning og transporttid frem og tilbage passer det altså fint med 1,5 time, og du ville således kunne få mindst lige så meget motion, hvis du gik i fitness, bare til en helt anden pris. Lad os antage, at en hest koster gennemsnitligt 5000 kr. om måneden inkl. forsikring, dyrelægeregninger og smedebesøg. Et fintnessabonnement, der ofte koster omkring 300 kr. om måneden, svarer dermed til 6 % af prisen på en hest. Men så går de fitnessfolk til gengæld også glip af en masse kærlighed og hestelugt i håret.
Læs også: Foldtid kan forlænge hestens levetid

2. Den moderat tidsforbrugende hesteejer
Nu kommer vi til den mere moderate hesteejer. Tilhører du denne type, så bruger du helt sikkert mindre tid i stalden, end du kunne tænke dig, men du er nødsaget til at skære nedm fordi der – desværre – også er andet i livet, som fylder. Nogle dage bruger du måske 4 timer i stalden og andre dage kun en halv. Ofte går der nemlig lige 30 minutter mere, end du egentlig havde regnet med, men til gengæld er der også dage, hvor du må skippe rideturen og så er staldbesøget forholdvis hurtigt klaret.
Tidsforbrug i stalden: 2,5 timer.
Tidsfordelingen ser omtrent sådan her ud:
- Mugning, klargøring af foder mm.: 30 minutter
- Strigling og opsadling: 45 minutter
- Ridning: 1 time
- Øvrige gøremål og hyggesnak: 15 min
Samlet antal tid i stalden i løbet af dit liv: 45.625 timer / 5,2 år.
Det svarer til: Over 30% af den søvn, du har brug for
Et menneske har brug for omkring 8 timers søvn om natten. Så hvis du får for lidt søvn, kan du jo tænke lidt over det faktum, at 2,5 timer i stalden dagligt svarer til 31,25 % af den søvn, du burde få om natten. Men så er spøgsmålet, om du mon ville sove bedre om natten, hvis ikke du havde hest? Det tror vi næppe.

3. Den relativt tidsforbrugende hesteejer
Denne hesteejer elsker at bruge tid i stalden og det bliver nemt en overspringshandling fra livets øvrige gøremål. Der er aldrig noget, der hedder “et hurtigt smut ud til hesten”, for når der både skal muges, blandes foder og rides, og det hele tilmed sal gøres ordentligt, så bliver besøget hos hesten hurtigt et halv- eller heldagsprojekt. Kender du det?
Tidsforbrug i stalden: 3,5 timer.
Tidsfordelingen ser omtrent sådan her ud:
- Mugning, klargøring af foder mm.: 1 time
- Strigling og opsadling: 1 time
- Ridning: 1 time
- Øvrige gøremål og hyggesnak: 30 minutter
Samlet antal tid i stalden i løbet af dit liv: 63.875 timer / 7,3 år.
Det svarer til: En årsløn på over 200.000 kr.
Hvis du havde arbejdet det samme antal timer med en timeløn på 200 kr., kunne du have tjent 256.800 kr mere om året før skat. Rart at vide, ikke?

4. Den ekstremt tidsforbrugende hesteejer
Og så er der de hesteejere, der bruger langt mere end 3,5 time hver eneste dag. Om du er der 4 eller 8 timer hver eneste dag, så hører du under denne kategori.
Tidsforbrug i stalden: 4-8 timer
Tidsfordelingen ser omtrent sådan her ud:
- Mugning, klargøring af foder mm.: 1,5-2,5 timer
- Strigling og opsadling: 1-2 timer
- Ridning: 1 time
- Øvrige gøremål og hyggesnak: 30 minutter-2,5 timer
Samlet antal tid i stalden i løbet af dit liv: 73.000-146.000 / 8,3-16,7 år.
Læs også: Derfor er hesten en tidsrøver