Der er nok mange af os, som har tænkt på hestene fra Viegård – hvad blev der af dem? Det er der kommet svar på – i hvert fald for nogle af dem. Læs med her, og se videoen, hvor 30 af de 400 heste får en ny chance i livet.
Viegård Stutteri har vakt meget opmærksomhed igennem årene, og spørgsmålet om hestevelfærd var første gang oppe at vende i medierne tilbage i 2013. Men 2023 blev året, hvor stutteriet blev lukket én gang for alle, og hvor hestene blev solgt. Stutteriet blev i oktober 2023 erklæret konkurs, og to kuratorer stod for at finde nye hjem til de 400 heste, der stod på stedet.
De ønskede i første omgang, at hestene skulle sælges i sæt af 30 heste ad gangen. Nyt Hesteliv har nu frikøbt 30 af dem, og de er ankommet til Nyt Hesteliv. Nyt Hesteliv skriver på deres Facebook-side, at de mangler dækkener til Viegård-hestene, så byd endelig ind, hvis du kan hjælpe.
Hvem er John Byrialsen?
Den 66-årige John Byrialsen har været involveret i heste både som eliterytter, træner og avler. Særligt det kinesiske marked har hjulpet Byrialsens forretning og i perioder har han virket som landstræner for det kinesiske landshold. Han har også solgt en del heste til det engelske og amerikanske marked.
LÆS OGSÅ: Hestens Værn: ”Mangel på ressourcer i vanrøgt sager”
Indtil oktober 2023 ejede John Byrialsen Viegård Stutteri i Skals ved Viborg. Han har også ejet heste i Polen, og i 2013 blev han frikendt i en sag om vanrøgt derfra. I stedet blev en polsk hestepasser, som var ansat til at passe hestene, dømt.
Politiet har per 20. december 2023 været på 18 uanmeldte tilsynsbesøg på stutteriet i 2023. 23. august gennemførte politiet, Fødevarestyrelsen og Viborg kommune et uanmeldt tilsynsbesøg, hvor de fandt 50 nedgravede heste. I oktober blev John Byrialsen og hans virksomhed erklæret konkurs.
Hvad er det for nogle heste?
Kuratorerne har indtil videre solgt en del af hestene til udlandet, og det vides ikke til hvem. Internatet Nyt Hesteliv lidt uden for Odense har for nyligt frikøbt 30 hopper i alderen 12-20 år, hvoraf mindst syv af dem er i fol.
Planen for hestene er, at de ikke skal sælges. De skal derimod i plejefamilier, hvor internatet kan følge dem tæt igennem hele deres liv. Derfor har Nyt Hesteliv valgt de svageste heste og dem, hvor det er mindst sandsynligt, at de ville kunne sælges andetsteds.
I videoen her ved siden af kan du se, hvordan det så ud, da nogle af hestene ankom til Nyt Hesteliv. Videoen er fra Nyt Hestelivs Facebook-side, hvor de løbende opdaterer omkring de forskellige heste, de får ind.
Nyt Hesteliv ønsker ikke at hestene bliver videresolgt og forklarer i deres pressemeddelelse:
“Det er nyt Hestelivs koncept, at vi ikke videresælger dem, men beholder ejerskabet, så de til enhver tid altid kan komme retur til Nyt Hesteliv, hvis man ikke længere kan beholde dem. På denne måde kan vi følge vores heste ved besøg og glæde os over, at de har det godt hos plejefamilien.”
Vanrøgtede heste
At have haft et liv som de heste, der har stået på Viegård, sætter sine spor. Det er derfor ikke alle, som kan tage imod sådanne heste, og de har særlige krav til fodring, hold og tilvænning til mennesker. Mange af hestene kan have forskellige skader og sygdomme, og det er ikke en selvfølge, at de kan blive til rideheste i fremtiden.
Mange er lettede over, at der nu er 30 heste, som har en lys fremtid, men det har været dyrt for Nyt Hesteliv at frikøbe de 30 hopper. Derudover kræver de 30 heste en del pasning og pleje den kommende tid. Du kan støtte Nyt Hesteliv økonomisk her.
Du kan også ansøge om at blive plejefamilie for en eller flere af de 30 skønne hopper, som nu får en ny chance i livet. Ansøg om at blive plejefamilie her.
LÆS OGSÅ: Lettelse hos Hestens Værn, trods stanken af død og opgravede knogler
Nyt Hesteliv er et internat, som er godkendt af politiet til at modtage vanrøgtede og syge heste og ponyer. Alle heste, der kommer ind hos Nyt Hesteliv, bliver aldrig videresolgt, men ejes af Nyt Hesteliv til evig tid. Nyt Hesteliv er økonomisk afhængig af sponsorer, donationer og frivillig hjælp for at kunne drive internatet.
På internatet opholder der sig cirka 90 heste, ponyer og æsler i alle aldersgrupper, størrelser og racer. Alle dyrene går i løsdrift, som kan deles op i mindre enheder, hvis det er nødvendigt. Gamle heste og andre, som har brug for ro, kommer i boks om natten, undtagen i sommermånederne.
Hesteskandaler i TV
Hesteverden er kommet i offentlighedens søgelys, og DR har nu programsat to TV-udsendelser om John Byrialsens stutteri: “Kriminelt: Hestekrigen i Skals“. Du kan se dem på DR den 8. februar og den 15. februar, men begge programmer vil allerede fra den 8. februar om morgenen kunne ses online på DRTV.
Kilder
DR Presse: Uge 6, 7 og 8: Få overblikket over kommende programmer på DRTV
Nyt Hesteliv, pressemeddelelse: 30 heste fra Viegård konkursbo er på vej til Nyt Hesteliv
TV2: Heste fra Viegård Stutteri får nyt liv på internat