Stinna Tange: “Jeg ville ikke være mere lykkelig med ben”

”What is all the fuss about,” tænker Stinna Tange Kaastrup om al den opmærksomhed hun får, og netop den sætning rammer plet i hele hendes tilgang til livet. Stinna har aldrig set sig selv som handicappet, og hun er lykkelig med det liv, hun lever. Som 7-årig fik Stinna sin første ridetime, og hun var omgående solgt til hestesporten. På ryggen af hesten føler Stinna sig hjemme, og får følelsen af at være ligesom alle andre. Siden den første ridetime er det blevet til imponerende resultater – senest to medaljer ved de Paraolympiske lege i Rio.  

Stinna klarer selv det meste, og ligesom alle andre ridepiger er hun meget selvstændig. Den eneste forskel er, at hendes krop stopper cirka 15 centimeter under navlen. Hun blev introduceret til ridning via hendes forældres venner, vis søn gik til genoptræning på Langesø Egnens Rideklub efter en operation i benet. Tanken var, at ridningen skulle hjælpe Stinna med at udvikle hendes muskulatur, men det blev til så meget mere end det.  

Annonce

”Jeg var helt solgt til de firbenede dyr, og udviklede mig hurtigt til en rigtig wendypige med værelset tapetseret til med hesteplakater. De første år red jeg med bagrytter på en lammeskindssadel, selvom jeg næsten sad selv. En dag falder bagrytteren og mig af, og min mor sagde, at så kunne jeg lige så godt sidde og falde af selv – og sådan blev det så,” mindes Stinna med et smil. 

De skønne fjordheste blev skiftet ud med rideskolens welsh pony, og Stinnas mål er, at blive ligeså god til at ride, som ryttere med ben. I dag er målet i højere grad at være bedre end sig selv, og blive ved med at udvikle sig. På hendes første tur for sig selv, mindes Stinna, at hun følte at nogle brikker bare passede sammen. Hun havde fundet sin plads og lykke. Alt føltes rigtigt i det øjeblik, og Stinna var simpelthen ikke til at få ned igen.  

Vil aldrig glemme Snøvs 

Som 10-årig får Stinna part på ponyen Pontus. Han var en rigtig kammerat, husker Stinna, og med ham debuterede hun til dressurstævner – først i LD og siden i LA. Den første opvisning foregik dog til et børnedyrskue, og her blev de mødt af begejstrede tilskuere, der var imponerede over den søde Pontus, der luntede afsted i et mønstringstempo, som passede til Stinnas kørestol.  

Den gang var der ikke den samme tradition som i dag omkring parastævner, men i 2008 bliver DM for første gang afholdt samtidig med et landsstævne i Kolding, og er derved ikke gemt væk på en mark, som Stinna siger. Her starter hun sin første egen hest, Snøvs. Snøvs har Stinna fået af sine forældre i konfirmationsgave i håbet om, at netop han kunne bringe Stinna videre i ridekarrieren. 

”Jeg så ikke mig selv som handicappet – især ikke når jeg sad på hesten. Nu ville jeg bare vinde. Snøvs var en helt speciel pony, og på banen gav han sig 110% for mig. Han var opfostret med flaske, så han knyttede sig meget til mig, og han elskede at nulre bryster med mulen,” griner Stinna, der dog stadig mindes Snøvs med savn – han var en ener. 

Bare en måned efter europamesterskaberne, og i samme år, hvor Stinna skulle have redet de Paraolympiske lege i London, dør Snøvs af en blodprop, og Stinnas verden ramler sammen.  

Hun fortæller, at dengang var der kun hestene i hendes liv, og hun var helt ødelagt af sorg. Det var sammen med Snøvs, at Stinna blev kendt som pigen, der kunne ride uden ben. 

”Umiddelbart tænkte jeg what is all the fuss about – jeg rider jo bare. Men i en sport hvor brugen af benene er essentielt for at ride, kan selv folk udenfor ride verdenen godt se, at det er noget helt specielt. Det var med til at give anerkendelse til paradressuren, og det blev accepteret, at det er lige så svært, det som jeg gør, som når de andre rider Grand Prix,” fortæller Stinna, og uddyber at sporten stille og roligt også blev attraktiv for sponsorer.  

Læs også: Det du måske ikke vidste om Stinna Tange Kastrup

Det næsten umulige match  

Efter Snøvs var det virkelig svært for Stinna at finde en ny hest – ingen var som Snøvs – og med krav som god skridt, god trav, må ikke glo, skal være fremme, men ikke for stærk, ikke have for meget rygsving, og samtidig være let i hånden, gik der også tre til fire år før det rigtige match var der.  

Under et DM på Broholm falder Stinna i snak med Helle Kristiansen fra Stutteri Horsebo om alle de unge heste, som Helle har fået samlet sammen. Stinna er dog ikke helt med på idéen om, at hun skulle til at ride ungheste, men på vejen hjem fra Broholm får Stinna en SMS; 

”Helle skrev, hvad med Smarties, og jeg måtte rive bilen ind til siden af bare begejstring. Jeg var allerede helt vild med den hest, og jeg ringede til min mor og en veninde. Det var så svært at forstå. Smarties har været en rigtig cirkushest med succes både som fire-, fem- og seksårs, og som niårs gik han Grand Prix med Prinsesse Nathalie. Han kunne ikke længere holde til de svære samlende øvelser, og det var mit held.”  

Smarties flytter ind på Stinnas mors gård på Midtfyn, hvor han bliver passet som blommen i et æg sammen med en lille islænderpony. 

Træning af en ny hest 

Der skal tænkes kreativt, når en færdiguddannet Grand Prix hest skal lære helt nye signaler, og Stinna havde da også sit at se til med Smarties, der hver gang hun rørte ham med pisken tænkte op i luften, hvilket resulterede i at Stinna ikke lavede andet end piaffe og passage i 14 dage. Ikke et eneste travtrin blev det til, og Stinnas mavemuskler var sat på seriøst overarbejde, indtil hun en dag fik en ide. Med små skridt fik hun vænnet Smarties til at gå i trav for pisken, ved at lade sin hestepasser løbe frem med Smarties, når signalet til trav kom. Efter to til tre dage forstod den garvede hest også det. Stinnas tidligere heste Snøvs og Steffi kendte ikke til passage og piaffe, så de forstod godt, at pisken betød fremad.  

”Vi skal huske, at heste ikke er dumme. De gør, hvad de bliver bedt om, og det er selvfølgelig træls for dem, når det ikke fungerer. Med min fysik er jeg tvunget til at sætte mig i hestens sted og være selvreflekterende over, hvad jeg gør. Andre bliver hurtigt frustrerede – det kan jeg ikke bruge til noget,” oplyser Stinna der ville ønske, at flere havde udviklet hendes forståelse for hesten. 

Selvom Stinna er god til at tænke andre veje, samt har en god forståelse for hesten, så er hun stadig et menneske med følelser, og dem har hun fået hjælp til at kontrollere. Ved et stævne i januar 2016 tænkte Stinna kun på de 70%, hun skulle levere for at komme med til de Paraolympiske lege i Rio, som lå senere på året. På banen blev hun stresset, og glemte helt det hun er så god til – at mærke sin hest. Med en øget indsats fra mentaltræner fra Mindfull Performance, Karina Beck, og et trænerskifte til Claus Sørensen kom der efterhånden styr på det nye makkerskab, fortæller Stinna; 

”Jeg lærte at være til stede i nuet og fokusere få trin frem. Det kunne være øvelser som: nu vil jeg gerne ride lige op ad midten, eller godt ud i næste hjørne. Jeg blev mere klar i mælet, og hvis jeg skulle frem i trav, tænkte jeg trav, og var fuldt fokuseret på trav. Det gav en selvsikkerhed, som smittede af på Smarties, og jeg lærte også at bruge stemmen på det rigtige tidspunkt, samt hvordan jeg skulle sidde med sædet.”  

Det store arbejde betød, at de øvelser der var styr på hjemmefra også begyndte at virke på konkurrencebanerne. En kvalifikation til de Paraolympiske lege kom i hus, og en fokuseret indsats fra alle omkring Stinna og hende selv, fik det hele til at gå op i en højere enhed, som kulminerede med to bronzemedaljer i Rio.  

Viljestyrke til mål 

Med intens træning op til de Paraolympiske lege i Rio var Stinna glad for at vende tilbage til skolebænken på Syddansk Universitet, hvor hun læser engelsk. Det er vigtigt for hende at have noget andet end hesten, at gå op i. Her får hun input til hverdagen og intellektuel udfordring. Hestefolk har en tendens til at tro, at ridning er det eneste i verden, det er det ikke, bemærker Stinna. Selvom det var godt med et halvt år uden pres, kan Stinna nu igen godt mærke gnisten, når der skal trænes frem mod europamesterskaberne til august; 

”Jeg vil hele tiden gerne være bedre, og det kan gøre mig helt høj i flere dage, hvis jeg laver en otte meter volte i skridt eller en god øgning, der sidder lige i skabet. Det driver mig, når jeg rykker mig, og det er jo det fantastiske med ridning, at det kan man blive ved med. I nogle perioder rykker man sig mere end andre – sådan er det.” 

Talt som en rigtig vinder, er det udviklingen, der driver værket, men som handicappet betyder det også noget helt specielt for Stinna, når et 600 kilo stort flugtdyr, vælger at hoppe ind under hende, hvis den kan mærke, at hun er ude af balance. 

”Jeg kan ikke tvinge dem. De vil det for mig, og det rør mig. Hele sammensmeltningen af to individer, der kæmper på samme hold med meget små signaler – det er en helt vild følelse,” slutter en lykkelig Stinna.