Trailere i trafikken er skyld i flere dødsulykker end højresvingende lastbiler

Det er uhyggeligt at tænke på. Ikke desto mindre er det fakta, at der er flere menneskeliv, der går tabt i trafikken på grund af kørsel med trailere, end det er tilfældet med højresvingende lastbiler. Det siger ikke så lidt, da højresvingsulykker har været højt på listen over dødsulykker i mange år. Det fremgår af en analyse foretaget af SMVdanmark på baggrund af data fra Vejdirektoratet.

Annonce

Trailere er involveret i uheld hver anden dag. På 10 år er 42 mennesker dræbt i færdselsuheld med trailere – men 98 % skal aldrig til syn og ingen kontrollerer deres bremser. Juli er højsæson for uheld med trailere

– SMVdanmark

Trailere tager flest menneskeliv

Analysen peger med egne ord på “et alvorligt hul i dansk færdselssikkerhed, nemlig trailerulykker.” Den konklusion baserer sig på tal, der strækker sig over en 10 år lang periode, hvor der i alt er sket 1873 uheld med trailere ude på de danske veje. Herunder har 42 mennesker mistet livet og 286 er kommet alvorligt til skade, mens 271 er kommet lettere til skade. Det er nogle rigtig alvorlige tal, mener SMVdanmark

Til sammenligning er der i samme periode bortgået 37 mennesker i højresvingsulykker, hvorfor trailere har været involveret i flere mistede menneskeliv end det er tilfældet med lastbiler.

Der sker i gennemsnit et uheld med trailer hver anden dag

– SMVdanmark

Af analysen fremgår det desuden, at der generelt sker en stigning af færdselsulykker med trailere om sommeren – særligt i juli måned – og i den ene uge i efteråret, hvor danskerne har efterårsferie og der derfor er flere, der kører med hesten til stævne eller med familien på campingferie. Med andre ord er der ingen tvivl om, at trailerne herhjemme udgør en stor risiko for vores alles sikkerhed.

Læs også: Gør din trailer klar til sæsonen

For at undgå uheld med traileren er det alfa og omega, at sikkerheden er i top. Men det kræver, at vi stiller højere krav til, hvor ofte vores trailere skal synes. Foto: Shutterstock.

For mange trailere er ikke sikre nok til trafikken

Ifølge SMVdanmark skyldes de mange trailerulykker, at trailerne i Danmark simpelthen ikke er sikre nok til trafikken, og det handler hovedsageligt om, at der ikke stilles høje nok krav til syn og eftertjek af trailerne. En trailer skal nemlig kun synes ved ejerskifte (når den er over 5 år). Derfor kan man principielt køre rundt med en trailer, der nok har været synet for mange år siden, men som bestemt ikke er egnet til vejen mere.

Skræmmende er det derfor også, at over en halv million af de indregistrerede trailere i Danmark er over 15 år gamle. Hvornår er alle disse trailere mon sidst blevet synet?

533.891 indregistrerede trailere i Danmark er ældre end 15 år

– SMVdanmark

Og så er der over 115.309 indregistrerede tunge trailere, der er over 10 år gamle, og som aldrig har været indkaldt til syn – og de må stadig køre rundt på vejene.

Ingen ulykker med tempo 100-trailere

Endnu mere opsigtsvækkende er det, at trailere, der er tempo 100-godkendt, slet ikke er med i statistikken. Der er simpelthen ingen af dem, der har være involveret i en ulykke. Det skyldes ifølge SMVdanmark, at tempo 100-trailere skal synes hvert andet år og derfor er mere sikre at køre rundt med.

Annonce

Bremserne er oftest synderne

Det, der oftest lider under manglende syn, er trailerens bremser. Selvom det er et krav, at trailere med en totalvægt på over 750 kg skal have sit eget bremsesystem, er ingen krav om, at det skal synes eller på anden måde kontrolleres efterfølgende, så længe traileren ikke skifter ejer.

Som en konklusion på deres analyse henstiller SMVdanmark derfor til, at sikkerheden omkring trailere i Danmark øges, og at alle trailere med selvstændige bremser indkaldes til syn, så de farligste af slagsen kan fjernes fra vejene.

Læs også: 3 gode råd til at køre sikkert med trailer fra nogen, der virkelig ved, hvad de taler om

Artiklen er oprindelig bragt i juli 2020

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce