Dit staldskab er fyldt til bristepunktet med rideudstyr. Du har det med at brede dig lidt for meget i sadelrummet. Din bil er blevet en kirkegård for gamle underlag. Og dit skur eller loftsrum derhjemme giver dig konstant dårlig samvittighed. Lyder det velkendt? Vi hestefolk har en særlig evne til at hamstre rideudstyr og andre sager, vi mener, vi på et eller andet tidspunkt får brug for. Heldigvis er løsningen lige til: Ryd ud i det hele. Her får du en liste over seks typer rideudstyr, du i hvert fald godt kan tage med dig på genbrugspladsen.
1. Dobbeltgængerne
Første step er at udrydde alle dine dobbeltgængere af rideudstyr. Grimer, træktove, klokker og andet basisudstyr må du selvfølgelig gerne have meget af. Du bruger og skifter det dagligt, så der er du helt undskyldt! Men behøver du virkelig have 17 – næsten identiske – underlag eller otte par gamacher i forskellige blå nuancer? Hvis du er typen, der har mange udgaver af en bestemt type rideudstyr, så tag dem alle ud af skabet. Vurdér derefter hvert enkelt stykke, og prioritér hvilken/hvilke du vil beholde. Når først du tager et kritisk kig på alle dine gamacher, vil du helt sikkert finde ud af, at du har en enkelt eller to favoritter – og det er dem, du skal beholde.
Læs også: Det afslører din yndlingsfarve om din personlighed
2. Det du kun har brugt én gang
Det næste step er, at du skiller dig af med alt det rideudstyr, du kun har brugt én gang eller som måske endda aldrig har set en hest. Selvfølgelig skal denne type rideudstyr ikke på genbrugspladsen, men sælges enten af dig privat eller gennem en genbrugsforretning. Markedet for brugt rideudstyr er heldigvis rigtig godt, så der er gode chancer for at komme af med det. Du må blot forvente, at du må gå en hel del ned i pris i forhold til det, du selv har givet, for at komme af med det. Sådan er det bare.
Overvej også, om der er en sammenhæng i dine købsmotiver for de ting, der bare ligger og samler støv: Køber du for meget udstyr, når det er på udsalg? Har du en svaghed for al rideudstyr i rød? Eller bliver du ved med at overbevise dig selv om, at du har brug for en ny trense, selvom du har fem andre, der er ganske brugbare? Når du bliver opmærksom på dette, er du bedre rustet til at undgå fejlkøb i fremtiden.
3. Det gennemhullede
Som det næste er det tid til at få fjernet alt det udstyr, som er fyldt med huller eller som bare er slidt til døde. Forvaskede t-shirts, fnuggede ridebukser og hullede gamacher hører under denne kategori, og for mange af os er samlingen af gammelt ridetøj og rideudstyr gigantisk. Grunden er sikkert, at vi tænker: “Der er ingen grund til at smide det ud, for det er behageligt, og det kan jo sagtens bruges”. Her er det, du skal udfordre dig selv og tænke: “Har jeg brugt det, selvom det har set bedre dage?”. Hvis svaret er “ja”, så er der selvfølgelig en vigtig pointe i at beholde det. Er svaret “nej”, tror du så egentlig at du nogensinde får det brugt igen? Her ville det måske være bedre at spare pladsen eller få plads til noget, du rent faktisk har lyst til at bruge.
4. Ting du engang elskede
Din egen garderobe indeholder med garanti også et par stykker tøj, du engang elskede, men som du aldrig bruger mere. Måske har moden ændret sig over tid, eller du er blevet mere bevidst om, hvilke farver og snit der klæder dig. En mulighed er selvfølgelig også, at din krop har ændret sig. I så fald er det helt okay at erkende, at “de der bukser får jeg nok aldrig brug for igen”.
Har du stadig mange lavtaljede ridebukser, selvom du ved, at de højtaljede klæder dig bedre? Eller har du svært ved at skille dig af med dine old school fuldskindsridebukser af fløjl? Uanset hvad så er det på tide, at du skiller dig af med det. Det har haft sin “time to shine” og det er helt okay at komme videre. En god regel er: Har du ikke brugt det siden du ryddede op sidste g3ang, så kommer du med al sandsynlighed aldrig til at røre det igen.
Læs også: Giv udstyret nyt liv uden brug af dyre produkter
5. Dit “andet jeg”-udstyr
Ja, de dyrt indkøbte underlag i topkvalitet er super flotte og lækre. Det samme er din dyre ridehjelm med krokodilleskind og diamanter, som du engang købte på “tilbud” til halvdelen af din børneopsparring. Det kunne også være sjovt, hvis du engang fik brugt den rebgrime eller det cordeo, som har ligget ubrugt og kukkeluret i dit skab i fire år. Men har du behov for det? Får du nogensinde brugt det? Og er det virkelig dig? Nogle gange har vi en idé om, hvem og hvad vi gerne vil være, og det kan føles bekræftende at købe den type rideudstyr, der passer til denne forestilling. Men måske er det ikke altid, det er nødvendigt for, at du og din hest trives? Og måske er du og din hest i virkeligheden mere end fine nok, som I er og med det, I allerede kan.
Find ud af, hvad din stil er, og hvad der passer til dig og dine behov. Lad dig ikke diktere af modens luner, men brug det, der passer til dig og din hverdag hos hesten. Når du ved det, undgår du at ligge inde med tøj, der passer til “dit andet jeg”.