Venteliste til boks: Sådan er køen i hovedstadsområdet
Læs mere →
Han var 13 år, da han første gang lå på en bakketop i Nevada og iagttog vilde mustanger på afstand. Det, drengen så i flokkens kropssprog, blev senere til Join-Up, en metode der har været både elsket, kopieret og kritisk gennemgået af forskere. Monty Roberts døde sidst i juli i sit hjem i Californien, 91 år gammel, og efterlader sig et aftryk, der også kan mærkes i danske stalde.
Dødsfaldet blev meldt ud af hans datter, Debbie Roberts Loucks, på familiens egne kanaler. Monty Roberts blev 91 år og døde i sit hjem i Solvang i Californien af komplikationer til en autoimmun sygdom.
For de fleste danske hestefolk er navnet knyttet til ét bestemt billede: den runde pen, det lange reb, hesten der først bevæger sig væk, og som så efter et stykke tid vender øret, sænker hovedet og går hen til mennesket midt i pennen. Join-Up. Måske har du set det live på et kursus, måske kun på video. Uanset hvad har billedet sat sig fast.
Monty Roberts blev født i Salinas i Californien i 1935 som søn af en hestetræner. Han sad på hest, før han kunne meget andet, og han voksede op i en tid, hvor unge heste blev “brækket”, ikke redet til.
Som 13-årig kom han til Nevada i forbindelse med indfangning af vilde heste til rodeoforeningens wild horse race. Det blev vendepunktet. I stedet for at se på hestene som noget, der skulle overvindes, begyndte han at studere dem: hvordan de holdt hovedet, hvad ørerne gjorde, hvornår de tyggede og slikkede, hvordan en ledende hoppe sendte en ung hest væk fra flokken og siden lukkede den ind igen. Han vendte tilbage flere somre gennem sine teenageår og byggede langsomt et system op omkring det, han kaldte Equus, hestens eget kropssprog.
At et barn kunne se noget, som voksne professionelle overså, er en del af myten om Monty Roberts. Men det er også den mest brugbare del af hans historie: han kiggede, før han gjorde noget.
Dronning Elizabeth II fik øje på hans arbejde i slutningen af 1980’erne og inviterede ham til Windsor i 1989 for at demonstrere metoden på sine egne heste. Hun blev overbevist, og hun opfordrede ham til at skrive bogen. “The Man Who Listens to Horses” udkom i 1996, lå på The New York Times’ bestsellerliste i mere end et år, blev oversat til over 15 sprog og solgt i millionvis. I 2011 blev han optaget i Royal Victorian Order for sit arbejde med det britiske hofs heste.
Sideløbende havde han en karriere i galopsporten, som mange herhjemme aldrig fik med. Han købte som ung en plag på auktionen i Keeneland for 40.000 dollars og solgte den videre for 175.000. Hesten hed Alleged og vandt Prix de l’Arc de Triomphe både i 1977 og 1978. Senere arbejdede han med den tyske galophest Lomitas, der var så bange for startboksen, at karrieren var ved at være forbi, inden den begyndte. Lomitas vandt sidenhen tre Group 1-løb og blev kåret som årets hest i Tyskland.
Det siger noget om manden, når metoden diskuteres: han kom ikke fra hobbyverdenen. Han kom fra en branche, hvor resultater skulle leveres.
Join-Up nåede til Danmark gennem kurser, bogen og en håndfuld mennesker, der tog uddannelsen. To af dem står i dag på Monty Roberts’ officielle oversigt over certificerede instruktører i Danmark: Maj-Britt Carter og Joan Sartori.
Maj-Britt Carter voksede op på en rideskole og et stutteri i Danmark og uddannede sig senere til veterinærsygeplejerske i England. Hun mødte Monty Roberts’ metoder i 1991, gik i gang med instruktøruddannelsen i 1997 og fik sit certifikat i 2004. Siden har hun drevet Hippo-Logisk Træning med særligt fokus på to opgaver, som de fleste hestefolk kan nikke genkendende til: unge heste der skal rides til, og heste der ikke vil på trailer. Ved siden af kurserne i Join-Up og Follow-Up underviser hun i hestehold og hesteadfærd.
Det er en meget dansk måde at forvalte en international metode på. Ikke som en trosretning, men som et værktøj til de situationer, hvor tvang plejer at gøre tingene værre: den treårige der skal have sadlen på for første gang, og hesten der har lært, at trailerrampen er farlig.
En nekrolog skal ikke pynte. Join-Up har været den mest videnskabeligt undersøgte af rundpen-metoderne, og konklusionerne er mere nøgterne end markedsføringen.
I en forskningsgennemgang fra 2014 i tidsskriftet Applied Animal Behaviour Science, med Paul McGreevy fra University of Sydney som medforfatter, peger forskerne på, at hesten formentlig ikke “taler hestesprog” med træneren. Det, der sker, ligner snarere klassisk indlæring gennem pres og lettelse: hesten lærer, at når den bevæger sig på en bestemt måde, holder presset op. Forskerne bemærker samtidig, at følge-adfærden er knyttet til selve rundpennen. Den samme hest følger ikke nødvendigvis mennesket, når den bliver testet ude på folden eller sammen med sin flok.
Det betyder ikke, at metoden er værdiløs. Det betyder, at forklaringen er en anden end den, mange har fået serveret, og at timing og trænerens dygtighed betyder mere end fortællingen om et fælles sprog. Bruger du en rundpen, er det stadig dig, der bestemmer, hvor længe presset varer.
Man kan diskutere mekanismen bag Join-Up i årevis. Men det er svært at komme uden om, hvad Monty Roberts flyttede i praksis. Da han begyndte, var det almindeligt at ride heste til med magt. Da han sluttede, var ideen om, at en ung hest kan lære sit arbejde uden frygt, blevet mainstream i store dele af verden. Hans grundholdning var enkel: vold er ikke svaret.
Den holdning er der ingen forskningsgennemgang, der har rokket ved. Og næste gang du står i stalden med en hest, der ikke vil det, du gerne vil, er hans bedste råd stadig gratis: kig først. Spørg bagefter.