Andreas Schou stjal showet i Nations Cup på Fyn
Læs mere →
Har du nogensinde tænkt over, hvilke grundlæggende – og sjove – forskelle, der er på pony- og hesteryttere? Sætter man det lidt skarpt op, så har de, udover alderen og højden, hver især nogle finurlige kendetegn, som understreger, hvor forskellige vi som ryttere er – og ikke mindst hvor meget vi kan lære af hinanden. Her gør redaktionen sig lidt tanker om, hvad forskellen på de to typer er.
Den unge rytter og deres pony er aldrig til at tage fejl af. Der er ofte fuld smæk på farver og glimmer – og det samme er der ofte på tempoet. Ponyrytteren er ikke bange af sig! De elsker at tage den i fuld galop ud over markerne. Hvis de falde af, er det lige så hurtigt op igen. Det betyder også, at et spring næsten aldrig kan blive for højt og en udfordring sjældent stor nok.
På dressurbanen kan ponyrytteren af og til opleve modvind. Blot fordi ponyen ikke altid er enig i sin rytters instrukser – og fordi racergalop sjældent er hesterytterens yndlingsdiciplin – må ponyrytteren lægge ører til lidt af hvert. De er dog også noget af det kærligste, man kan finde i en stald. Flittigt deler de ud af kram, kys og godbidder. De elsker deres pony som sin bedste ven! Og så har de altid lidt ekstra kærlighed at give af til staldens øvrige heste.
LÆS OGSÅ: 5 ponytyper, du altid møder til stævner
Rytteren til hest er noget mere afdæmpet. Det betyder dog ikke, at ekvipagen er svær at genkende. Placeret højt på sin hest har hesterytteren det bedste overblik over, hvad der sker på ridebanen – på godt og ondt. Af ponyrytteren kan de opfattes som en principfast type. Typen, der altid lige skal understrege, at man skridter inden for hovslaget, ikke rider to ved siden af hinanden og i øvrigt husker at kigge op. Hesterytteren er dog helt berettiget, for deres kommentarer skyldes ofte blot et kærligt ønske om sikkerhed for alles bedste. Heldigvis er det mindst lige så almindeligt, at hesterytteren med sin omsorgsfulde rolle fungerer som et stort forbillede for de yngre ryttere. Ikke mindst viser de sig fra deres bedste side, når de venligt hjælper de yngre piger i stalden med at lægge sadlen korrekt og spænde gjorden efter.
LÆS OGSÅ: Typiske fordomme om hestemennesker
De to typer ryttere rummer hver især forbilledlige værdier, som er gavnlige for det sociale miljø i en stald: Ponyrytterens lyst til sjov og ballade og hesterytterens velmente sans for fornuft. Gør det ikke blot ridningen til en endnu bedre sport, at vi engang imellem kan grine af hinandens fejltagelser og misforståelser på ridebanen? Og hvad ville der samtidigt ske, hvis ikke vi havde fornuften på plads et sted imellem alt det sjove?
Forskellen på pony- og hesteryttere understreger, hvad der (blandt meget andet!) er særligt ved ridesporten: mangfoldigheden. Ikke bare mellem rytteren med hest og rytteren med pony, men mellem ryttere i al almindelighed. Vi har vidt forskellige tilgange til omgangen med vores heste. Det tvinger os i bedste forstand til at respektere og lære af hinandens forskelligheder – og det kan vi bestemt tillade os at være stolte af.