Koncentrationsbesvær, forskellige mentale og fysiske diagnoser, uro og angst. Det er bare nogle af de udfordringer, børnene kan have, som er i terapi hos Vibeke Haarbye-Pedersen. Hun er uddannet og arbejder som hesteassisteret terapeut og har virksomheden Terapiheste, hvor børn får hjælp til en nemmere hverdag.
Læs også: Børn og ridning – hvornår og hvordan?
Man skal kende hvert barn rigtig godt
I Vibekes stald er der en tavle, hvor alle børn er listet op. Ud fra navnet står, hvad der skal være klar, når de kommer.
“Det er meget forskelligt, hvad børnene kan rumme. Nogle kan strigle og sadle op, mens andre bare skal op på hesten med det samme. Jeg havde engang et barn, som pludselig begyndte at løbe derud af uden nogen stopknap. Vi bor ud til en vej, så det var ikke så heldigt, men der skete heldigvis ikke noget,” fortæller Vibeke.
Det er altså meget forskellige børn, som Vibeke Haarbye-Pedersen har fornøjelsen af at undervise. Nogen vil gerne være med i hele processen. Specielt en pige nyder at studere hesten meget og ofte lyder det til den hvide connemara-pony: “Jeg stoler på dig, Comet.”
Sjovt og benhårdt arbejde
Vibeke elsker at undervise børnene og er samtidig godt tilfreds med, at arbejdet primært er deltid, da hun også arbejder som social og sundhedsassistent.
“Jeg synes, det er helt perfekt, at jeg kan have begge dele. Det er så givende at arbejde med børnene, men det er altså også benhårdt arbejde,” siger hun.
Vibeke forklarer, at man er på 100 procent hele tiden, når der undervises. I forbindelse med de forskellige udfordringer er det naturligvis ikke de nemmeste børn i verden, og det stiller store krav til undervisningen.
En af reglerne er blandt andet at forældrene helst ikke må være til stede. De må gerne sidde inde i huset, men ikke ved banen for så kan børnene ikke koncentrere sig.
“Så har de hele tiden fokus på: “se mig” i stedet for ridningen. Så er det pludselig ikke dem selv, der er hovedpersonen, men alt muligt uden om, og det er jo ikke meningen,” forklarer Vibeke.
En alsidig undervisning – ikke kun på hesteryg
Det er meget forskelligt, hvad Vibeke laver med børnene. Det afhænger af det enkelte barn. Hvis de er på hesteryg, er det som på en “almindelig rideskole”. De skal lære at dreje, stoppe og starte hesten, og når det lykkes, så er det en kæmpe sejr. “Så stråler de virkelig,” siger Vibeke.
Det kan hurtigt blive for meget for børnene, hvis de skal ride rundt i en volte på en hest i en hel time. Derfor har Vibeke blandt andet lavet opmærksomhedsøvelser, stadig fra hesteryg, hvor hun har gemt trolde i træerne, som børnene skulle finde. Der er også blevet skudt bogstaver ned med vandpistol. Det sidste er en god øvelse for at opnå en bedre koordinering, som ofte kan være en udfordring for børnene.
“Nogen gange trækker jeg bare rundt med børnene, mens de snakker, og jeg lytter. Så kan de engang imellem sidde baglæns eller ligge ned. Det giver dem generelt en helt særlig ro i kroppen at være på hesteryg,” fortæller Vibeke.
Så meget kræver det af hestene
Det er bestemt ikke alle heste, der egner sig som terapiheste. Vibeke har flere gange måttet opgive at bruge en hest, fordi den måske var for aktiv, har løbet lidt og ikke kunne finde den fornødne ro. Det vigtigste er nemlig, at terapiheste er meget rolige og finder sig i meget. De er også nødt til at lære at reagere på stemmen, og Vibeke har på nuværende tidspunkt to islændere og en connemara-pony, som alle er stemmetrænet.
Hestene bliver altid redet bidløst af børnene, for ellers bliver det for forvirrende med alle de skiftende signaler. Vibeke rider også selv sine heste, for ellers bliver de døve for signaler. Samtidig kommer en kvinde, Sille Florman Pedersen, som er uddannet BBH træner (Blue Berry Hill) og lille af statur og derfor kan ride connemara-ponyen.
Læs også: Forskning bekræfter: Heste knytter stærke bånd til mennesker
Terapien hjælper fordi:
“Det er så fedt at se, når børnene for eksempel selv trækker hesten ud. De vokser bare en halv meter. Den udvikling, jeg oplever hos børnene, er det hele værd,” siger Vibeke.
Hendes oplevelse af terapien er, at den primært hjælper på:
- Øget selvtillid
- Bedre balance
- Ro i kroppen
- Bedre indlæring i hverdagen generelt
- Før og efter billeder viser ifølge Vibeke tydelige forskelle hos børnene. Blandt andet er deres holdning bedre, og de kan mærke sig selv mere
- Vibeke underviser 10-12 børn i alderen 4-15 år.
- Arbejder desuden også som social- og sundhedsassistent.
- Er uddannet hesteassisteret terapeut i 2013.
- Startede selv op i 2014 – hun har stadig en pige fra dengang, der stadig får undervisning i dag.
- Nogle henvender sig selv, andre er visiteret af kommunen, og nogle betaler det hele selv.