Det er ikke så tit, at den danske dressursport får national opmærksomhed og slet ikke ved siden af sportsgrene som fodbold, håndbold og svømning. Det er der nu lavet en lille smule om på i forbindelse med, at Dansk Retursystem i øjeblikket kører en kampagne om, at vi alle skal huske at pante vores flasker for at spare på det årlige CO2-forbrug.

Læs også: World Cup-sejr til Dufour for næsen af verdensetteren Werth
Dyster mod en skater
Alle kunne se med på Facebook og Instagram, da Cathrine Dufour hev en overlegen sejr hjem mod skateren Rune Glifberg. De to kom begge godt fra start, men Cathrine sørgede for at arbejde med præcision ved i et ensartet tempo at fylde automaten uden at “stresse” maskinen. Helt så let gik det ikke med nøjagtigheden for Rune Glifberg, der efter kort tid måtte stå og se sig omkring efter hjælp, da han med en mere sjusket hånd højst sandsynligt fik puttet for mange flasker ind i automaten, så den til sidst satte sig i hak.
Se, eller gense kampen mellem Cathrine Dufour og Rune Glifberg her:
Klar til semifinalen i pant
Cathrine Dufours sans for nøjagtighed og fart fik hende altså videre i en lidt anderledes semifinale hos Pant Cup 2020. Det betyder, at hun skal dyste igen den 8. juli, hvor hun skal konkurrere mod roeren Sverri Nielsen. Cathrine Dufour fortæller selv om konkurrencen, og hvorfor hun har valgt at være med:
Det er vigtigt, at vi husker på at passe på planeten. Og her skal vi også huske at pante, tænke over at minimere forbrug, støtte producenter med fokus på bæredygtighed og gøre det til vaner i hverdagen.
Det skal blive spændende, om Cathrine Dufour kan hive endnu en sejr hjem og ender i finalen, der afholdes den 12 juli – vi krydser hvert fald fingre.

Kort om konkurrencen
Danmarks bedste sportsudøvere går i år glip af både EM, OL og Premier League. I stedet kæmper otte af dem om at blive Danmarks bedste pantspiller. På den måde bliver deres hårde træning brugt i miljøets tjeneste. Flemming Toft kommenterer alle kampene, som kan følges på de sociale medier via Dansk Retursystem.
Få meget mere lækker dressur og vise ord fra Cathrine Dufour ved årets Hillerød Horse Show, som du desuden kan læse meget mere om i artiklen Køb billetter: Dufour og Bachmann afholder clinics under Hillerød Horse Show (annoncørbetalt).