Sidste forår tog Daniel Bachmann Andersen springet fra et godt og sikkert job som ansat på Blue Hors til livet som selvstændig med alt, hvad dertil hører af usikkerheder og forhåbninger. Drømmen var at skabe et nyt liv med tid til og fokus på hestene og familien. Men hvordan er det så gået? Er forventningerne blevet indfriet? Hvordan ser fremtiden ud for ham som toprytter, og hvilke tanker gør han sig om sporten og arbejdet med heste i det hele taget? Kort sagt: Hvordan føles det at være Daniel lige nu?
Læs også: Dressur med Daniel Bachmann: Det kendetegner en god skridtopvarmning
Det fulde ansvar
”Det føles rigtig godt,” lyder svaret prompte fra Daniel.
”Det har været en meget spændende rejse både i forhold til at udvikle sig som mennesker, min kone Tiril og jeg, og det med at stå på egne ben og ikke have noget sikkerhedsnet.
Ridemæssigt har jeg også kunnet gøre mig nogle andre tanker – gøre nogle andre ting, fordi jeg har kunnet vælge selv. Nu er det jo mit – eller vores – fulde ansvar, at det fungerer. Det gør, at man tænker sig om og tænker på en anden måde.”
At være sin egen værste fjende
Skiftet har også gjort, at Daniel med sine egne ord er blevet meget mere rolig. Han er gået fra altid at have været rigtig meget på og virkelig ville det hele. Ville sporten og give den fuld gas. Måske næsten gøre for meget. Til at have fundet ro.
”Nu føler jeg, at jeg hviler i mig selv, og jeg rider meget bedre end for et år siden. Jeg red også godt dengang, men jeg har fået mere overskud til at fordybe mig.
Jeg har bevist, hvad jeg kan, så nu kan jeg slå mig til ro med det, jeg laver. Nu skal jeg bare fortsætte ud ad den vej og hvile i mig selv. Det gjorde jeg ikke før. Jeg var så hungrig efter at bevise, at jeg kunne, og jeg ville altid vinde. Jeg var min egen værste fjende. Men sådan bliver det hurtigt, når det kun handler om sporten og stævner. Nu er der så mange andre ting, der fylder, og det er sundt for mig.”
Mere tid til familien – og karrieren
Noget af det, der har ændret sig markant for Daniel, er, at der er blevet mere tid til familien. At han og hans kone Tiril (Bachmann Ånerud, norsk dressurrytter, red.) nu rent faktisk gør alting sammen. Før i tiden handlede det næsten udelukkende om Daniel og hans karriere. Han var ofte væk til stævner, og Tiril stod for ”at passe hus og børn”. Nu er der kommet balance i tingene. Parret er ganske enkelt fælles om livet med hestene og familien.
”Vi er sammen hele tiden. Det kan være svært for nogle par, men det har bragt os endnu tættere. Vi rider sammen hver dag, hjælper hinanden og støtter hinanden. Det giver meget mere mening. Tiril er supergod til at holde styr på tingene, til regnskaber og alt det administrative. Det er ikke rigtig mit bord – jeg har lært mig noget, men vi er simpelthen bare et godt makkerskab. Og hun er god til at undervise mig. Det er også noget, som kan være svært for par. Men vi er gode til at lægge det, at vi er gift, væk, så vi kan arbejde mere som partnere end som mand og kone.
Vi støtter hinanden med respekt, så der ikke bliver noget fnidder. Vi er gode til at afslutte ting, inden vi ”kommer hjem” – inden vi går ind i det private rum. Så det ikke går op i heste, når vi er sammen som familie. Dér handler det om os og vores børn Fredrik på 5 år og Filippa på 8.”
Hvad har været den største øjenåbner?
”Det mest positive har klart været, at jeg har fået så gode heste at ride på og gode ejere, der bakker mig op. Jeg havde selvfølgelig håbet – men jeg turde simpelthen ikke drømme om – at det ville ske i det her omfang.”
Faktisk kan Daniel ikke komme i tanke om noget negativt ved forløbet. Selv det, at der ikke længere er nogen, der betaler hans løn, og det, at han og Tiril stort set aldrig har fri, er ikke noget, han klager over.
For at finde vejen med hver enkelt hest er man nødt til at gradbøje sit eget system
”Det her er jo 7 dage om ugen, og man er altid på,” forklarer han.
”Så går man lige en gang mere gennem stalden og tjekker hestene. Er alt vel? Vi har et super team, men det er jo vores ansvar, at det fungerer. Men det er også charmerende. Det er virkelig hyggeligt. Jeg rider jo 10-11 heste om dagen, og jeg når selvfølgelig ikke altid ud i stalden på hverdage. Men i weekenden holder jeg meget af selv lige at tjekke, at alt er godt. Man opdager ting omkring hestene. Det er det, man på tysk kalder ”fingerspitzgefühl”. Man mærker nemmere, hvis der er en hest, der ikke er tilpas. Man kender dem meget bedre, når man er så tæt på dem og bor op ad dem. Det betaler sig så meget i den anden ende.”
Læs også: Ambitiøs rytter og småbørnsmor: “Man skal virkelig ville det”
Det skal ikke være en kamp
Den positive tilgang til tingene er i det hele taget kendetegnende for Daniels måde at møde verden på. Han er oprigtigt glad for sit liv; glad for de ting, han har opnået og de mennesker, han har mødt på vejen.
”Jeg har jo prøvet rigtig mange ting, og det, jeg har lært af alle de oplevelser, er, at livet simpelthen er lettere, hvis man er positiv. Jeg tænker jo hest hele tiden, og hvis jeg for eksempel har en hest, der er lidt svær at ride, så prøver jeg hele tiden at tænke positivt om og med den. Hvis man gør det modsatte, så bliver det ikke konstruktivt. Jeg forsøger i stedet hele tiden at tænke: Okay, den ved det ikke helt endnu – vi har ikke helt forstået hinanden endnu. På den måde får man den der positive energi i hesten. Og det gør, at den vender. Så en positiv ånd, det er det, der driver det videre.”
Hvad vægter du højest i arbejdet med hestene?
”At hver hest får deres behov for uddannelse dækket. Med alt hvad dertil hører af foder, foldtid, og så videre. Alle hestene er jo forskellige. Nogle kan for eksempel lide folde ved søen, nogle er mere til foldene ved haven – andre trives slet ikke på fold. Det har vi hele tiden mulighed for at tjekke. Hvis et sted er for stort, så opdager man det ikke. Jeg kan bruge lang tid på at spekulere over hver enkelt hest. Fordi for at finde vejen med hver enkelt hest er man nødt til at gradbøje sit eget system. Mine heste går alle sammen forskelligt – og inde på banen lader jeg dem være individualister.”
- Begynder at ride som 7-årig i hjembyen Hammel.
- Som 10-årig møder han den tidligere OL-rytter Morten Thomsen, der netop har været til OL i Sydney.
- I 6 år kommer Daniel dagligt i Mortens stald og begynder at starte stævner på hans heste.
- Kommer som 16-årig i lære som berider i Tyskland hos den daværende danske landstræner Rudolf Zeilinger.
- 6 år senere flytter Daniel tilbage til Danmark med eksamensbevis og kæresten Tiril.
- I juni 2019 bliver han for første gang Danmarksmester i dressur på Blue Hors Zack. To måneder senere er han en del af det danske landshold, der slutter på 5. pladsen ved EM, og samtidig kvalificerer Danmark til OL i Tokyo.
- I sommeren 2019 er Daniel placeret som bedste danske rytter som nummer 8 på verdensranglisten.
- I foråret 2020 opsiger Daniel sit job hos Blue Hors og starter op som selvstændig med base på Kleppenhus ved Ebeltoft.
Uddannelse af heste tager tid
Den frihed, det giver Daniel selv at kunne bestemme, sætter sit præg på de beslutninger, han i fællesskab med ejerne tager vedrørende hestenes uddannelse. Hvis han for eksempel vurderer, at en hest ikke skal ud og gå stævner, før den er 6-7 år, fordi den eventuelt skal vokse færdig, få en stærkere overlinje, så får den lov til det.
”Alle ejere, som vi samarbejder med, tænker langsigtet,” forklarer han.
”Der vil simpelthen være nogle perioder, hvor formen og udviklingskurven ikke bare går støt opad. Jeg satser på at skabe mere holdbare heste. At der er ro på til uddannelsen, og at man ikke hver dag skal tænke på for eksempel at ride kommende championater.”
Det går rigtig godt hånd i hånd med Daniels opmærksomhed på at arbejde varieret med hestene. Og omgivelserne på Kleppenhus bliver derfor brugt flittigt. Der er tid til at ride i den nærliggende sø, longere i skoven og arbejde med cavalettis.
”Hvad end hestene har brug for,” understreger Daniel.
”Om det så er en pause i træningen, så får de det. Jeg går efter min egen mavefornemmelse, og det er rigtig fedt. Og så får jeg virkelig god sparring fra min kone, vores team og ejerne af hestene.
Jeg tror simpelthen på den fine og gode ridning. Det er jo det, jeg er uddannet i, og det vil jeg gerne blive ved med. Vi skal selvfølgelig overleve som forretning, men det skal ikke være på bekostning af hestene. Jeg går op i at uddanne hestene, og så er de måske lidt ældre, før de er ”klar”, men jeg går efter det langsigtede mål.
Jeg er også meget heldig, for jeg har virkelig hesteejere, der forstår gamet. Så hvis jeg siger til dem, at vi lige skal tage et år mere, før hesten er klar, så lytter de til mig. Og så leverer jeg jo også, når tiden så kommer.”
Læs også: Dressur med Daniel Bachmann: Er du travrytter eller galoprytter?
Hesten er den egentlige læremester
At det ikke kun er Daniel, der uddanner hestene, men også hestene, der lærer ham noget, lægger han stor vægt på. Faktisk er det en meget vigtig del af hans tilgang til arbejdet med hestene. Og han har ved tidligere lejligheder nævnt, at hesten er hans største læremester. Men hvad vil det egentligt sige?
”Ofte vil de heste, man rider, have oplevet både gode og dårlige ting. Som for eksempel Zack (Blue Hors Zack, red.). Han var svær at nå ind til. Han var halvblind og havde haft en del forskellige ryttere med forskellige stile. Han havde på en måde lært at forsvare sig – at passe på sig selv.
Og det, at jeg fik vendt ham til at gå piaffe, passage og ettere, det var en proces, hvor han samtidig lærte mig rigtig meget. For når jeg gjorde noget, han ikke var med på, så var der kontant afregning. Jeg kunne ryge 3 måneder tilbage i træningen, hvis jeg overskred hans grænser. Men vi nåede jo rigtig, rigtig langt – og lå i top ti på FEIs verdensrangliste i halvandet år.
Så jeg lærte rigtig meget af, at man ikke bare kan gå lige ud af landevejen. Han var en kendt international avlshingst, som alle sagde ikke kunne opnå noget i sporten. Men det skal man ikke sige til mig. Der blev jeg sat på prøve. Jeg måtte lave om på alt, hvad jeg ”normalt” gjorde. Jeg prøvede alt af og fandt jo vejen. Det er det, jeg mener med at gradbøje sig eget system. Jeg sad jo for eksempel helt anderledes på Zack, fordi det var sådan, han kunne fungere. Man skal ikke tvinge hesten ind i sit eget system.”
Undgå at gentage fiaskoer
På trods af en meget travl hverdag med at ride, så underviser Daniel også. Omend han ikke kan sige ja til alle, der henvender sig, så er det virkelig noget, han værdsætter. Det at kunne give ud af sine erfaringer og hjælpe andre.
”Jeg har en til to elever om dagen, primært professionelle ryttere,” fortæller han.
”Det vigtigste for mig er at formidle måden at tænke hest og ridning videre – at alt det grundlæggende er basis for at få succes. Det gælder om, at rytterne kommer derhen, hvor de tror på sig selv. Jeg oplever tit selv rigtig gode ryttere, som ikke på dem selv og på, at det, de gør, er det rigtige. Man skal hvile i sig selv for at kunne levere – og man skal stole på sin underviser.”
Daniel har gennem tiden selv fået samlet en stor værktøjskasse og beskriver sig selv som meget eksperimenterende, når han rider. Og det er i kraft af alle de gode ting, han har lært fra de forskellige steder og trænere (Rudolf Zeilinger, Lars Petersen, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, red.), at han har skabt sin egen stil.
”Jeg er meget løsningsorienteret og mener, at hvis man har prøvet noget, der ikke duer, så må man gøre noget andet. Man skal jo ikke gentage en fiasko. Så må man lave en ny plan. Ellers får man jo bare samme resultat. Du er nødt til at lave noget om.
Min svaghed er, at jeg er meget kritisk over for mig selv. Det er vigtigt for mig, at man er selvkritisk og ikke giver andre eller hestene skylden. Før i tiden var det 99 % sikkert, at det første jeg tænkte, når jeg kom ud fra banen, var: ”Det kunne jeg have gjort bedre”. Lige meget, hvor godt det var gået.
Så jeg har været meget selvdestruktiv i den forstand. Men det gælder jo om at finde en balance, hvor man ikke er selvfed, men heller ikke overkritisk. Jeg er landet i midten nu. Jeg er stadig selvkritisk, men jeg stoler på, at jeg gør det rigtige. Det er en svær balancegang. Men jeg er blevet skarpere på at arbejde med selvindsigt – og så bliver man glad og positiv.”
Når det hele går op i en højere enhed
Tænker man nærmere over, hvor meget Daniel allerede har prøvet, så kan det være fristende at forestille sig, at det efterhånden kun er ved de allerstørste mesterskaber, at han kan opleve ægte magi. Der, hvor det hele går op i en højere enhed og man er i en slags zen. Men det er et helt andet sted, Daniel oplever, at det sker.
”Det er faktisk svært at forklare. Men det sker for eksempel, når man har haft en svær periode med en hest og har arbejdet med nogle ting, lavet noget om og tænkt anderledes for at gøre det bedre. Man har været i tvivl om noget og fået hjælp til det. Man har virkelig nørdet med det. Og så finder man løsningen! Det er et virkelig sårbart øjeblik, som man rigtig gerne vil holde fast i. Jeg havde det med en hest for nylig. Den havde svært ved at holde balancen i volter. Men så fandt jeg frem til, hvordan jeg skulle sidde for at hjælpe den. Og så er det jo, som om himlen åbner sig. Det er det, der gør det; det er så meget mere vigtigt med de små ting. De store mesterskaber er fede, men det er de gode momenter derhjemme, der tæller. Så kommer stævnerne af sig selv. Hvis man kun har fokus på stævner, så bliver man for fokuseret på målet frem for vejen derhen.”
Læs også: Du kender det med garanti: Så fedt er det, når dressurøvelsen lykkes!
Drømmer jeg eller er jeg vågen?
Og så er vi tilbage ved drømmen og fremtiden. Mon et kig ind i krystalkuglen vil kunne sige noget om, hvad der ligger i kortene for Daniel?
”Drømmen var jo at blive selvstændig og kunne drive en forretning. Og det har vi gjort, og det er gået så godt. Næste mål er, at vi begge to kommer til at ride på landsholdet – på henholdsvis det norske og det danske til samme mesterskab. Tiril har en grand prix-hest, der er rigtig fin, og jeg satser på, at Marshall-Bell (ejet af Vivi og Christian Vang Lauridsen, red.) er moden til at kvalificere sig til EM i år – og så til VM næste år.
Så ja, vi sætter os mål, og på sigt er det nok også at komme til at eje vores eget sted. Men om det bliver 5-10 år ude i fremtiden, det er ikke det vigtige. Vi er 31 år begge to, så det haster ikke.
Jeg må knibe mig selv i armen rigtig tit. Det er helt vildt, det her. Det startede jo ikke sådan for et år siden fra den ene dag til den anden, men det er bare kommet lige så stille. Vi har taget os tid til at besøge ejere, møde dem og prøve hestene. Vi har set rigtig mange heste og arbejdet på at få så gode kvalitetsheste som muligt. Gode heste gør det nu engang sjovere.
Vi har ”kun” 20 heste her, og det passer mig så fint. Vi kommer godt omkring alle heste. Jeg går meget op i, at de får nok tid hver især og får dækket deres individuelle behov.”
Og hvad er det så i sidste ende, der bør kendetegne en Bachmann-hest?
”At de heste, jeg har haft i uddannelse, dem skal andre kunne overtage og ride. Lige som tilfældet har været med Nanna (Skodborg Merrald, red.) og Zack. Hun er forholdsvis hurtigt kommet langt med ham. Det er jeg stolt over. Det er det, der skal kendetegne hestene, og det er det, der kendetegner en god berider.”
